Vælg en side

West Coast Blues

af | okt 20, 2026 | Jazzstandarder

West Coast Blues er Wes Montgomerys jazzvals med blues som grundlag og flere harmoniske farver end en enkel standardblues. Den er god til at øve tretakt, lange bluesfraser og præcise overgange mellem tema og solo. På en jam skal man især aftale taktinddeling og hvilke akkorder, der bruges under soloerne.

Historik og den oprindelige indspilning

Montgomery indspillede stykket på The Incredible Jazz Guitar of Wes Montgomery fra 1960. Pladeselskabet Craft Recordings fremhæver West Coast Blues som en af hans egne kompositioner på albummet. Lyt først til denne version og mærk, hvordan bluesfraseringen lever inde i tretakten.

Skriv temaets og soloernes forløb ned hver for sig. En vigtig del af stykkets praksis er, at de harmoniske forbindelser kan være enklere under melodien og tættere under improvisation. Det er et arrangementsvalg, der skal forstås med øret og bekræftes i den udgave, gruppen bruger.

Analyseret version: B♭, 24 takter i 3/4

Her bruges klingende B♭, 24 takter i 3/4, tænkt som tre otte-takters blokke. Jazzshiryokan angiver 24 takter, jazzvals og B♭ som toneartsreference. John Williamsons undervisningsartikel beskriver også denne 24-takters tælling. Andre udgaver kan samle to tretaktsenheder i én 6/4-takt; sammenlign derfor puls og harmonisk varighed, ikke kun antal taktstreger.

Gennemgangen tager udgangspunkt i den enklere temaramme og peger på soloernes tættere muligheder. Den er ikke en fuldstændig transskription af Montgomerys solo. Intro og afsluttende ekstratakter holdes uden for den aftalte chorusform.

Harmonik: blueshjem og kromatiske forbindelser

B♭7 er et hjemligt bluesholdepunkt, selv om det er en dominantklang. Øv B♭7 og E♭7 som bluesens første og fjerde trin. B♭7 indeholder D og A♭ som terts og septim; E♭7 har G og D♭. Find små bevægelser mellem disse stemmer, og lad dem klinge gennem tre slag pr. takt.

A♭7 giver en tydelig ekstra farve tidligt i forløbet. Sammenlign B♭7 og A♭7 langsomt og lyt til grundtonernes heletonetrin. En Bm7–E7-forbindelse kan derefter føre kromatisk ned mod E♭7 i den beskrevne temapraksis. Her betyder Bm7 engelsksproget B natural minor, altså Hm7 med dansk tonenavn.

Under soloer kan flere ii–V-par gøre harmonikken tættere. Lær dem fra det aftalte nodeark og forbind dem med få guide tones, før du spiller lange linjer. Det er ikke tilstrækkeligt blot at lægge den samme B♭-bluesskala over alle lokale klange. Omvendt skal de ekstra forbindelser heller ikke få tretakten til at forsvinde. Eksemplerne her er øveudsnit og ikke hele akkordskemaet.

Fire konkrete øvelser

  1. 24 i tre: Tæl 1–2–3 med metronom på 90 gennem tre blokke på otte takter. Syng melodien og markér blokgrænserne. Gentag uden at gå over i fire slag af vane.
  2. Bluesens guide tones: Skift mellem B♭7 og E♭7. Syng D–D♭ i én stemme og A♭–G i en anden. Spil begge bevægelser som korte fraser med pauser.
  3. Temaklang mod soloklang: Vælg fire takter, hvor de to udgaver har forskellig tæthed. Spil temarammen først og derefter soloakkorderne. Hold præcis samme antal slag og samme tempo.
  4. Rytme over taktstregen: Gentag en kort figur med start på slag 1 og derefter slag 2. Mærk alle tre slag i kroppen og afslut efter en aftalt otte-taktersblok.

Jamråd

Kald B♭ og 3/4 og sig, at der tælles 24 takter. Afklar tema- og soloakkorder før optællingen. Hvis en musiker bruger 6/4-notering, så gennemgå ét harmonisk afsnit sammen, til alle hører samme varighed. Vælg et tempo, hvor tretakten stadig har luft.

Kompinstrumentet kan spille sparsomt og lade bas og trommer skabe fremdrift. Solisten behøver ikke fylde hver tredeling med toner. Giv tegn til temaet tidligt og vend samlet tilbage til den aftalte temaharmonik. Aftal også den sidste vending og signalet til slutakkorden.

Arbejd videre

Sammenlign Montgomerys motivarbejde med Four on Six. Brug Bluesette og Someday My Prince Will Come til at træne tretakt i andre harmoniske og formmæssige rammer.

Kilder

Andre standarder, der kunne have din interesse