“I Should Care” har en rolig melodisk overflade og en harmonik, der hele tiden leder videre. Et forventet hvil kan blive udskudt, og når melodien vender tilbage, begynder den ikke nødvendigvis over de samme akkorder. Nummeret er et godt sted at lære at høre retning i en standard frem for at huske en række isolerede greb.
Kort om I Should Care
- Musik: Axel Stordahl og Paul Weston.
- Tekst: Sammy Cahn.
- År: 1944; hørt i filmen Thrill of a Romance fra 1945.
- Form: 32 takter, ofte betegnet A1–B–A2–C, otte takter i hver del.
- Tonearter: spillet i blandt andet A, B♭, A♭ og C. Øvelserne her bruger C-dur, klingende.
- Stil: ofte ballade, men også medium swing.
En sang fra film- og pladerepertoiret
Sangen blev indspillet af Martha Tilton i 1944 og var året efter med i Thrill of a Romance, fremført af Bob Allen med Tommy Dorseys orkester. Den fandt hurtigt vej til jazzmusikere, som brugte dens mange forbindelser som udgangspunkt for improvisation.
Lyt til Bud Powells fortolkning og Bill Evans på Bill Evans at Town Hall. De spiller ikke nødvendigvis i samme toneart eller med samme harmoniske detaljer. Sammenlign derfor først melodisk frasering og retning. Undersøg derefter, hvordan akkompagnementet viser de steder, hvor musikken endelig lander.
Formen: den anden A-del ændrer begyndelsen
En praktisk opdeling er A1–B–A2–C med otte takter pr. afsnit. Du kan også møde betegnelsen ABAC. Den mere detaljerede notation minder om, at andet A ikke blot er en uændret gentagelse af det første. Harmonikken under den tilbagevendende idé tager en anden vej.
Lær derfor de første takter af A1 og A2 side om side. Spil den ene begyndelse og derefter den anden. Syng melodien over begge og læg mærke til, hvordan akkorderne ændrer dens farve. Sæt dem først derefter ind i hver sin halvdel af formen.
Forskellen mellem B og C er også vigtig. Første halvdel skal føre tilbage til mere materiale, mens slutafsnittet bringer korussen til ende. Øv de to slutninger lige grundigt, så du ikke ubevidst spiller første halvdel to gange.
Udskudte landinger
I C-dur kan en enkel forventning være Dm7 – G7 – Cmaj7. I begyndelsen af “I Should Care” bliver en sådan opløsning imidlertid udvidet gennem flere forbindelser. Det skaber en følelse af bevægelse, før tonika får lov at stå tydeligt.
Som øvemodel kan du sammenligne Dm7–G7–Cmaj7 med et længere forløb, hvor Em7 – A7 – Dm7 – G7 indsættes før landingen. Modellen viser princippet om at forlænge retningen mod C; den er ikke et fuldt skema eller en præcis gengivelse af alle taktplaceringer.
Syng én forbindende stemme gennem øvelsen. G i Em7 kan gå til G i A7, videre til F i Dm7 og blive liggende som septim i G7, før den falder til E i Cmaj7. Du får en overskuelig linje, selv om akkorderne skifter flere gange.
Molprægede forbindelser og lokale mål
Nummeret bruger også molprægede ii–V-forbindelser. Som forberedelse kan du øve F♯m7♭5 – B7 – Em, som peger mod tredje trin i en C-durverden. Hør D♯ i B7 som en ledetone op mod E. Brug samme rytme, når du flytter fra én lokal forbindelse til en anden.
En vigtig skelnen er mellem en akkord, der antyder et mål, og en faktisk ankomst til målet. Spil derfor ikke automatisk en afsluttende frase, hver gang du ser en dominant. Lyt til, om musikken lander eller fortsætter videre.
Markér de væsentlige landinger i dit konkrete skema. Spil først kun måltonerne og lad resten stå åbent. Derefter tilføjer du korte forbindelser. Øvelsen gør det lettere at høre formens retning uden at blive optaget af alle mulige skalaer på én gang.
Tre øvelser til sikkert overblik
- Sammenlign A1 og A2. Spil de første fire takter af hvert afsnit efter hinanden. Syng melodien og nævn det lokale harmoniske mål. Gentag, indtil forskellen er noget, du kan høre.
- Forlæng en opløsning. Brug den korte og den forlængede C-durmodel. Lad samme lille motiv overleve de ekstra akkorder. Målet er en sammenhængende frase, som ikke stopper ved hvert nyt symbol.
- Spil en hel korus med få landinger. Vælg én eller to måltoner pr. afsnit og forbind dem med korte optakter. Bevar pauser. Kontrollér bagefter, om B og C stadig er forskellige i din musik.
Ballade eller medium swing
I balladetempo kan du undersøge klangen af hver tone og give forbindelserne god tid. Ved medium swing bliver rytmisk enkelhed særlig nyttig, fordi harmonikken allerede skaber meget bevægelse. En kort frase med en klar sluttone kan være mere præcis end en lang linje uden mål.
Som akkompagnatør kan du lade overstemmerne blive i samme register og flytte dem mindst muligt. Når en opløsning udskydes, kan kompen understøtte forventningen med tilbageholdenhed. Giv solisten plads til at høre, hvor forløbet er på vej hen.
Inden I tæller ind
Aftal først klingende toneart. Dette nummer har ikke én toneart, som alle automatisk bruger. Bekræft også tempo, harmonisk udgave og slutning. Prøv It Could Happen to You eller Laura for flere øvelser i forbindelser og landinger. Se oversigten over jazzstandarder.