All of Me kombinerer en umiddelbart sangbar melodi med akkorder, der giver improvisatoren mere at arbejde med, end man måske forventer. Den kan spilles afslappet, energisk og med et tydeligt swing, og den fungerer både for sangere og instrumentalister.
For den, der er ved at lære jazz, er nummeret især interessant på grund af sine dominanter og bevægelser mellem dur og mol. Du møder akkorder, som ikke alle kan forklares ved blot at spille én durskala fra begyndelse til slut.
Fakta om All of Me
- Sangskrivere: Gerald Marks og Seymour Simons
- År: 1931
- Form i den almindelige jazzudgave: 32 takter, ABAC
- Analyseeksempel: klingende C-dur
- Stil: sangstandard og swing
- Bemærk: denne artikel handler om jazzstandarden fra 1931
En sang fra 1931 med et langt jazzliv
Gerald Marks og Seymour Simons skrev All of Me i 1931. Songwriters Hall of Fame fremhæver sangen som deres fælles store succes og tildelte den senere sin Towering Song-hæder.
Det er den sang, jazzmusikere normalt mener med titlen All of Me. Den skal ikke forveksles med nyere popsange med samme navn. Hvis du spiller med musikere fra forskellige traditioner, er komponistnavnene en enkel måde at afklare, hvilket nummer der er tale om.
Sangen er velegnet til at undersøge, hvordan en vokalmelodi bliver til improvisationsmateriale. Dens fraser har tydelige bevægelser og pauser, som du kan bevare, selv når du varierer tonerne.
Lyt til All of Me med Billie Holiday
Billie Holiday – indspilningen fra 1941
Her kan du høre Billie Holiday i udgaven fra samlingen Billie Holiday Love Songs, leveret af Legacy/Columbia. Uploaden angiver den oprindelige udgivelse til 1941. Brug indspilningen til at undersøge, hvordan en sangbar melodi kan få personlig karakter gennem rytmisk placering og små ændringer i fraseringen.
Åbn indspilningen på YouTube, hvis afspilleren ikke vises.
Tre ting at lytte efter
- Frase og puls: Følg en kort vokalfrase og mærk dens forhold til rytmegruppen. Syng rytmen tilbage med egne stavelser, og behold pauserne.
- De to halvdele: Lyt til de beslægtede begyndelser og de forskellige afslutninger. Brug melodien til at kende forskel på første og anden halvdel af koret.
- Instrumentale svar: Følg akkompagnementet i en vokalpause. Prøv selv et kort svar, der afsluttes i tide til næste melodifrase.
Fra lytning til sammenspil: Variér rytmen i én frase ad gangen og bevar resten af melodien som holdepunkt. Artiklen analyserer en almindelig 32-takters ABAC-udgave i klingende C-dur; den er ikke en transskription af Holidays toneart eller arrangement. Vælg toneart efter den konkrete sanger og aftal intro og slutning.
Formen: ABAC frem for AABA
Den almindelige jazzudgave bygger på et chorus på 32 takter. En praktisk opdeling er fire afsnit på otte takter: A, B, A og C. Den tredje gruppe vender tilbage til åbningsmaterialet, mens den sidste fører mod afslutningen.
Det er nyttigt at lære forskellen mellem B og C. Hvis du kun husker begyndelsen, kan du komme til at spille første halvdels afslutning, når resten af bandet er på vej mod slutningen af et chorus.
Prøv at synge hele melodien uden instrument. Markér derefter de fire otte-takters grupper på dit akkordskema. Et eventuelt indledende verse hører ikke med til de 32 takter, som jazzmusikere oftest bruger som soloform.
Harmonikken i C-dur
Vi bruger klingende C-dur som analyseeksempel. Det er en almindelig praktisk toneart, men en bestemt indspilning eller sanger kan vælge en anden. Transponerende instrumenter skal læse de tilsvarende skrevne toner.
I en almindelig harmonisering møder du blandt andet:
C – E7 – A7 – Dm
Se dette som en forenklet oversigt over et harmonisk forløb, ikke som et komplet taktfast skema. Det vigtige er at høre, hvordan dominantakkorderne skaber bevægelse.
E7 indeholder G♯, og A7 indeholder C♯. Ingen af de toner hører til C-durskalaen. Hvis du bruger C-dur som eneste forklaring, bliver de centrale akkordfarver derfor usynlige.
A7 kan høres som dominant til Dm. Dm er samtidig ii i C-dur og kan indgå i en bevægelse videre gennem G7 til C. På den måde hænger midlertidige mål sammen med den overordnede toneart.
I sidste del møder du i mange udgaver skiftet fra F-dur til F-mol, før musikken vender mod C. Overgangen fra A til A♭ i de to akkorders tertser giver en særlig farve. Den kaldes ofte molsubdominant, når Fm fungerer i C-dur.
Øv akkorderne som forbindelser
1. Hør dominantens terts
Spil først E7 som en enkel brudt akkord: E, G♯, B og D. Her bruger vi internationale tonenavne, så B svarer til dansk H. Gå derefter videre til A7 og læg mærke til tonen C♯.
Syng G♯ og C♯ som en del af korte fraser. Målet er ikke at fremhæve dem mekanisk hver gang, men at kunne høre de klange, du improviserer over.
2. Følg forbindelsen mod D-mol
Over A7 – Dm kan du spille C♯ – D eller G – F. I det første eksempel går dominantens terts op til grundtonen; i det andet går septimen ned til molakkordens terts.
Gentag forbindelserne i flere registre og med forskellige rytmer. Prøv også at begynde en frase før akkordskiftet og afslutte den efter. Så øver du en linje gennem harmonikken frem for to adskilte figurer.
3. Gør F-dur og F-mol tydelige
Spil A over F og A♭ over Fm. Lad til sidst A♭ bevæge sig til G over C. De tre toner viser, hvor meget udtryk der kan ligge i en lille kromatisk bevægelse.
Brug det konkrete akkordskema til at finde placeringen. Udgaver kan have ekstra akkorder eller andre basnoter, så øvelsen skal tilpasses det arrangement, du spiller.
Swing uden at skynde sig
Melodiens spring kan friste til at forcere ansatserne. Øv den derfor i et roligt tempo, hvor du kan mærke pulsen gennem både toner og pauser. En pause må ikke få forløbet til at standse.
Spil et chorus med melodien næsten uændret og varier kun rytmen i én frase. Gentag, men vælg en anden frase. På den måde udvikler du frihed uden at miste sangens identitet.
Hvis du improviserer med mange ottendedele, så prøv næste chorus med halvt så mange toner. Lyt efter, om du stadig kan vise akkordernes retning og skabe en klar begyndelse, midte og afslutning.
All of Me til en jam session
Aftal toneart og tempo, og få afklaret, om I begynder direkte på chorus. En kort fælles intro eller en tydelig indtælling gør det let at komme samlet i gang.
Med en sanger er det oplagt at bruge melodien som reference for form og frasering. Under instrumental solo skal alle fortsat kende forskellen på de to halvdele, også hvis sangeren holder pause.
Slutningen bør aftales. Skal sidste frase gentages, skal der være et stop, eller spiller I en enkel fælles slutakkord? En standardtitel angiver kompositionen, ikke alle arrangementets detaljer.
Indspilninger og aktiv lytning
Songwriters Hall of Fame nævner blandt andre Louis Armstrong, Billie Holiday og Frank Sinatra i sangens indspilningshistorie. Vælg to versioner og sammenlign, hvordan melodien placeres i forhold til pulsen.
Lyt derefter til, hvordan instrumenterne svarer på vokalfraserne. Prøv selv at spille en kort svarfrase i en af melodiens pauser. Det er en god vej fra at spille tema til at improvisere med respekt for sangens opbygning.
Flere standards med tydelig harmonik
Fortsæt med Fly Me to the Moon, hvis du vil arbejde med flere dur- og molforbindelser. Blue Bossa giver en kortere form med et tydeligt skift mellem to tonale områder.
Find mere inspiration i vores oversigt over jazzstandarder.
Kilder
Songwriters Hall of Fame: All of Me og KUVO Jazz: All of Me. Analyse og øvelser tager udgangspunkt i en almindelig C-dur-version og erstatter ikke et konkret arrangement.