Vælg en side

“Cherokee” forbindes ofte med højt tempo, men nummerets vigtigste udfordring er at høre klart gennem en lang form. Ray Nobles melodi er sangbar og relativt enkel i A-afsnittene. Broen åbner derimod en række nye tonearter, som kræver et sikkert øre og rolige valg. Lær først sammenhængen i et overskueligt tempo; hastigheden kan komme senere.

Kort om Cherokee

  • Komponist: Ray Noble.
  • År: 1938.
  • Oprindelse: første del af Nobles Indian Suite.
  • Form: 64 takter, AABA, med 16 takter pr. afsnit.
  • Almindelig toneart: B♭-dur, klingende.
  • Stil: swing, ofte hurtigt.
  • Særligt fokus: broens bevægelse gennem flere durtonearter.

Fra orkestermelodi til beboprepertoire

Noble skrev og indspillede nummeret i 1938 som del af en større suite. I jazzhistorien blev melodien tæt knyttet til Charlie Parker. Hans “Ko-Ko” bruger “Cherokee”s harmoniske struktur som udgangspunkt for et andet tema og et intenst improviseret forløb.

Hør både en tidlig orkesterudgave og en senere jazzfortolkning, for eksempel Clifford Brown på Study in Brown. Sammenlign også med “Ko-Ko”, men hold de to temaer adskilt, når du lærer melodien. Det harmoniske slægtskab er ikke en grund til at behandle kompositionerne som samme nummer.

64 takter: plads og overblik

De fire afsnit er hver 16 takter: A, A, B og A. En korus er dermed dobbelt så lang som en almindelig 32-takters standard. I hurtigt tempo kan det føles naturligt, men du skal stadig kende hele den længere bevægelse.

Del hvert A-afsnit i fire grupper på fire takter. Find først de store landinger, og syng melodien hen over dem. Lyt til, hvordan andet A afsluttes for at føre ind i broen, og hvordan sidste A bringer nummeret hjem. Det er nyttigt at kunne høre forskellen uden at kigge ned i et skema.

Øv også den sidste halvdel af formen alene: bro og sidste A. Hvis du altid begynder øvningen fra takt ét, får du let spillet den velkendte begyndelse mange gange og den vanskelige forbindelse meget få gange.

A-afsnittenes harmoniske retning

B♭-dur er udgangspunktet, men A-afsnittet bevæger sig videre til fjerde trin, E♭. Et kort uddrag til øvning er Fm7 – B♭7 – E♭maj7. Det er en ii–V–I i E♭. Følg A♭ i B♭7 ned til G i E♭maj7, og lad resten af din frase pege mod den landing.

Du møder også A♭7 som en markant farve i forhold til B♭. Lær den i sammenhæng med melodien i dit konkrete arrangement. Det er lettere at huske en klang, du kan synge hen imod, end et akkordsymbol uden lyd.

Som en enkel øvelse kan du spille et par toner fra B♭-dur, svare med en frase mod E♭ og derefter vende tilbage. Hold fraserne korte. Du behøver ikke udfylde alle takter for at vise, at du hører bevægelsen.

Broen: ii–V–I gennem nye tonearter

Broen bevæger sig blandt andet gennem B-dur, A-dur og G-dur, før forløbet føres tilbage mod B♭. B betyder her internationalt B, altså dansk H. De nye durcentre ligger i faldende heltonetrin, og hver landing skal gerne høres som et midlertidigt hjem.

Begynd med ét kort uddrag: C♯m7 – F♯7 – Bmaj7. Spil det langsomt, syng grundtonerne og find en enkel melodisk linje. Flyt derefter samme idé en hel tone ned til Bm7–E7–Amaj7. Du træner en genkendelig funktion i en ny toneart i stedet for at begynde forfra med nye fingermønstre.

Øvelsen er ikke hele broen. Sæt forbindelserne tilbage i deres rigtige rækkefølge og taktlængde, når de føles sikre. Vær især opmærksom på udgangen af broen: Det er ikke nok at kunne de enkelte tonearter, hvis du mister formen mellem dem.

Tre øvelser før tempoet sættes op

  1. Syng landingerne. Spil kun grundtonen eller tertsen i hvert vigtigt harmonisk mål. Lad resten være pauser. Tilføj derefter korte optakter, så du får en enkel linje gennem hele broen.
  2. Flyt ét motiv. Brug samme rytmiske idé i de forskellige ii–V–I-forbindelser. Tilpas tonerne til hvert lokalt centrum. Gentag i langsomt tempo, indtil øret genkender forbindelsen før fingrene starter.
  3. Spil to korusser med få toner. Hold dig til korte fraser og tydelige pauser. Hvis formen glider, sænker du tempoet. Sæt først tempoet op, når både bro og tilbagevenden til sidste A er stabile.

Hurtigt swing kræver plads

Ved højt tempo kan lange kæder af ottendedele gøre musikken tung. Prøv at tænke i større pulsslag og færre melodiske begivenheder. En kort præcis frase efterfulgt af stilhed kan skabe mere fremdrift end en linje, du kæmper for at gennemføre.

Akkompagnatører kan bruge små voicings og en let rytmisk placering. Bassisten behøver ikke markere alle harmoniske detaljer med store spring, og trommeslageren kan holde formen tydelig med diskrete ændringer i tekstur. Lyt efter, om ensemblet bliver mere afslappet, når tempoet stiger.

Inden I tæller ind

Aftal klingende B♭, et realistisk tempo og en fælles slutning. Gennemgå broen, hvis gruppen bruger forskellige skemaer. Prøv også Have You Met Miss Jones? for toneartsskift eller The Way You Look Tonight for en anden lang standardform. Se alle jazzstandarderne.

Kilder og videre lytning