“Rain Check” er en Billy Strayhorn-standard, hvor et lille motiv skaber sammenhæng på tværs af skiftende harmonik. Melodien har en klar profil, og dens gentagelser giver noget at arbejde med, når du improviserer. På en jam er nummeret især velegnet til at øve motivudvikling, kvartintervaller og en tydelig overgang mellem toneartsområder.
Historik: komposition, indspilning og udgivelse
Strayhorn skrev og arrangerede “Rain Check” til Duke Ellingtons orkester, som indspillede nummeret i december 1941. Smithsonian Folkways beskriver den tidlige indspilning i sit historiske materiale. Smithsonians nodearkiv registrerer en udgivelse hos Tempo Music fra 1942. Indspilningsår og nodeudgivelsens årstal er dermed forskellige oplysninger.
Nummeret blev ved med at have en plads i Ellingtons repertoire. Tom Cleary fra University of Vermont fremhæver blandt andet en senere indspilning på And His Mother Called Him Bill. Lyt til forskellige versioner for at høre, hvordan samme motiv kan få ny vægt gennem artikulation og arrangement.
Analyseret version: klingende Es, 32 takter ABAC
Guiden bruger en 32-takters jamversion i klingende Es-dur, 4/4 og ABAC-form. De fire afsnit varer otte takter. Toneart og form følger det nodebaserede analysegrundlag hos J. William Murray; de skal ikke læses som en påstand om, at alle indspilninger eller udgaver bruger Es. Smithsonian registrerer også stemmer i andre klingende tonearter.
Lær de to beslægtede A-begyndelser og de forskellige fortsættelser. Den kontrasterende del åbner et område omkring G-dur, før musikken vender tilbage. Verse, intro og slutfigurer indgår ikke i den her beskrevne soloform.
Harmonik og motiv: sammenhæng gennem forandring
Et centralt kendetegn er motivets brug af en opadgående ren kvart og en efterfølgende faldende bevægelse. Cleary beskriver, hvordan idéen gentages på et nyt trin. Det giver et godt improvisatorisk princip: bevar noget genkendeligt, mens placering eller klang ændres.
Overgangen mellem Es-dur og G-dur kan øves som en konkret farveændring. Es–G–B og G–H–D er de to durtreklange, med G som fælles tone. Dansk B svarer til internationalt B♭. En linje kan begynde med den fælles tone og derefter gøre H eller D tydelig som del af det nye område.
De lokale kadencer og kromatiske forbindelser skal læres fra det fælles nodeblad. Hør, hvilke akkorder der peger fremad, og hvilke der giver motivet plads til at stå. Et gennemgående rytmisk mønster kan binde forløbet sammen bedre end en ny melodisk idé ved hvert skift.
Fire konkrete øvelser
- Syng en ren kvart. Vælg eksempelvis B–Es, og syng intervallet uden hjælp. Spil derefter en egen kort faldende frase efter springet. Flyt hele idéen til en anden starttone uden at ændre rytmen.
- Gentag med én ændring. Lav et motiv på fire toner. Gentag det først med ny starttone, derefter med en ændret slutning og til sidst med samme toner i en ny rytme. Hold ændringerne adskilt, så du kan høre deres virkning.
- Hør to durfarver. Spil Es-dur og G-dur som treklange med G øverst i begge. Flyt derefter topstemmen, så H bliver tydelig over G-dur. Sæt idéen ind i sangens faktiske overgang.
- Spil hele formen med få idéer. Brug ét motiv i første A, et svar i B og en variation ved A’s tilbagekomst. Lad slutdelen samle materialet. Optag et kor og kontrollér, at gentagelsen giver sammenhæng uden at blive mekanisk.
Jamråd
Aftal klingende toneart og nodeversion før optælling; et kendt nummer kan være noteret forskelligt i forskellige bøger. Vælg et tempo, hvor motivets artikulation stadig står klart. Hold akkompagnementet rytmisk præcist, men undgå at fordoble alle melodiske figurer uden aftale. Meld tilbagevenden til temaet tydeligt og afklar eventuelle unisone slutfigurer, inden I begynder.
Arbejd videre
Sammenlign motivisk økonomi med Johnny Come Lately. Lyt efter Strayhorns klangfarver i Chelsea Bridge og hans lange melodiske linjer i Day Dream.
Kilder
- Smithsonian Folkways: historiske noter – Ellingtons indspilning i 1941 og Strayhorns arrangement.
- Smithsonian: Rain check – nodeudgivelse fra 1942 og stemmemateriale.
- Tom Cleary, University of Vermont: Rain Check og rene kvarter – motivanalyse.
- J. William Murray: Billy’s Touch – Es-dur/G-dur og formgrundlag.