Vælg en side

“Flamenco Sketches” inviterer dig til at skabe sammenhæng uden en tæt række af akkordskift. Musikken bevæger sig gennem fem klangområder, og det afgørende er, hvordan en frase får lov at udvikle sig, før bandet går videre. Her bliver lytning en del af selve formen.

Guiden tager udgangspunkt i udgaven på Kind of Blue og bruger klingende tonenavne. De konkrete øvelser er forslag til øvelokalet. Når vi bruger faste længder i dem, er det en praktisk træningsramme, som skal holdes adskilt fra originalens åbne behandling af varighed.

Fakta om Flamenco Sketches

  • Kendt fra: Miles Davis’ Kind of Blue, 1959.
  • Kreditering: Miles Davis på den oprindelige udgivelse; Bill Evans’ musikalske bidrag og forbindelsen til “Peace Piece” er vigtige i tilblivelseshistorien.
  • Grundidé: Fem klangområder i en bestemt rækkefølge med åben varighed.
  • Karakter: Rolig modal improvisation med stor opmærksomhed på klang og overgange.
  • Til jam: Aftal signaler og varighed, før I begynder.

Fra Peace Piece til Kind of Blue

Miles Davis’ officielle genudgivelsesnoter fremhæver forbindelsen mellem klaverindledningen og Bill Evans’ “Peace Piece”. Det giver en nyttig indgang til musikken: en stabil baggrund kan bære mange melodiske valg, når musikeren arbejder med register, pauser og klang.

Lyt til originalindspilningen med fokus på overgangen mellem solisterne. Undersøg, hvordan en ny stemme overtager et allerede etableret rum. Prøv derefter at høre, hvor et klangområde forlades, og hvor det næste begynder. De skift fortæller mere om formen end en forventning om en bestemt 32-takters sangstruktur.

En form bygget på fem områder

Du kan lære rækkefølgen som fem musikalske landskaber. Formålet er at høre deres karakter og huske, hvad der kommer efter hvad. Et øveark kan vise fem felter i stedet for en lang række ens takter. Markér en karaktertone eller en lille egen figur i hvert felt.

Faste takttal er en mulig aftale for et band, men de bør ikke præsenteres som værkets eneste form. I en åben udgave leder solisten eller en aftalt musiker overgangen. Rytmegruppen skal kunne følge signalet og afslutte den foregående klang uden at trække musikken i forskellige retninger.

Begynd øvningen med lige lange felter. Når rækkefølgen er sikker, kan én musiker variere længden, mens resten følger. Det gør lytningen konkret: Kan gruppen skifte samlet, uden at nogen behøver stoppe og forklare?

Hør farverne, før du spiller skalaerne

En almindelig pædagogisk model beskriver felterne som C-dur, A♭-mixolydisk, B♭-dur, et D-område med spanskpræget farve og G-dorisk. D-området kan øves med femte trin af g-harmonisk mol. Brug dette som en indgang til klangen, og lyt til den konkrete indspilning frem for at gøre skalabetegnelserne til et facit for hver spillet tone.

Udvælg kun to toner fra hvert område i første gennemspilning. Over C kan du bruge E og G; over A♭-mixolydisk C og G♭; over B♭-dur D og A. I D-feltets nævnte øvemodel kan du sammenligne E♭ og F♯. I G-dorisk kan du høre B♭ sammen med E. Disse små valg gør forskellene tydelige, uden at du behøver løbe gennem hele skalaer.

Spil tonerne i forskellig rækkefølge og med forskellige pauser. To musikere kan bruge samme tonevalg og alligevel forme helt forskellige udsagn. Optag øvelsen og vurder, om felterne kan høres som en sammenhængende rejse.

D-området og den tætte spænding

Hold en D-bas, og spil D–E♭–D langsomt. Halvtonen over grundtonen giver en markant spænding. Tilføj derefter F♯ i en separat version. Lyt til forholdet mellem den lave anden tone og durtertsen. Det er en klangøvelse; den erstatter ikke det at lære nummerets fortolkning ved øret.

Når du har hørt farven isoleret, kan du lave en kort frase med en tydelig afslutning. Undgå at gøre den karakteristiske spænding til en konstant effekt. Et enkelt velplaceret E♭ kan have større virkning end en lang figur, der gentager den uden retning.

Tre øvelser i modal improvisation

  1. Ét motiv gennem fem felter. Lav en egen rytmisk figur med tre anslag. Bevar rytmen og tilpas tonerne til hvert nyt område. Hør både det genkendelige motiv og ændringen i farve.
  2. Overgang med én tone. Find en fællestone mellem to naboområder, eller flyt en tone det mindst mulige interval. Lad den forbinde to fraser. Aftal præcist, hvornår akkompagnementet skifter.
  3. En frase og et svar. Solisten spiller et kort udsagn og holder pause. En anden musiker svarer med højst tre toner. Fortsæt med samme dynamik og giv plads til, at svaret kan ændre næste udsagn.

Rytmegruppens opgave

Et åbent forløb kræver opmærksomhed, også når der sker få harmoniske ændringer. Klaver eller guitar kan begynde med en enkel klang og lade dens efterklang blive en del af musikken. Bassen kan understøtte området uden automatisk at skabe en funktionel kadence mod næste felt.

Tal om, hvor tydelig pulsen skal være. Øv først med en stabil intern puls, selv hvis overfladen bliver luftig. Lad trommernes tekstur og solistens frasering udvikle sig i fællesskab. Når et skift nærmer sig, skal alle kunne reagere på den aftalte markering.

Før I spiller den til jam

Aftal de fem områder, hvem der leder, og hvordan den sidste overgang bliver til en afslutning. En kort, fælles prøve af signalerne kan spare et helt forløb for usikkerhed. Start med en overskuelig soloorden og giv hver solist mulighed for at gennemføre rækkefølgen.

Sammenlign med Blue in Green, hvor et kort cirkulært akkordforløb skaber en anden type ballade, og med So What, hvor modal klang indgår i en tydeligere fast form. Målet er at høre, hvilken ramme du spiller i, og gøre dine valg forståelige for medmusikerne.

Kilder og videre lytning