“The Way You Look Tonight” har en melodi, der kan bære både en rolig sangfortolkning og et energisk swingnummer. For jazzmusikere ligger udfordringen især i de lange afsnit: Det er let at høre de velkendte vendinger og alligevel miste overblikket over, hvor næste del begynder. Når formen først sidder i kroppen, er melodien et godt sted at arbejde med sammenhængende fraser og tydelig harmonisk retning.
Kort om The Way You Look Tonight
- Komponist: Jerome Kern.
- Tekst: Dorothy Fields.
- År: 1936.
- Introduceret i: filmen Swing Time, sunget af Fred Astaire.
- Form: lange AABA-afsnit på 16 takter; en udbredt udgave har fire ekstra takter til sidst og bliver dermed 68 takter.
- Almindelig jamtoneart: F-dur, klingende.
- Stil: ofte medium eller hurtigt swing, men også velegnet som ballade.
Fra filmsang til jazzrepertoire
Kern og Fields skrev sangen til Swing Time i 1936. Fred Astaires filmfortolkning giver en nyttig indgang til melodiens oprindelige karakter: Frasernes retning og tekstens naturlige betoning er tydelige, også når man senere spiller nummeret instrumentalt. I jazzrepertoiret har sangen fået mange forskellige tempi og udtryk. Hør for eksempel Johnny Griffins version på A Blowin’ Session for at opleve, hvor meget fremdrift de lange melodilinjer kan rumme.
Formen: aftal de sidste fire takter
Tænk først formen som fire afsnit på hver 16 takter: A, A, B og A. Det giver en grundstruktur på 64 takter. I en udbredt melodiform forlænges sidste A med fire takter, så hele forløbet bliver 68. Nogle grupper bruger forlængelsen i temaet, men spiller 64 takter under soloerne. Andre gentager den længere form gennem hele nummeret.
Det er derfor ikke nok at sige “AABA”, når I aftaler nummeret. Spørg konkret, om de ekstra takter indgår i hver solokorus. En lille forskel i nodematerialet kan ellers sende solist og rytmegruppe fire takter fra hinanden ved næste begyndelse.
Øv først afsnittene uden solo. Tæl fire grupper af fire takter i hvert 16-takters afsnit, og syng melodien samtidig. Sæt et særligt mærke ved overgangen til B-stykket og ved den sidste forlængelse. Målet er at høre et samlet forløb frem for at holde styr på 68 isolerede takter.
Harmonik: kendte bevægelser med god plads
I F-dur kan en enkel øvemodel for tonikafeltet være Fmaj7 – Dm7 – Gm7 – C7: I–vi–ii–V. Modellen viser en grundlæggende bevægelse, som hjælper med at forstå sangens harmoniske sprog; den er ikke et komplet akkordskema. I konkrete udgaver møder du variationer, dominanter og andre akkorder, der forbinder melodien.
Prøv at følge én tone gennem øvemodellen. A kan ligge i både Fmaj7 og Dm7. Derefter kan den bevæge sig til B♭ i Gm7 og blive liggende som septim i C7, før den går tilbage til A over Fmaj7. Så får du en lille melodisk linje, der viser harmonien uden mange toner.
B-stykket åbner et nyt klangområde. I den almindelige F-durudgave bevæger musikken sig mod A♭-dur, en lille terts over udgangspunktet. Øv eksempelvis B♭m7 – E♭7 – A♭maj7 som en selvstændig ii–V–I. Lyt især efter opløsningen fra D♭ til C. Det er en overskuelig vej ind i broens farve, før du arbejder med hele afsnittet.
Tre konkrete øvelser
- Byg et formkort. Spil melodien med metronom, og sig afsnittenes navne højt ved begyndelsen. Tilføj derefter de fire ekstra takter. Gentag både en 64-takters og en 68-takters solorunde, så du tydeligt kan mærke forskellen.
- Forbind F og A♭. Spil en kort frase i F-dur og besvar den i A♭-dur. Brug samme rytme i begge tonearter. Du træner at høre broens nye hjemsted, samtidig med at din solo beholder en genkendelig idé.
- Spil en solo med lange pauser. Brug højst én kort frase i hver firetaktersgruppe. Lad melodien køre indvendigt i pauserne. Hvis du mister formen, vender du tilbage til temaet og finder det sted, hvor orienteringen svigtede.
Frasering og akkompagnement
Melodien har brug for luft mellem sine længere bevægelser. Lad derfor ikke hver takt begynde med en ny idé. Prøv at lade en frase vokse frem mod et mål og derefter give plads til svaret. I hurtigt tempo kan få præcise toner skabe mere sammenhæng end et tæt strømforløb af ottendedele.
Som pianist eller guitarist kan du støtte de lange afsnit med enkle voicings og variation i rytmen. Markér broens klangskift tydeligt, men undgå at gøre hvert akkordskift til en accent. Bassisten kan hjælpe med at gøre de større landinger hørbare. Trommeslageren kan understrege formen med små ændringer i tekstur frem for store fills ved alle overgange.
Inden I tæller ind til jam
Aftal klingende toneart, tempo og sololængde. Afklar især 64 eller 68 takter under soloerne, og hvordan sidste tema skal slutte. Spiller I med en sanger, følger tonearten sangerens register. En kort fælles gennemspilning af de sidste 20 takter kan spare mange misforståelser senere.
Vil du arbejde videre med længere standardformer, kan du også prøve All the Things You Are. Til øvelser med tydelige tonale landinger er There Will Never Be Another You et godt supplement. Find flere numre i oversigten over jazzstandarder.