Vælg en side

“Upper Manhattan Medical Group”, ofte forkortet “U.M.M.G.”, er en Billy Strayhorn-standard med en lys, fremadgående karakter og flere harmoniske overraskelser. Melodien binder forløbet sammen, også når akkorderne tager en uventet vej. På en jam kræver nummeret især et fælles nodegrundlag og sikker orientering ved bridgens begyndelse og slutning.

Historik og repertoire

Kompositionen er af Billy Strayhorn og hører til hans senere repertoire i forhold til de tidlige 1940’er-numre som “Chelsea Bridge”. Et historisk nodeeksemplar findes i Smithsonians samlinger. Titlen henviser til Upper Manhattan Medical Group, en lægegruppe i Harlem; forbindelsen beskrives i Duke Ellington-selskabets historiske materiale.

Nummeret findes i både Ellingtons og senere jazzmusikeres repertoire. Vælg én udgave, når du lærer temaet. Forskellige orkesterarrangementers introer, baggrunde og slutninger skal ikke blandes ind i soloformen, uden at bandet har aftalt det.

Analyseret version: klingende Des, 32 takter AABA

Guiden bruger en instrumental jamversion i klingende Des-dur, 4/4 og 32-takters AABA-form. Hvert afsnit varer otte takter. Toneart og form følger det nodebaserede analysegrundlag hos J. William Murray. Intro og coda er ikke medregnet.

Syng temaet gennem hele formen og markér takt 1, 9, 17 og 25. De to første A-afsnit skaber genkendelse, men bridgen skal have sit eget tydelige forløb. Lær også den sidste A-dels afslutning, så en uventet akkord ikke får dig til at begynde næste kor på det forkerte tidspunkt.

Harmonik: nærliggende toner bag fjerne akkorder

Et karakteristisk sted i bridgen forbinder F6 med Asm7♭5. Guitaristen og underviseren Davy Mooney fremhæver netop denne forbindelse i en samtale om Strayhorns harmonik. F6 indeholder F–A–C–D; Asm7♭5 kan staves As–Ces–Eses–Ges. Eses lyder som D, så der er faktisk en fælles tone bag de meget forskellige symboler.

Prøv at lade D blive liggende, mens de øvrige stemmer ændrer sig. Det er en konkret måde at høre forbindelsen på, selv om den ikke ligner en almindelig ii–V-kadence. Enharmoniske stavemåder hjælper med at forstå funktionen, men øret skal stadig kunne følge klangens bevægelse.

Des-dur er et overordnet hjem, ikke en tilladelse til at bruge én dur-skala uændret over alle akkorder. Markér de lokale farvetoner med korte fraser. I et tæt harmonisk forløb kan færre toner gøre retningen tydeligere, fordi hver valgt tone får mere vægt.

Fire konkrete øvelser

  1. Syng formen før akkorderne. Lær de fire afsnitsbegyndelser. Spil derefter kun en basgrundtone ved hvert vigtigt skift, mens du synger temaet. Tilføj gradvist harmoniske detaljer uden at ændre fraseringen.
  2. Hold den fælles tone. Spil F6 og Asm7♭5 langsomt med D som en liggende stemme. Flyt de andre toner én ad gangen. Lyt efter, hvilken fordeling der gør forbindelsen klarest.
  3. Lav en frase gennem overraskelsen. Begynd en kort melodisk idé før akkordskiftet og afslut den efter. Undgå at stoppe alene, fordi et uvant symbol kommer. Vælg en sikker akkordtone som mål og lad rytmen fortsætte.
  4. Øv sidste A i sammenhæng. Spil takt 25 til næste kors begyndelse som en løkke. Brug pauser og enkle motiver, så du kan koncentrere dig om formens overgang. Optag to kor og kontrollér, at korstarten ligger samme sted hver gang.

Jamråd

Aftal klingende Des og et fælles nodeblad før optællingen. Prøv de usædvanlige forbindelser langsomt med bas og akkordinstrument, hvis gruppen ikke har spillet nummeret før. Vælg et tempo, hvor temaet stadig er tydeligt. Under soloerne bør akkompagnementet støtte fraserne uden at overdøve dem. Giv et klart tegn før tilbagevenden til temaet og aftal slutningen særskilt.

Arbejd videre

Sammenlign Strayhorns harmoniske farver med Chelsea Bridge og motiviske sammenhænge med Rain Check. Brug Johnny Come Lately til at øve et mere tilbagevendende molforløb.

Kilder