“Don’t Blame Me” er en ballade, hvor melodiens bløde overflade gemmer på mange små spændinger. Jimmy McHughs sang giver plads til en varm klang, men kræver også opmærksomhed på de toner, der ligger tæt på akkordernes grundlæggende farver. Den er velegnet til at øve lange fraser, kromatiske nabotoner og akkompagnement, der støtter en melodi uden at fylde omkring den.
Kort om Don’t Blame Me
- Musik: Jimmy McHugh.
- Tekst: Dorothy Fields.
- År: skrevet til teaterrepertoiret i 1932 og kendt fra indspilninger i 1933.
- Oprindelse: revyen Clowns in Clover.
- Form: 32 takter, AABA, mere præcist A1–A2–B–A2.
- Almindelig toneart: C-dur, klingende.
- Stil: især ballade, men også roligt swing.
Fra teatersang til jazzballade
McHugh og Fields skrev nummeret til en amerikansk udgave af Clowns in Clover. Det fik et videre liv på plade med blandt andre Ethel Waters. Senere gjorde både sangere og instrumentalister melodien til en del af det faste standardrepertoire.
Hør Nat King Coles vokalfortolkning og Charlie Parkers indspilning fra 1947. Sammenlign, hvordan de får melodien til at hænge sammen gennem pauser og harmoniske skift. Parker er et godt eksempel på, at en bebopmusikers sprog også kan bruges med stor ro. Lyt også til Thelonious Monk for en anden tilgang til anslag, plads og spænding.
Formen: tre A-afsnit med forskellige afslutninger
Den almindelige 32-takters form består af fire afsnit på otte takter. Første og andet A er beslægtede, men leder ikke videre på helt samme måde. Efter broen vender A2 tilbage som sidste afsnit. Den mere præcise betegnelse A1–A2–B–A2 hjælper med at huske forskellen.
Øv først melodien igennem uden udsmykning. Find de steder, hvor et A-afsnit fortsætter fortællingen, og hvor det afslutter. Syng derefter kun de sidste to takter af hvert A. Det gør forskellene tydelige og træner netop de steder, hvor formen let bliver usikker.
Balladetempo giver god tid til at høre, men også god tid til at miste pulsen. Del hvert afsnit i to firetaktersgrupper, mens du lærer det. Når du spiller, må melodien gerne bevæge sig mere frit hen over opdelingen. De små grupper er et øveredskab, ikke en regel om at starte en ny frase hver fjerde takt.
Harmonik: dur med lånte farver
I C-durudgaver møder du både klare tonikale landinger og molprægede forbindelser. En nyttig kort øvemodel er Dm7♭5 – G7 – Cmaj7. Den første akkord giver en mørkere farve end en almindelig Dm7, mens slutakkorden bekræfter dur. Modellen er et afgrænset harmonisk fokus, ikke en gengivelse af hele sangen.
Spil Dm7 og Dm7♭5 efter hinanden, og lyt til forskellen mellem A og A♭. Bevar D, F og C, så du tydeligt hører den ene ændring. Fortsæt derefter til G7 og Cmaj7. F i G7 kan gå ned til E i Cmaj7; denne halve tone gør opløsningen enkel og tydelig.
Som improvisator kan du bruge en kort linje, der først lander på F og derefter E. Tilføj en lille optakt i stedet for en lang skala. Når du kan høre måltonerne, bliver det lettere at vælge resten af frasen med ro.
Broens kromatiske nabotoner
Broen indeholder kromatiske bevægelser, som skaber spænding omkring melodiske mål. En nabotone ligger tæt på en hovedtone og vender tilbage til den. Øv princippet som E–E♭–E over en enkel C-durklang. Hør E♭ som en kort farve omkring E, og giv tilbagekomsten en tydelig retning.
Det lille eksempel er en selvstændig øvelse i nabotoner. Lær derefter broens faktiske melodi fra en pålidelig udgave og en indspilning. Det er vigtigt at skelne mellem en melodisk spænding og en egentlig ny akkord, især når en kort molterts høres mod en durklang.
Som akkompagnatør kan du prøve en mere åben voicing, hvis melodien og en tæt akkordterts støder sammen. Lyt til virkningen, og lad melodien afgøre, hvor meget harmoni der er brug for. En node på papiret skal altid sættes i forbindelse med den frase, gruppen spiller.
Tre øvelser til balladens detaljer
- Lær A-afslutningerne. Spil slutningen af A1 og A2 efter hinanden. Syng forskellen, og sæt dem derefter ind i hele formen uden stop.
- Spænding og hjemkomst. Brug den korte model Dm7♭5–G7–Cmaj7. Spil en frase, der tydeligt opløser F til E. Gentag med færre toner og længere pauser.
- Én frihed pr. frase. Spil temaet og ændr kun én ting ad gangen: dynamik, ansats eller rytmisk placering. Optag en gennemspilning og kontrollér, om melodien stadig er let at følge.
Klang og fælles puls
Lange toner skal have en bevidst længde. Lad dem ikke bare dø ud, mens du leder efter næste tone. På blæseinstrument eller i sang kan du forme klangen med luft og dynamik; på klaver og guitar kan anslag, pedal eller register ændre oplevelsen af bevægelse.
Rytmegruppen kan skabe tryghed med en stabil indre puls og få tydelige anslag. Pauser i melodien behøver ikke automatisk at blive fyldt med svar. Lyt efter frasens mål, og lad akkompagnementet understøtte det. Aftal på forhånd, hvis temaet begynder rubato og senere går over i fast tid.
Inden I spiller sammen
Aftal klingende toneart, tempo, intro og afslutning. Spiller I med en sanger, følger tonearten stemmens register. Prøv også These Foolish Things og My Funny Valentine for mere balladefrasering. Find flere numre i oversigten over jazzstandarder.