“How Deep Is the Ocean?” begynder i mol og finder sin vej gennem flere lokale klangområder, før den overordnede durtoneart bliver tydelig. Irving Berlins standard giver plads til både rolig sangfortolkning og swingende improvisation. Nummeret er særligt godt til at træne molforbindelser, harmonisk retning og forskellen mellem to beslægtede formhalvdele.
Kort om How Deep Is the Ocean?
- Fuld titel: How Deep Is the Ocean? (How High Is the Sky?).
- Musik og tekst: Irving Berlin.
- År: 1932.
- Form: 32 takter, ABAC, med otte takter pr. afsnit.
- Almindelig toneart: E♭-dur med et tydeligt udgangspunkt i C-mol, klingende.
- Stil: ballade eller swing i forskellige tempi.
- Særligt fokus: lokale molcentre og en afslutning, der samler forløbet.
En Berlin-sang med mange jazzfortolkninger
Berlin skrev sangen i 1932. Den blev tidligt indspillet af Paul Whitemans orkester og fik et langt liv hos sangere og instrumentalister. I jazzrepertoiret er det netop forholdet mellem den sangbare melodi og de skiftende harmoniske retninger, der gør den interessant at vende tilbage til.
Lyt til Bill Evans på Explorations og sammenlign med en vokalfortolkning eller en version med Charlie Parker. Undersøg især, hvordan en frase fortsætter gennem et akkordskift. Læg også mærke til, hvor en musiker vælger at holde pause og lade harmonikken skabe bevægelsen.
Formen: ABAC i to halvdele
Første halvdel består af A og B, anden halvdel af A og C. De to A-afsnit giver genkendelse, men de efterfølgende dele fører forskellige steder hen. B holder forløbet åbent, mens C bringer den samlede korus mod afslutningen.
Spil først melodien i hele 32-taktersformen. Gå derefter tilbage og øv B og C efter hinanden, så deres forskelle bliver tydelige. Hvis du kun lægger mærke til de to ens begyndelser, kan du let komme til at gentage første halvdel, når du improviserer.
De sidste fire takter bruges i nogle arrangementer som gentaget slutfigur. Aftal, om en sådan gentagelse kun hører til afslutningen, eller om I har valgt en særlig solostruktur. En slutfigur er ikke automatisk en udvidelse af hver almindelig korus.
Åbning i C-mol
Selv om den almindelige udgave omtales i E♭-dur, begynder musikken tydeligt i den relative mol, C-mol. Som forberedelse kan du øve Dm7♭5 – G7 – Cm. Spil grundtonerne og hør, hvordan G7 skaber forventning om C.
En enkel melodisk forbindelse er B–C fra G7 til Cm. Her er B international betegnelse for dansk H. B er ledetonen, som peger op mod moltonika. Prøv også F–E♭, hvor dominantens septim falder til molakkordens terts.
Spil de to forbindelser som små svar på hinanden. Du får både en opadgående og en nedadgående retning ind i samme mål. Tilføj først flere toner, når du kan synge opløsningerne uden instrumentet.
Et nyt molområde
A-afsnittet leder også mod G-mol, tredje trin i den overordnede E♭-durverden. En kort øvemodel er Am7♭5 – D7 – Gm. Her får F♯ i D7 retning mod G. Sammenlign dette med B–C i den første molforbindelse: Funktionen er den samme, selv om tonenavnene er nye.
Øv én kort frase i begge områder. Bevar rytmen og flyt den harmoniske idé, så du lærer at høre en molkadence som en samlet bevægelse. Det er mere fleksibelt end at knytte en bestemt fingersætning til hver enkelt akkord.
De korte modeller er øvelser og ikke hele sangens skema. Når du lærer det konkrete forløb, skal du kende både placering og længde af forbindelserne. Spil melodien samtidig, så de lokale tonearter får en plads i en større fortælling.
Dur som et samlet mål
Et vigtigt arbejde er at høre, hvordan E♭-dur bliver bekræftet senere i forløbet. Øv en enkel Fm7 – B♭7 – E♭maj7, og mærk forskellen fra de to molkadencer. A♭ i B♭7 kan falde til G i E♭maj7.
Prøv at placere en kort pause lige før durankomsten. Hvis du stadig tydeligt hører landingen, er din forståelse af retningen ved at blive stærkere. Hvis du bliver usikker, vender du tilbage til melodi og basgrundtoner frem for at tilføje flere mønstre.
Tre øvelser til overblik
- Molforbindelser i to områder. Spil en enkel frase over ii–V–i i C-mol og flyt den til G-mol. Behold rytmen, og lad ledetonen vise målet.
- Skeln mellem B og C. Spil de to afsnit med melodi og sig højt, om næste del er A eller en ny korus. Sæt derefter hele formen sammen.
- Få toner, klare landinger. Improvisér en hel korus med højst én kort frase pr. firetaktersgruppe. Brug pauserne til at høre melodien og næste harmoniske mål.
Samspil og frasering
Ved langsomt tempo kan du arbejde med klang og bevidste tonelængder. Ved hurtigere swing hjælper korte motiver med at bevare overblikket. Lad ikke en lang række ottendedele skjule forskellen mellem molområderne og durens landinger.
Klaver og guitar kan støtte retningen med små stemmebevægelser og få velplacerede anslag. Bassisten kan gøre de lokale mål tydelige uden at markere alle skift voldsomt. Trommeslageren kan fastholde en let fremdrift gennem de to formhalvdele.
Inden I tæller ind
Aftal klingende toneart, tempo og slutning, herunder en eventuel gentagelse af slutfiguren. Prøv også Autumn Leaves for dur-molforbindelser og I Should Care for lokale harmoniske mål. Se alle jazzstandarderne.