Vælg en side

D-Natural Blues er et godt sted at arbejde med en langsom bluespuls og tætte sololinjer uden at blande grundtempo og underdeling sammen. Wes Montgomerys frasering viser, hvor meget retning et lille motiv kan få. På en jam er det særlig vigtigt at aftale temaets stop og overgangen til gående bas under soloerne.

Historik og den analyserede indspilning

Wes Montgomery skrev D-Natural Blues og indspillede det på The Incredible Jazz Guitar of Wes Montgomery fra 1960. Den officielle digitale udgave krediterer Montgomery som komponist og angiver Tommy Flanagan, Percy Heath og Albert “Tootie” Heath i besætningen sammen med guitaristen.

Lyt først til temaet og notér, hvordan pauser og fælles anslag organiserer tiden. Hør derefter soloen uden instrument og følg én omgang ad gangen. Morten Nordals arbejde ved Syddansk Musikkonservatorium beskriver den langsomme swingblues og Montgomerys brug af double-time-linjer. Et tæt soloudtryk behøver altså ikke et hurtigere grundtempo.

Analyseret version: klingende D, 12-takters soloform

Her bruges en 12-takters jazzblues i klingende D, 4/4 og langsom swingpuls. Analysen tager udgangspunkt i 1960-indspilningens bluesramme og almindelige soloakkorder. Den er ikke en fuldstændig transskription af alle Montgomerys substitutioner eller temaets særlige stop.

Del soloformen i tre fire-taktersgrupper og hold grundpulsen gennem dem. Et temaarrangements stop-time, intro eller afslutning er særskilte begivenheder. De skal aftales og må ikke automatisk lægges ind i hver soloomgang. Hvis en transskription noterer soloen i dobbelttempo, skal nodeværdier og taktinddeling sammenlignes med optagelsen.

Harmonik: bluesens hjem og jazzkadencer

D7 er blueshjemmet, og G7 giver fjerde trin. D7 består af D–F♯–A–C, mens G7 består af G–H–D–F. H betyder engelsksproget B natural. Syng F♯–F og C–H som to små forbindelser mellem klangene. Det gør skiftet tydeligt med få toner.

En jazzblues kan føre videre med B7 mod Em7 og derefter A7 mod D. Øv B7–Em7–A7–D7 som en separat turnaround-model. D♯ i B7 søger mod E, og G i A7 kan gå til F♯ i D7. Disse ledetoner og guide tones giver retning, når en hurtig linje skal lande sikkert.

Bluesfarven kan samtidig bruge F mod en D7-klang, der indeholder F♯. Syng F–F♯ over en D-bas og sammenlign den spænding med en ren akkordtonelanding. Brug farven bevidst og lyt til melodien. Den samme bluesskala over alle akkorder fortæller ikke nødvendigvis, hvor en frase skal hen. Eksemplerne her er øveudsnit og ikke hele arrangementets akkordskema.

Fire konkrete øvelser

  1. Langsom form: Sæt metronomen til 72 og tæl to bluesomgange uden instrument. Markér takt 1, 5 og 9. Syng derefter temaet, mens du bevarer samme grundpuls gennem pauserne.
  2. Guide tones: Skift mellem D7 og G7. Spil F♯–F i én stemme og C–H i en anden. Syng bevægelserne før du spiller en fuld klang.
  3. Double time med landing: Spil en kort sekstendedelsfrase over ét bluesafsnit og land på en aftalt akkordtone. Hold to takters pause bagefter. Kontrollér, at grundtempoet stadig er det samme.
  4. Stop til gående bas: Øv det aftalte tema-stop og overgangen til solo med rytmegruppen. Gå direkte ind i første solotakt uden ekstra ventetid. Gentag med tydelig optakt og blikkontakt.

Jamråd

Kald D-blues, langsomt swingtempo og den konkrete temaversion. Gennemgå stop-time og afslutning, hvis alle ikke kender Montgomerys arrangement. En enkel 12-takters soloramme giver plads til at udvikle et motiv, men temaets særlige indsatser kræver fælles forberedelse.

Bas og trommer bevarer grundpulsen, når solisten bruger tættere underdelinger. Kompinstrumentet kan svare sparsomt og lade linjerne stå tydeligt. Giv tegn til sidste tema tidligt og aftal, hvem der leder de sidste fælles anslag. Et langsomt tempo gør forskelle i pauselængde meget hørbare.

Arbejd videre

Sammenlign bluesfrasering med Blue Monk og Tenor Madness. Brug Montgomerys Four on Six og West Coast Blues til at høre, hvordan samme motiviske arbejde kan fungere i andre former.

Kilder