“Out of Nowhere” begynder i en rolig durverden og åbner næsten med det samme en uventet harmonisk dør. Johnny Greens standard er et godt sted at træne øret: Du kan genkende mange velkendte forbindelser, men en særlig farve nær begyndelsen får nummeret til at skille sig ud. Melodien giver plads til både afslappet swing og en mere eftertænksom balladefortolkning.
Kort om Out of Nowhere
- Musik: Johnny Green.
- Tekst: Edward Heyman.
- År: 1931.
- Tidlig kendt indspilning: Bing Crosby på Brunswick.
- Form: 32 takter, A–B1–A–B2, med otte takter i hver del.
- Almindelig toneart: G-dur, klingende.
- Stil: ofte swing, men også ballade og lige rytmisk fornemmelse.
Fra Crosby til Hawkins og Parker
Bing Crosby introducerede sangen på plade i 1931. En vigtig tidlig jazzfortolkning kom i 1937 med Coleman Hawkins, Django Reinhardt og Benny Carter. Den viser, hvordan melodien kan fungere som udgangspunkt for et personligt instrumentalt sprog uden at miste sin sangbare karakter.
Charlie Parker indspillede også nummeret flere gange. Sammenlign hans frasering med Hawkins’ og med en sangversion. Lyt efter, hvordan musikerne kommer hen til de harmoniske mål: Nogle linjer følger akkordernes bevægelse tæt, mens andre får deres sammenhæng gennem rytmisk gentagelse og klare sluttoner.
Formen: to beslægtede halvdele
En almindelig opdeling er A–B1–A–B2. Første halvdel består af A og den første afslutning; anden halvdel begynder igen med A og slutter med en anden variant. Hele korussen er 32 takter. Betegnelsen ABAC kan også være praktisk, hvis du opfatter de forskellige afslutninger som selvstændige dele.
Det afgørende er at kende forskellen mellem B1 og B2. Lær melodien gennem hele formen og læg mærke til, hvor første halvdel skal føre videre, og hvor anden halvdel skal afslutte. Spil gerne de to slutafsnit efter hinanden i øvelokalet, så forskellen bliver tydelig.
Der findes et indledende vers, som ofte udelades ved en instrumental jam. Hvis nogen har forberedt en vokaludgave med verset, skal gruppen kende indgangen til den almindelige 32-taktersdel. Intro, vers og solokorus er forskellige dele af arrangementet.
Den uventede farve nær begyndelsen
I en almindelig G-durudgave møder du en bevægelse fra Gmaj7 til et fremmed klangområde med B♭m7 – E♭7, før G-dur vender tilbage. E♭7 er ♭VI7 i forhold til G. Den ekstra B♭m7 kan høres som en ii-akkord, der leder ind i E♭7, selv om forbindelsen ikke bare ender som en almindelig ii–V–I i A♭.
Spil først Gmaj7 og E♭7 alene. Følg B i Gmaj7 til B♭ i E♭7, og hør, hvordan én halv tone ændrer farven. B betyder internationalt B, altså dansk H. G og D♭ i E♭7 danner samtidig en spænding, som du kan bruge til at skabe retning tilbage mod G-klangen.
Tilføj derefter B♭m7 foran E♭7. Spil F–G som en lille bevægelse mellem de to akkorder, og lad næste tone vise tilbagekomsten til G-dur. Det er en kort øvelse i at forbinde klange, ikke et fuldt skema for sangen.
Hør de funktionelle forbindelser
Resten af nummeret indeholder mange mere velkendte bevægelser. I G-dur er Am7 – D7 – Gmaj7 en nyttig ii–V–I-model. Følg C i D7 ned til B i Gmaj7. Spil derefter en kort frase, som først lander på C og derefter opløser til B.
Du får mere ud af øvelsen ved at sammenligne den almindelige durkadence med åbningens E♭7-farve. Lyt efter forskellen i forventning: Den ene forbindelse bekræfter tydeligt tonearten, mens den anden giver et mere overraskende perspektiv. Begge kan være grundlag for en enkel melodisk idé.
Lær de lokale molområder og forbindelser i dit konkrete akkordskema, og sæt dem ind i formens to halvdele. Undgå at lære en samling løse ii–V-øvelser uden at kunne høre, hvor i melodien de hører hjemme.
Tre øvelser til øre og form
- Gør farveskiftet tydeligt. Spil en kort frase over Gmaj7 og et svar over B♭m7–E♭7. Brug samme rytmiske idé, men tilpas tonerne. Gentag, indtil du kan høre den nye klang, før du spiller den.
- Sammenlign de to afslutninger. Spil B1 og B2 med melodi. Sig højt, om næste del er A eller en ny korus. Sæt derefter begge afslutninger tilbage i hele formen.
- Byg en solo omkring sluttoner. Vælg en tydelig måltone i hver firetaktersgruppe. Begynd med kun at spille målene, og tilføj korte optakter. Bevar pauserne, så retningen stadig kan høres.
Frasering og akkompagnement
Melodien kan tåle rytmisk frihed, men den skal have et fælles fundament. Prøv at variere placeringen af en frase uden at ændre dens slutpunkt i formen. Et afslappet udtryk kommer lettere, når du ved præcis, hvor næste landing ligger.
Som pianist eller guitarist kan du fremhæve det tidlige klangskift med små voicings. Du behøver ikke gøre det kraftigere end resten af nummeret. En tydelig stemmebevægelse er ofte nok. Bas og trommer kan bevare samme rolige fremdrift, så harmonikkens overraskelse får plads.
Inden I tæller ind
Aftal klingende G-dur, tempo, rytmisk følelse og slutning. Bekræft også harmonikken nær begyndelsen, hvis I bruger forskellige skemaer. Prøv Just Friends eller Laura for flere standarder med markante harmoniske farver. Se oversigten over jazzstandarder.