“It Had to Be You” er en sang, hvor enkel fremførelse kræver et sikkert øre. Melodien kan lyde afslappet, selv om akkorderne tidligt bevæger sig væk fra toneartens almindelige trin. For en jamdeltager er den god træning i at lade en sangbar frase styre improvisationen, mens harmonikken får retning.
Historik: Isham Jones og Gus Kahn
Musikken er skrevet af Isham Jones med tekst af Gus Kahn og udgivet i 1924. York Universitys samling af historiske nodeudgaver dokumenterer krediteringen og årstallet. Sangen hører til det amerikanske sangrepertoire, som jazzmusikere har gjort til fælles materiale gennem mange forskellige arrangementer.
Et sangnummer af denne type kan fungere som ballade, medium swing eller en mere fremadgående vokalversion. Det ændrer frasering og akkompagnement, men ikke nødvendigvis korformens grundstruktur. Lær melodien i et roligt tempo, før du vælger, hvor meget du vil forskyde rytmen.
Analyseret version: klingende G, 32 takter ABAC
Her analyseres et instrumentalt jamkor i klingende G-dur, 4/4 og 32 takter. Formen beskrives som ABAC med fire afsnit på otte takter. Sangens indledende verse, hvis det bruges i et vokalarrangement, er ikke medregnet. Intro og eventuel slutvamp aftales særskilt.
A-materialet kommer tilbage ved anden halvdel, mens afslutningen får sin egen retning. Derfor er det afgørende at kende forskel på takterne 9–16 og 25–32. Lær først melodien og de to forskellige afslutninger; så bliver formen lettere at huske end en række løse akkordsymboler.
Harmonik: dominanter, der giver sangen fremdrift
G-dur er udgangspunktet, men E7 og A7 giver tidligt mere spænding. E7 kan høres som dominant mod A-området, mens A7 peger videre mod D. Det er ikke et tegn på, at hele sangen pludselig er skiftet permanent til en ny toneart. Akkorderne skaber lokal retning inden for et større G-dur-forløb.
Prøv at høre G–Gis som en vigtig farveændring ved E7 og C–Cis ved A7. De hævede toner skelner dominanterne fra de molakkorder, der ellers hører til G-dur. Du kan markere skiftene med en enkelt tone og stadig bevare melodisk ro.
I sidste del giver bevægelsen mod C-området en anden farve end første halvdels afslutning. Nogle jazzarrangementer bruger yderligere gennemgangsakkorder og substitutioner. Betragt dem som den valgte versions detaljer. Aftal grundharmonikken, før du lægger egne dominanter under en anden musikers melodi.
Fire konkrete øvelser
- Syng to forskellige afslutninger. Spil eller syng de sidste otte takter af hver halvdel efter hinanden. Gentag, til du tydeligt kan høre, hvilken der sender dig videre, og hvilken der afslutter hele koret.
- Find dominantens terts. Øv E7, A7 og D7 hver for sig. Spil Gis, Cis og Fis som lange toner, og forbind dem med korte melodiske bevægelser. Sæt derefter øvelsen ind i nummerets form.
- Bevar ét motiv. Find en rytme på tre eller fire toner. Gentag den gennem begyndelsen, men tilpas en måltone til hver akkord. Undgå at begynde en ny frase ved hvert symbol.
- Akkompagnér en sangstemme. Spil sparsomme akkorder under melodien med rolige indsatser. Optag et kor og kontrollér, om dine akkordslag hjælper sangens fraser eller afbryder dem.
Jamråd
Aftal toneart med sangeren før optælling; G er analysens toneart og ikke et krav til alle fremførelser. Fortæl, om der kommer verse, rubato-intro eller straks et 32-takters kor. Lad melodien få plads i første gennemspilning. Under soloerne kan intensiteten vokse, men giv en tydelig afslutning på dit sidste kor, så næste musiker kommer sikkert ind.
Arbejd videre
Sammenlign den melodiske form med Pennies from Heaven og I’ll Be Seeing You. Brug Just One of Those Things til at øve længere fraser med mere fremdrift.
Kilder
- York University: It had to be you – historisk nodeudgave fra 1924, Jones og Kahn.
- Musicnotes: It Had to Be You – kreditering og en udgave i G-dur; toneartsangivelsen gælder den pågældende udgave.
- Standard Repertoire: It Had To Be You – reference for 32-takters ABAC-jamform.