“After You’ve Gone” er en af de tidlige sange, som jazzmusikere har holdt levende gennem generationer. Den kan være en rolig, bluespræget fortælling eller et hurtigt swingnummer med masser af energi. Melodien har tydelige spørgsmål og svar, og den korte form giver hurtigt mulighed for at prøve en ny idé i næste korus.
Kort om After You’ve Gone
- Musik: Turner Layton.
- Tekst: Henry Creamer.
- År: 1918.
- Form: et 20-takters refrain, ofte forklaret som fire firetaktersfraser og fire afsluttende takter.
- Toneart: oprindeligt B♭-dur; øvelserne her bruger B♭-dur i klang.
- Stil: tidlig jazz, swing og bluespræget sangfortolkning.
En sang fra før swingperioden
Layton og Creamer udgav sangen i 1918. Marion Harris indspillede den samme år, og hendes fortolkning er bevaret hos Library of Congress. Den giver et nyttigt indblik i sangens tidlige liv, før de instrumentale swingudgaver blev en stor del af jazzrepertoiret.
Hør også Bessie Smiths version fra 1927. Til en mere fremadrettet instrumental tilgang er Gene Krupas indspilning med Roy Eldridge fra 1941 et oplagt sammenligningspunkt. Læg mærke til, hvor meget udtrykket kan ændre sig, uden at melodiens svarfraser og harmoniske bevægelser forsvinder.
Lyt til After You’ve Gone med Benny Goodman Quintet
Small Groups: 1941–1945 · officiel Columbia-upload
Hør Goodmans kvintet med blandt andre Teddy Wilson og Red Norvo. Følg de korte spørgsmål og svar og den afsluttende forlængelse. Skemaet viser en konkret B♭-dur-jazzvariant; indspilningens toneart, arrangement og detaljer læres særskilt.
Åbn indspilningen på YouTube, hvis afspilleren ikke vises.
Tre ting at lytte efter
- Tæl de sidste fire takter med: Følg hele 20-takterskorussen og vent med næste begyndelse, til forlængelsen er færdig. Syng afslutningen uden instrument.
- Lav spørgsmål og svar: Hør hvordan en kort idé kan blive besvaret med en ny betoning. Brug selv samme rytme i to beslægtede fraser.
- Hold swinget let: Følg rytmegruppens kontinuitet under de mere aktive linjer. Spil færre toner og kontrollér at tempoet bliver det samme.
Fra lytning til sammenspil: Aftal tonearten i klang, puls og 20-taktersformen. Gennemgå de sidste fire takter og eventuelle breaks, og vælg samme harmonisering på fjerde trin.
Formen: husk de sidste fire takter
Det kendte refrain er 20 takter langt. En praktisk opdeling er 4 + 4 + 4 + 4 + 4. De første fire frasegrupper kan beskrives som ABAC, mens sidste gruppe udvider afslutningen. Andre analyser samler materialet i større dele. Brug den opdeling, som hjælper dig med at høre musikken, men kontrollér altid det konkrete takttal.
Den afsluttende forlængelse er vigtig. Hvis du forventer at begynde forfra efter 16 takter, kommer du for tidligt ind i næste korus. Syng derfor hele melodien og lær, hvordan de sidste fire takter afslutter fortællingen. De er en del af formen, ikke en valgfri pause mellem soloerne.
Ved hurtigere versioner og forskellig notation kan den samme musik tælles med en anden taktopdeling. Aftal skema og puls før indtællingen. Det er mere brugbart at gennemgå afslutningen sammen end at diskutere et formbogstav uden at spille det, man mener.
Bluesfølelse uden en 12-takters bluesform
Fraseringen kan have en tydelig blueskarakter, men nummeret følger ikke en almindelig 12-takters blues. Lyt til spørgsmål og svar i melodien. Prøv at lade en kort idé blive besvaret af en anden, frem for at fylde hver takt med nye toner.
I B♭-dur kan en pentatonisk tonegruppe som B♭–C–D–F–G være et enkelt udgangspunkt for egne øvelser. Den dækker ikke automatisk alle harmoniske farver. Brug den til at finde korte, sangbare motiver, og tilpas derefter de afgørende toner til akkorderne i dit arrangement.
Spil eksempelvis en lille frase, der ender på D, og besvar den med en frase, der ender på B♭. Hold samme grundrytme. På den måde kan du høre, hvordan to forskellige sluttoner skaber henholdsvis åbenhed og ro.
Dur til mol på fjerde trin
En central harmonisk farve er bevægelsen IV – iv – I. I B♭-dur kan du øve den som E♭ – E♭m – B♭. G i E♭ falder til G♭ i E♭m og videre til F i B♭. Tre toner gør dermed hele forbindelsens retning tydelig.
Begynd med treklange og en langsom puls. Tilføj først sekster, septimer eller andre udvidelser, når du kan høre den enkle bevægelse. Et tæt akkordsymbol er ikke et krav om at spille alle toner på én gang. En lille stemmeføring kan være nok til at støtte melodien.
Sæt derefter forbindelsen tilbage i den valgte udgave af sangen. Øvemodellen er et kort harmonisk fokus, ikke et fuldt akkordskema. Lær især de akkorder, som fører ind i afslutningen, så du kan høre næste korus nærme sig.
Akkordskema til After You’ve Gone
Skemakilde: Jazz Shiryokan: After You’ve Gone. En konkret 20-takters jazzvariant.
Tre øvelser til et levende forløb
- Tæl fem grupper. Spil temaet og markér begyndelsen på hver firetaktersgruppe. Tag straks en ny korus. Gentag, indtil de sidste fire takter føles lige så nødvendige som begyndelsen.
- Lav spørgsmål og svar. Improvisér en kort frase i én gruppe og et svar i den næste. Lad en del af rytmen gå igen. Brug sidste gruppe til en klar afslutning eller en optakt til næste korus.
- Følg G–G♭–F. Spil E♭–E♭m–B♭ og syng den faldende linje. Byg derefter en lille melodi omkring den uden at skjule de tre måletoner.
Samspil i lille besætning
I en traditionel jazzbesætning kan flere blæsere spille samtidig. Det kræver, at hver stemme har en funktion og giver de andre plads. Prøv først med én melodi og korte svar fra en anden stemme. Tilføj først mere bevægelse, når I kan høre hinandens fraser.
Ved en swingfortolkning kan en let, stabil kompfigur give solisten stor frihed. Undgå at øge tempoet, hver gang fraserne bliver tættere. Trommer og bas kan hjælpe med at fastholde den fælles puls gennem den korte form, mens solisterne varierer energien.
Inden I spiller nummeret
Aftal toneart i klang, tempo, form og slutning. Gennemgå de sidste fire takter og eventuelle breaks. Vil du arbejde videre med tidligt swing, kan du prøve Ain’t Misbehavin’ eller Sweet Georgia Brown. Se også oversigten over jazzstandarder.