“My Romance” har en melodi, der kan bære både en stille ballade og et let, fremadrettet swing. Richard Rodgers’ standard er et godt sted at arbejde med melodisk sammenhæng, fordi enkle trin og tydelige harmoniske mål giver en overskuelig ramme. Udfordringen er at få fraserne til at leve gennem de to forskellige formhalvdele.
Kort om My Romance
- Musik: Richard Rodgers.
- Tekst: Lorenz Hart.
- År: 1935.
- Oprindelse: musicalen Jumbo.
- Form: 32 takter, ABAC, med otte takter pr. afsnit.
- Almindelig toneart: B♭-dur, klingende.
- Stil: ballade, swing og i nogle arrangementer jazzvals.
- Særligt fokus: diatonisk bevægelse, molområder og forskellige afslutninger.
Fra Rodgers og Hart til Bill Evans
Sangen blev introduceret i Jumbo i 1935. Senere fandt den en stærk plads i jazzrepertoiret. Bill Evans blev særligt knyttet til nummeret og vendte tilbage til det gennem mange år, men sangen fungerer også godt uden hans harmoniske detaljer.
Begynd med Evans’ Village Vanguard-indspilninger fra 1961 og sammenlign med Art Blakey på Buttercorn Lady. Hør forskellen i puls, tæthed og melodisk placering. Brug også en sangversion til at undersøge, hvor en frase naturligt trækker vejret.
Formen: ABAC på 32 takter
Første halvdel består af A og B, anden halvdel af A og C. De to A-afsnit giver genkendelse, mens B og C fører videre på forskellige måder. Første halvdel åbner mod mere materiale; anden halvdel afslutter den samlede korus.
Spil B og C efter hinanden, og læg mærke til deres forskellige slutninger. Syng derefter de samme afsnit uden instrument. Hvis du kan høre, hvad der skal komme bagefter, bliver formen mere sikker under improvisation.
Nummeret spilles både i fire og som vals. Vælg én taktart, mens du lærer det, og aftal senere en anden tilgang med gruppen. En ændret taktart kan påvirke frasering og arrangement, selv om melodien og de harmoniske mål stadig er genkendelige.
Åbningens diatoniske stigning
I B♭-dur kan en enkel model for åbningens retning være B♭maj7 – Cm7 – Dm7. Det er første, andet og tredje trin i tonearten. Den trinvise bevægelse giver et godt udgangspunkt for en melodisk idé, som følger med uden store spring.
Spil grundtonerne B♭–C–D, og besvar dem med en kort faldende frase. Prøv derefter at holde F som fælles meloditone over alle tre akkorder. Tonen ændrer funktion, mens klangene bevæger sig under den.
I konkrete udgaver møder du også formindskede gennemgangsakkorder og turnarounds. Lær dem sammen med melodien. Den enkle model viser en retning, men erstatter ikke sangens fulde skema eller de præcise taktplaceringer.
Den relative mol som lokalt mål
Et vigtigt område er G-mol, den relative mol til B♭-dur. Øv Am7♭5 – D7 – Gm. F♯ i D7 peger en halv tone op til G, mens C kan falde til B♭.
Spil først de to opløsninger hver for sig og sæt dem derefter sammen til en lille frase. Bevar en pause efter landingen. Det hjælper dig med at høre molområdet som et mål frem for blot endnu et sted at fortsætte en skala.
Sammenlign med en ii–V–I hjem i B♭: Cm7 – F7 – B♭maj7. Brug samme rytmiske idé i begge forbindelser og tilpas tonerne. Så træner du en musikalsk tanke, som kan overleve et klangskift.
Fjerde trin og en lånt dominantfarve
Et andet vigtigt klangligt område er E♭, fjerde trin i B♭-dur. Du kan øve E♭maj7 – A♭7 – B♭maj7 som en kort farveforbindelse. A♭7 ligger på det sænkede syvende trin i forhold til B♭ og giver en anden tilbagevenden end F7 ville gøre.
Følg G i E♭maj7 ned til G♭ i A♭7 og videre til F i B♭maj7. Den lille faldende linje gør forløbet tydeligt. Sæt bagefter uddraget ind i den valgte sangversion og lyt til meloditonen over hver klang.
Tre øvelser til melodisk sammenhæng
- En fælles tone over trinvise akkorder. Hold F over B♭maj7–Cm7–Dm7. Variér rytmen, og lyt til farveskiftene uden at ændre tonehøjde.
- Dur og mol med samme motiv. Spil en lille idé mod G-mol og besvar den mod B♭-dur. Bevar frasens længde, men lad de afgørende toner vise forskellen.
- To afslutninger. Spil B og C med melodi. Sæt dem tilbage i ABAC-formen og tag en solokorus med få toner, mens temaet fortsætter indvendigt.
Frasering og fælles puls
Melodien må gerne flyde gennem akkordskift. Undgå at begynde en ny frase, bare fordi skemaet viser et nyt symbol. Tænk i større sætninger med en tydelig begyndelse, udvikling og landing.
Akkompagnatører kan støtte de trinvise bevægelser med små voicings og roligt register. Bas og trommer kan holde forløbet let, så solisten kan variere placering og tæthed. Hvis I spiller vals, skal alle mærke samme tredelte puls uden at gøre hver takt tung.
Prøv også en gennemspilning, hvor kompen kun markerer udvalgte landinger. Det afslører, om melodien og bassen kan bære sammenhængen med mindre harmonisk fylde.
Inden I tæller ind
Aftal klingende toneart, tempo, taktart og slutning. Bekræft om tema og soloer følger samme rytmiske arrangement. Prøv også Rodgers og Harts My Funny Valentine eller Have You Met Miss Jones?. Se oversigten over jazzstandarder.