Summertime er en af de melodier, der kan genkendes efter ganske få toner. Den kan spilles som en stille ballade, som swing eller med et mere bluespræget udtryk. For jazzmusikere er den et godt sted at arbejde med klang, pauser og forskellen mellem at kende en skala og at fortælle noget med en melodi.
Nummeret virker overskueligt, men kræver opmærksomhed. Når tempoet er langsomt, bliver hver tone tydelig. Samtidig kan forskellige harmoniseringer ændre, hvordan melodien og en improviseret solo opleves.
Fakta om Summertime
- Musik: George Gershwin
- Tekst til arien: DuBose Heyward
- Oprindelse: operaen Porgy and Bess, 1935
- Form i mange jazzudgaver: 16 takter
- Analyseeksempel: klingende D-mol
- Stil: ballade, swing og andre jazzfortolkninger
Fra opera til jazzstandard
Summertime blev skrevet til Porgy and Bess, der havde premiere i 1935. I operaen optræder den som en vuggevise. Billie Holiday indspillede sin jazzfortolkning i 1936, og sangen har siden fået et liv langt ud over operascenen.
Den oprindelige sammenhæng er værd at kende, også når man spiller nummeret instrumentalt. En vuggevise behøver ikke være stillestående, men den inviterer til en anden ro og vægt i fraserne end et hurtigt beboptema.
At en melodi kan bære så forskellige fortolkninger er en af grundene til at studere standards. Du kan bevare dens identitet og samtidig ændre tempo, rytmisk fornemmelse og harmonisk farve.
Formen: 16 takter med plads til lange fraser
Tag udgangspunkt i en jazzudgave med en form på 16 takter. Del den i fire grupper på fire, og lær at høre begyndelsen på hver gruppe. Et chorus betyder her én gennemspilning af de 16 takter.
Pas på med at tælle efter antallet af tekstlinjer eller lange meloditoner. En tone kan strække sig hen over en taktstreg, og en pause kan være en vigtig del af frasen. Lyt til melodien og mærk pulsen under den.
Balladeudgaver kan være noteret eller oplevet anderledes end en medium swingversion. Aftal derfor form og taktfornemmelse med de andre, især hvis I bruger forskellige akkordskemaer.
Harmonikken i D-mol
I denne gennemgang bruger vi klingende D-mol. Det er en øvetoneart, ikke et krav til alle opførelser. Sangen spilles i flere tonearter, og en sanger bør vælge en toneart, der passer til stemmen.
En nyttig indgang er at høre forskellen mellem moltonika og dominanten, der trækker tilbage mod den. I D-mol kan du isolere bevægelsen:
Em7♭5 – A7 – Dm
Det er en ii–V–i-forbindelse i mol. Em7♭5 indeholder E, G, B♭ og D. A7 indeholder A, C♯, E og G. C♯ giver et tydeligt træk op mod D, når musikken falder til ro på Dm.
Dette er et analyseudsnit, ikke et komplet akkordskema til Summertime. Der findes udgaver med gennemgangsakkorder, andre baslinjer og forskellige udvidelser af molakkorden. Følg det arrangement, I faktisk spiller.
Hvis du kun bruger D-molpentaton, får du tonerne D, F, G, A og C. Det kan give et godt melodisk udgangspunkt, men det fortæller ikke hele historien om dominanten A7. Lyt til, hvad C♯ gør ved forbindelsen, og brug den bevidst.
Tre øvelser til improvisation
1. Lad melodien styre pauserne
Spil melodien uden udsmykninger. På næste gennemspilning varierer du kun afslutningen på hver frase. Behold derefter pausen, så du mærker, at stilhed også kan holde en solo sammen.
Øvelsen er særlig nyttig i en langsom version, hvor fristelsen kan være at fylde enhver pause ud. Optag dig selv og undersøg, om variationerne stadig lyder som en del af samme fortælling.
2. Hør dominanten tydeligt
Spil G over Em7♭5, behold G over A7, og gå til F over Dm. Her bevæger du dig fra tertsen i den første akkord via septimen i dominanten til tertsen i moltonika.
Prøv bagefter E – C♯ – D. Det giver en anden vej gennem de samme akkorder. Syng tonerne, inden du spiller dem, så øvelsen også træner gehøret.
3. Byg med et enkelt motiv
Vælg en rytme på to eller tre toner. Gentag den med en lille ændring i tonehøjde eller placering. Lad motivet udvikle sig over fire takter, før du indfører noget nyt. På den måde bliver en solo mere end en række løsrevne molfraser.
Ballade, swing og bluesfarve
Det samme tonemateriale føles forskelligt i en ballade og i swing. Start derfor med at beslutte, hvilken rytmisk karakter du vil øve. Spil derefter en kort frase på flere måder, mens pulsen forbliver stabil.
Bluesfarvning kan give melodien en personlig karakter, men brug gehøret som kontrol. En tone, der fungerer som en kort spænding, er ikke nødvendigvis lige så overbevisende, hvis du bliver liggende på den gennem et akkordskift.
For akkompagnatører handler øvelsen om at understøtte frasernes retning. En vedholdende klang kan være mere virkningsfuld end mange anslag. Lyt efter, om solisten har brug for bevægelse eller ro.
Summertime til en jam session
Aftal toneart, tempo og stil, før I tæller ind. Spørg også, hvordan I begynder og slutter. En fri introduktion kan være smuk, men kræver et tydeligt tegn, når den fælles puls starter.
I et langsomt tempo er det vigtigt at bevare fælles form gennem soloerne. Lyt til bas og harmoniske pejlemærker, og undgå at gøre hvert chorus længere, fordi fraserne får mere luft.
Hvis I skifter fra ballade til dobbelt tempo eller en anden fornemmelse undervejs, bør det være aftalt eller tydeligt signaleret. En kendt melodi erstatter ikke klare aftaler.
Indspilninger at lytte til
Begynd med Billie Holidays version fra 1936, som English National Opera fremhæver i sangens historie. Sammenlign derefter med en operafortolkning af arien. Lyt især til melodiforløb, tempo og måden fraserne afsluttes på.
Du behøver ikke vælge én tradition som den rigtige. Sammenligningen gør det lettere at høre, hvilke dele af udtrykket der kommer fra kompositionen, og hvilke der kommer fra fortolkningen.
Arbejd videre med molharmonik
Summertime giver dig mulighed for at træne en tydelig melodisk idé gennem en overskuelig form. Fortsæt med Autumn Leaves, hvis du vil forbinde molkadencen med længere bevægelser i dur, eller brug Fly Me to the Moon til at arbejde videre med swingfrasering.
Du finder flere numre i vores oversigt over jazzstandarder.
Kilder
English National Opera: historien om Summertime og Smithsonian: Summertime. De konkrete øvelser er en pædagogisk gennemgang i D-mol og ikke en gengivelse af et bestemt arrangement.