“Perdido” er et oplagt jamnummer, fordi melodien er let at få ind i øret, mens formen giver plads til mange forskellige solister. Juan Tizols standard bygger på korte riff og velkendte harmoniske bevægelser. Det gør den velegnet til at øve fælles artikulation, motivisk improvisation og en bro, hvor dominanterne leder videre i en tydelig kæde.
Kort om Perdido
- Musik: Juan Tizol.
- Senere tekst: Ervin Drake og Hans Lengsfelder.
- Tidlige indspilninger: Ellingtons orkester i 1941 og en studieindspilning i 1942.
- Form: 32 takter, AABA, med otte takter pr. afsnit.
- Almindelig toneart: B♭-dur, klingende.
- Stil: især swing, men også latinprægede udgaver.
- Særligt fokus: riff, ii–V–I og broens dominantkæde.
Fra Ellingtons repertoire til jammen
Tizol skrev nummeret, som blev en del af Duke Ellingtons repertoire i begyndelsen af 1940’erne. Senere kom tekst til, så sangere også kunne bruge den genkendelige melodi. I jazzmiljøet blev “Perdido” et populært udgangspunkt for fælles spil og improvisation.
Begynd med Ellington og sammenlign derefter med Dave Brubeck på Jazz at Oberlin. En optagelse med Charlie Parker og Ella Fitzgerald fra Jazz at the Philharmonic giver endnu et perspektiv på nummerets liv som jamrepertoire. Lyt især til riffenes artikulation og til, hvordan enkle idéer kan holde mange korusser i gang.
Formen: AABA med tydelig hjemkomst
Tre A-afsnit omgiver en kontrasterende bro. Hver del er otte takter, så en almindelig korus er 32 takter. A-afsnittene kredser om B♭-dur, mens broen får fremdrift fra en række dominanter.
Spil først melodien med en helt enkel puls. Syng derefter kun begyndelsen af hvert afsnit, mens du tæller resten indvendigt. Når du kan høre broens indgang og sidste A uden at kigge i et skema, er formen klar til at bære improvisation.
En enkel melodi kan friste til at begynde soloerne tidligt i indlæringen. Brug alligevel tid på temaets præcise rytme. Når flere spiller melodien sammen, bliver forskelle i tonelængde og betoning hurtigt hørbare.
A-afsnittets ii–V–I
En central harmonisk bevægelse i B♭-dur er Cm7 – F7 – B♭maj7. Det er ii–V–I, en af jazzens mest almindelige forbindelser. Her er den et godt udgangspunkt for at arbejde med tydelige landinger uden et kompliceret skema.
Følg E♭ i F7 ned til D i B♭maj7. Spil først kun denne forbindelse. Tilføj derefter en kort optakt, så du får en lille frase, der lander på D. Prøv samme rytme med F som sluttone og hør forskellen.
Du kan også spille en fælles tone gennem flere akkorder. F kan eksempelvis høres som 11’er i Cm7, grundtone i F7 og kvint i B♭. Brug øvelsen til at høre, hvordan en enkel meloditone får ny betydning fra harmonikken.
Broen: dominanter i en kæde
Broens grundlæggende forløb er D7 – G7 – C7 – F7. I B♭-dur svarer det til III7–VI7–II7–V7. Hver dominant leder videre, og F7 gør klar til tilbagekomsten til B♭. Det er samme type bro, som du møder i mange rhythm changes-numre.
Spil først grundtonerne i et langsomt tempo. Tilføj derefter terts og septim til hver akkord, og find korte stemmebevægelser. F♯ i D7 kan falde til F i G7, mens C kan gå til B. B er her internationalt B, altså dansk H.
Brug samme lille rytmiske motiv over hele kæden. Tilpas tonerne til hver akkord, men behold idéens karakter. Du øver dermed at udvikle en sætning gennem harmoniske skift frem for at spille fire forskellige øvelser.
Riff som musikalsk byggesten
Et riff er en kort genkendelig figur, som kan gentages og varieres. Vælg en egen figur med tre eller fire toner. Spil den én gang og lad en anden musiker svare. Gentag derefter med en ændret sluttone eller en forskudt indgang.
Der findes alternative temaer og fælles slutriff, som nogle grupper bruger til “Perdido”. Aftal dem før indtællingen. En figur, du kender fra én jam, er ikke nødvendigvis kendt af resten af gruppen, selv om alle kan den almindelige melodi.
Tre øvelser til jamspil
- Én ii–V–I, flere svar. Brug Cm7–F7–B♭maj7 og spil tre forskellige korte fraser, der alle lander tydeligt. Bevar en pause mellem dem og lyt til forskellen i rytmisk retning.
- Broen uden skalaer. Spil kun terts og septim over D7–G7–C7–F7. Lad tonerne forbinde sig med mindst mulig bevægelse. Tilføj derefter enkelte gennemgangstoner.
- Fælles riff. Lad én musiker finde en kort figur og resten gentage den. Aftal ansats og tonelængde. Sæt figuren ind i sidste A af en korus og mærk formen sammen.
Samspil med tydelige roller
Et langt jamforløb bliver mere levende, når musikerne varierer tæthed og dynamik. Rytmegruppen kan begynde enkelt og lade intensiteten vokse sammen med solisten. Undgå at fylde alle pauser, især hvis solisten arbejder med korte riff.
Bas og trommer kan fastholde en stabil puls gennem broens skift. Klaver og guitar kan bruge få voicings og klare svar. Hvis I bytter fire takter med trommerne, skal alle fortsat høre hele 32-taktersformen indvendigt.
Inden I tæller ind
Aftal klingende B♭-dur, tempo, rytmisk følelse, solorækkefølge og sluttema. Bekræft eventuelle ekstra riff eller breaks. Prøv Oleo for en beslægtet bro og Satin Doll for mere riffpræget swing. Se oversigten over jazzstandarder.