Body and Soul er en ballade, hvor en stærk melodi møder et tæt harmonisk forløb. Nummeret giver dig tid til at høre akkorderne, men kræver, at du kan forbinde dem som musikalske sætninger frem for en liste af symboler.
For jazzmusikere er den især interessant på grund af bevægelserne mellem flere tonale områder. Du skal kunne lande sikkert i nye klange uden at miste balladens ro eller den samlede form.
Fakta om Body and Soul
- Musik: Johnny Green
- Tekst: Edward Heyman, Robert Sour og Frank Eyton
- År: 1930
- Form: 32 takter, AABA
- Almindelig klingende toneart: D♭-dur
- Central jazzindspilning: Coleman Hawkins, 1939
En sang og en improvisationsklassiker
Body and Soul blev skrevet i 1930. Coleman Hawkins’ indspilning fra 1939 fik en særlig plads i jazzhistorien og er behandlet i Library of Congress’ National Recording Registry-materiale.
Indspilningen er et godt udgangspunkt for at høre forskellen mellem at fremføre en melodi og at improvisere med dens harmoniske muligheder. Harmonikken kan være fælles, selv når solisten bevæger sig langt fra den oprindelige melodilinje.
Som elev bør du dog begynde med melodien. Den hjælper dig med at høre lange fraser og giver retning, når et akkordskema ser tæt ud.
Formen: AABA i langsomt tempo
Den almindelige form er 32 takter, fordelt på fire afsnit på otte. A kommer to gange, B giver kontrast, og sidste A fører tilbage.
Et langsomt tempo gør ikke formen kortere eller enklere. Lange toner og frie fraseringer kan få afsnitsgrænser til at virke mindre tydelige. Lær derfor at mærke otte takter uden hele tiden at være afhængig af melodien.
Syng et A-afsnit, spil grundtonerne og gentag derefter uden melodi. Når det fungerer, gør du det samme med B-afsnittet. Sæt først delene sammen, når overgangene føles naturlige.
Harmonikken i D♭-dur
Analysen her gælder klingende D♭-dur. Den faktiske harmonisering kan variere med indspilning og arrangement, så de følgende eksempler er korte udsnit, ikke en fuld nodeudgave.
En grundlæggende hjemkadence er:
E♭m7 – A♭7 – D♭maj7
Det er ii–V–I i D♭-dur. Se akkorderne som én sammenhængende bevægelse mod D♭, frem for tre problemer, der skal løses uafhængigt.
Andre forbindelser peger midlertidigt andre steder hen. Find målene i dit konkrete skema og markér dem. Det gør det lettere at høre, hvilke akkorder der forbereder en klang, og hvilke der giver et sted at lande.
B-afsnittets nye tonale områder
En vigtig kontrast ligger i broen, som bevæger sig til D-dur og derefter C-dur, før musikken finder tilbage til D♭. Tonearterne ligger tæt i tonehøjde, men kræver forskellige toner.
Prøv først at spille en enkel durtreklang i hvert område: D♭, så D og C, og tilbage til D♭. Det er ikke hele harmonikken, men en måde at høre den større retning på.
Øv derefter hver overgang med akkorderne fra dit skema. En god frase kan begynde i det gamle område og først vise den nye toneart, når den lander. Du behøver ikke markere hvert skift med en ny skala fra grundtonen.
Tre øvelser til voice leading
1. Forbind hjemkadencen med én tone ad gangen
Over E♭m7 – A♭7 – D♭maj7 kan du bruge G♭ – G♭ – F. G♭ er terts i E♭m7 og septim i A♭7, før den falder til tertsen F i D♭maj7.
Spil forbindelsen i flere registre. Variér rytmen, men behold måltonerne, så du hører samme harmoniske idé i forskellige fraser.
2. Find den nærmeste akkordtone
Vælg én akkordtone og gå til en nærliggende tone i næste akkord. Begræns dig til halve og hele toner, når det er muligt. Lad dit øre vurdere, hvor linjen får retning.
Lav først øvelsen i ét A-afsnit. Tilføj senere B-afsnittet. Det er bedre at høre otte takter tydeligt end at gennemføre 32 takter med tilfældige toner.
3. Syng en toneartsovergang
Vælg en overgang i broen og syng en kort frase ind i den nye toneart. Spil bagefter den samme idé på instrumentet. Hvis du ikke kan synge måltonen sikkert, så øv akkorderne langsommere.
Øvelsen forbinder teori og gehør. Det nye tonale område skal ikke kun være noget, du genkender på papiret.
Balladefrasering med plads
Spil melodien enkelt, før du arbejder med udsmykninger. Lyt til tonernes begyndelse og afslutning, og lad pauserne have samme bevidsthed som de spillede toner.
Prøv et chorus med få lange toner i din solo. På næste chorus tilføjer du kun enkelte forbindelser. Det gør det tydeligt, om de hurtige toner understøtter en melodi eller blot fylder mellemrum.
Rytmegruppen kan skabe ro uden at være passiv. Et velplaceret anslag eller en diskret basbevægelse kan pege videre, mens solisten holder en tone.
Body and Soul til jam sessions
Aftal toneart, tempo og intro. D♭-dur er almindelig instrumentalt, men en sanger kan have brug for en anden toneart. En rubato-indledning kræver et tydeligt tegn til den fælles puls.
Beslut også, hvor lange soloerne skal være. Ved et langsomt tempo kan en enkelt form være et væsentligt bidrag. Delte chorus kan fungere, hvis overleveringen er aftalt.
Få afklaret, om sidste melodi skal ende i puls eller med en fri afslutning. Det giver plads til en personlig fortolkning uden at efterlade gruppen i tvivl.
Lyt til Coleman Hawkins
Begynd med indspilningen fra 1939. Følg formen og hør, hvordan de harmoniske bevægelser kan bære en selvstændig improviseret linje.
Lyt derefter til en vokaludgave, hvor du kan følge den oprindelige melodi tydeligere. Sammenlign fraselængde og pauser, og prøv at hente én idé fra hver tilgang ind i din egen øvning.
Arbejd videre med ballader
Misty giver andre muligheder for balladefrasering og voice leading. All the Things You Are er et godt supplement, når du vil træne skift mellem tonale centre.
Find flere guider i vores oversigt over jazzstandarder.
Kilder
Library of Congress: Coleman Hawkins’ Body and Soul og PianoGroove: Body and Soul, form og modulationer. Øvelserne bruger klingende D♭-dur som udgangspunkt.