“Lover” er en standard, hvor et genkendeligt motiv føres gennem mange harmoniske farver. Den er spændende at improvisere over, men kræver mere end hurtige fingre. På en jam er det især vigtigt at aftale taktart, akkordversion og fraselængde, før musikken sættes i gang.
Historik og rytmiske udgaver
Richard Rodgers skrev musikken og Lorenz Hart teksten til “Lover”, som forbindes med filmen Love Me Tonight fra 1932. The Shedd Institutes repertoireoversigt dokumenterer filmtilknytningen. Her behandles dette Rodgers-og-Hart-værk, ikke “Lover, Come Back to Me” eller nyere sange med samme titel.
Melodien er kendt både som vals og i swingudgaver i fire. De to muligheder giver meget forskellig vægt til det faldende motiv. Lyt til en valsende behandling og en swingversion, og vælg derefter én fælles rytmisk ramme. En jam bliver lettere at samle, når musikerne ikke samtidig forestiller sig forskellige udgaver.
Analyseret version, form og klingende toneart
Denne artikel bruger en swingversion i klingende C-dur, 4/4, med 64 takters AA′BA″-form. Hvert afsnit tælles som 16 takter. Akkordgrundlaget følger Jazz Shiryokans udgave med indskudte ii–V-forbindelser. Det er et konkret jazzarrangement af harmonikken, ikke en påstand om, at alle udgaver bruger samme symboler.
Det lange forløb kan opdeles i firetaktersgrupper. Lær især slutningen på andet A-afsnit, som forbereder bridgen, og sidste A, som afslutter runden. En eventuel verse eller intro placeres særskilt.
Harmonik: faldende ii–V-forbindelser
En central bevægelse er F♯m7–H7 efterfulgt af Fm7–B♭7. De to ii–V-par ligger en halv tone fra hinanden. Øv først hvert par som en genkendelig rytmisk figur, og flyt derefter samme figur en halv tone ned. Så kan harmonikken læres som et mønster med retning.
Forløbet fortsætter gennem nye forbindelser, før Dm7–G7 fører hjem mod C. Det er nyttigt at kende ankomsten på forhånd. Ellers kan en solo blive en række lokale løsninger, som aldrig føles samlet. Vælg en måltone i C, og planlæg de sidste få anslag frem mod den.
Bridgen åbner andre durfarver, blandt andet E-dur og G-dur. Sammenlign deres tertser, G♯ og H, med hovedtoneartens materiale. En enkelt tydelig akkordtone ved ankomsten kan fortælle mere end en hel skala spillet uden frase.
Fire konkrete øvelser
- Flyt ét ii–V-motiv: Lav en kort frase over F♯m7–H7. Flyt den en halv tone ned over Fm7–B♭7. Spil langsomt nok til at bevare samme anslagsplacering.
- Hør hjemkomsten: Øv de sidste fire takter før C. Land skiftevis på C, E og G, og sammenlign, hvilken slutning der giver mest ro i din frase.
- Markér 16-takters afsnit: Spil grundtoner gennem hele formen og sig afsnitsnavnet ved hver begyndelse. Gentag uden at stoppe ved de kromatiske passager.
- Udvikl uden hastighed: Improvisér en runde med lange toner og korte svar. Øg derefter aktiviteten på få udvalgte steder, men bevar de samme harmoniske mål.
Jamråd
Sig udtrykkeligt “swing i fire”, hvis det er den valgte version. Spil gerne de første takter sammen før optællingen, så både puls og akkordrytme er klare. Et moderat tempo er bedre egnet til fælles motivarbejde end et tempo, hvor alle kun forsøger at følge med.
Hold akkompagnementet enkelt under de hurtigere skift, og aftal signalet til sidste tema. En solist kan få meget sagt på én hel runde. Sammenlign arbejdet med større former i I’ll Take Romance og From This Moment On, samt præcision i Four Brothers.
Kilder og videre lytning
- The Shedd Institute: Lover – ophav og Love Me Tonight fra 1932.
- Jazz Shiryokan: Lover – form, toneart og valgt akkordversion.
- Osons la guitare Jazz: standardanalyse – harmonisk øveperspektiv på Lover og beslægtede standardforløb.