“You Go to My Head” er en standard med en rolig overflade og et rigt harmonisk liv nedenunder. En tone kan blive hængende, mens akkorderne trækker musikken i en ny retning. Det gør sangen oplagt til balladespil, men også til fortolkninger med mere rytmisk energi.
For musikere er nummeret især en øvelse i at holde melodisk overblik gennem en udvidet form. Du skal kende slutningen lige så godt som begyndelsen. Her bruger vi klingende E♭-dur til eksemplerne. Aftal både akkordversion og chorusform, før I spiller sammen.
Fakta om You Go to My Head
- Musik: J. Fred Coots.
- Tekst: Haven Gillespie.
- Udgivet: 1938.
- Form: AABA-beslægtet forløb med en udvidet afslutning; kontrollér taktantal og gentagelser i den valgte version.
- Karakter: ofte ballade, men også spillet med fastere swing.
- Øvetoneart her: E♭-dur, klingende.
Fra swingtidens sang til moderne jazz
Sangen blev indspillet af flere orkestre i 1938, blandt andre Teddy Wilsons, Larry Clintons og Glen Grays. Senere fortolkninger spænder fra Louis Armstrong med Oscar Peterson til Bill Evans’ Interplay og Lee Morgans The Gigolo.
Vælg en vokal og en instrumental version, og lyt efter forskellen på at præsentere melodien og at improvisere over den. Hvor meget af melodien behøver du at høre for stadig at kende sangen? Prøv at svare med dit instrument: spil en kort melodisk vending, og fortsæt med en egen frase, som bevarer dens rytme.
Formen kræver en aftale
Det er en dårlig idé automatisk at tælle et almindeligt 32-takters AABA-chorus og begynde forfra. Sangens afsluttende materiale skal læres som en del af helheden. Arrangementer og fremførelser kan behandle slutningen forskelligt, så brug jeres konkrete nodeark og lyttekilde til at fastlægge forløbet.
Sæt taktstreger og afsnitsmærker på en kopi af dit eget lead sheet. Marker især, hvor sidste A går videre til afslutningen, og hvor næste chorus begynder. Spil derefter fra sidste A til begyndelsen af næste chorus flere gange. Den forbindelse er vigtigere end at kunne starte perfekt fra takt ét.
Lav også en øvelse, hvor du kun spiller første tone i hvert afsnit. Tæl resten og syng den indre melodi. Hvis du kan fastholde forløbet gennem pauserne, bliver det langt lettere at give en solo luft.
Dur og mol omkring samme centrum
En væsentlig del af sangens farve kommer fra skift mellem dur og mol samt bevægelser til midlertidige tonale områder. Hør først, hvor musikken føles hjemme, og hvor den åbner en ny dør. Det er mere brugbart end at behandle alle akkorder som helt uafhængige hændelser.
Som en selvstændig øvelse kan du sammenligne E♭maj7 og E♭m7. Grundtonen og kvinten er fælles, mens tertsen skifter fra G til G♭. Spil en lang B♭ over begge akkorder. Hør, hvordan en uændret meloditone får en anden farve, når tertsen flyttes nedenunder.
Prøv derefter den separate model Fm7–B♭7–E♭maj7 og sammenlign den med Fm7♭5–B♭7–E♭m. Syng først opløsningen A♭–A♭–G i durmodellen og A♭–A♭–G♭ i molmodellen. De korte modeller træner øret; de er ikke et fuldt akkordskema til sangen.
Tre øvelser til en rolig, tydelig solo
- Hold en tone gennem et skift. Find et sted i jeres version, hvor melodien hviler over en harmonisk bevægelse. Spil kun den tone og akkordernes grundtoner. Tilføj derefter en enkelt mellemstemme, så du kan høre forandringen uden at overfylde klangen.
- Øv afslutningen først. Lav to forskellige soloafslutninger, som begge leder sikkert til næste chorus. Den ene skal være helt enkel, den anden mere bevægelig. Behold samme form og puls i begge.
- Gentag med en ny farve. Spil en kort rytmisk idé i et durpræget område og tilpas den senere til en molklang. Bevar rytmens identitet, men lad de nødvendige toner ændre sig.
Akkompagnement med plads til klangen
Ved langsomt tempo kan en fyldig voicing hurtigt dække for en melodisk detalje. Begynd med bas og to øvre akkordtoner, og lyt til, om det allerede giver tilstrækkelig karakter. Udvid kun klangen, når du ved, hvilken tone du savner.
Hvis både klaver og guitar spiller med, kan den ene holde længere klange, mens den anden svarer mere sparsomt. Bassisten bør kende eventuelle omvendinger og aftalte baslinjer. Trommeslageren kan hjælpe formen med diskrete markeringer ved afsnitsskift uden at understrege hver takt.
Inden I tæller ind
Aftal toneart, tempo, intro og slutning. Afklar især, hvilken form solisterne bruger, og om afsluttende materiale gentages ved melodien til sidst. Et tydeligt fælles skema giver mulighed for mere frihed i selve fraseringen.
Arbejd videre med dur- og molfarver i When I Fall in Love og med balladens lange linjer i Body and Soul. Vend tilbage til “You Go to My Head” med fokus på at lade én idé holde sammen på et helt afsnit.
Kilder og videre lytning
- JazzStandards.com: You Go to My Head – sangskrivere, tidlige indspilninger, udvidet form og harmoniske særtræk.