Billie’s Bounce er en Charlie Parker-blues, hvor temaet allerede giver en introduktion til beboppens melodiske sprog. I stedet for kun at gentage et kort riff bevæger linjen sig gennem formen med tydelige ansatser, forbindelser og landinger.
Det gør nummeret nyttigt, når du vil lære at spille over en blues med mere harmonisk retning. Melodien kan bruges som øvemateriale, også før du selv kan improvisere lange beboplinjer.
Fakta om Billie’s Bounce
- Komponist: Charlie Parker
- Central tidlig indspilning: 26. november 1945
- Form: 12-takters blues
- Almindelig klingende toneart: F
- Stil: bebop og jazzblues
- Fokus: melodiske linjer gennem akkordskift
Parker og sessionen fra 1945
Billie’s Bounce blev indspillet ved Charlie Parker’s Ree Boppers-sessionen i november 1945. Frémeauxs udgivelsesoversigt dokumenterer flere takes fra sessionen, som også omfattede Now’s the Time.
De to melodier er gode at sammenligne. En fælles bluesramme kan bære både et koncentreret riff og en mere bevægelig melodilinje. Det viser, at form og tema er to forskellige sider af en komposition.
Lær derfor Billie’s Bounce som en melodi med sin egen rytme. Den er ikke blot en samling toner, der tilfældigvis passer til en F-blues.
Lyt: Charlie Parker spiller Billie’s Bounce
Hør Charlie Parkers indspilning i udgaven på The Complete Savoy & Dial Master Takes. Videoen kommer fra hans officielle kunstnerkanal og er leveret af Universal Music Group. Brug den som udgangspunkt for at høre, hvordan en bebopmelodi skaber retning gennem en kort bluesform.
Åbn indspilningen på YouTube, hvis afspilleren ikke vises.
Tre ting at lytte efter
- Syng før du spiller. Vælg en kort frase i temaet, stop afspilleren, og syng dens rytme. Spil først bagefter, så artikulationen kommer fra øret.
- Følg hele bluesen. Tæl tre grupper på fire takter under et solochorus. Læg mærke til, hvordan en frase kan forbinde grupperne, selv om du fortsat mærker formen.
- Find en landing. Vælg en kort solofrase og lyt efter dens sidste tone og pause. Lav din egen frase med samme rytmiske afslutning frem for at kopiere alle tonerne.
Tag det med til jam: Øv temaets svære forbindelser langsomt, og aftal fælles ansatser med de andre blæsere. Artiklen nedenfor bruger klingende F og en almindelig jazzblues som øveramme; eksemplerne er ikke en fuld transskription af denne indspilnings akkorder eller arrangement. Sammenlign gerne fraseringen med Now’s the Time.
Formen: 12 takter, som skal kunne høres
Den almindelige jazzudgave har 12 takter. Del den i tre grupper på fire, men lær også, hvordan temaet forbinder grupperne.
Et chorus er én gennemspilning af formen. Intro, gentagelse af temaet og eventuelle breaks er særskilte arrangementsvalg.
Spil temaet flere gange uden stop. Lyt især til sidste takt og næste begyndelse. Du skal kunne fortsætte naturligt, også når en frase ikke slutter præcis ved taktstregen.
Harmonikken i F
Vi bruger klingende F som eksempel. Grundrammen er en blues med F7, B♭7 og hjemførende bevægelser i sidste del. En almindelig jazzudgave udvider den enkle blues med flere akkorder.
Det er vigtigt at kende disse akkorder, når tema eller solo fremhæver deres toner. En generel F-bluesskala kan være en begyndelse, men beskriver ikke alle lokale klange.
Et nyttigt hjemførende udsnit er:
Gm7 – C7 – F7
Gm7 og C7 leder mod F. Målet kan fortsat være bluesklangen F7 og behøver ikke blive Fmaj7.
Brug et fælles skema til placering, gennemgangsakkorder og turnaround. De følgende øvelser viser principper, ikke et komplet arrangement af temaet.
Beboplinjer har mål
En linje med mange ottendedele bliver ikke automatisk til bebop. Det afgørende er blandt andet, hvordan den forbinder akkorder, placerer vægt og lander på toner med tydelig funktion.
Prøv at markere de steder i temaet, hvor en vigtig akkordtone kommer på et tydeligt slag. Hør derefter de mellemliggende toner som bevægelse hen mod den.
En kromatisk tone kan fungere som tilnærmelse uden at være en stabil akkordtone. Hvis du ved, hvor frasen skal hen, bliver det lettere at bruge spændingen musikalsk.
Tre øvelser til bebop over blues
1. Syng små dele af temaet
Vælg én eller to takter og syng dem langsomt. Spil derefter samme passage, mens du bevarer den sungne artikulation og frasering.
Gentag først, når du kan høre linjen uden instrumentet. Det er en mere sikker indlæring end at lade fingrene huske en lang kæde uden melodisk overblik.
2. Byg fra akkordtoner til forbindelser
Over Gm7 – C7 – F7 kan du begynde med B♭ – B♭ – A. Tilføj derefter en kort tilnærmelse til den sidste A, eksempelvis B♭ – A♭ – A.
Det sidste udsnit indrammer måltonen fra over- og undersiden. Øv det med forskellige rytmer og lyt efter, at A stadig opleves som målet.
Gør ikke figuren til et automatisk svar overalt. Brug den til at forstå princippet og lav derefter dine egne korte forbindelser.
3. Lad frasen gå over taktstregen
Begynd en enkel linje sent i en takt og afslut den på en akkordtone i den næste. Hold pulsen tydelig, selv om den melodiske idé krydser grænsen.
Øv først mellem to konkrete akkorder. Udvid senere til en hel fire-taktsgruppe. Målet er sammenhæng, ikke at skjule hvor ettallet ligger.
Tempo og artikulation
Start ved et tempo, hvor alle ansatser kan være tydelige. Hvis en passage bliver ulden, så isolér rytmen eller spil den på én tone, før du gentager hele melodien.
En god swingfornemmelse handler også om vægt. Prøv at lade forbindelsestoner være lettere end de vigtigste måltoner, og undgå at fremhæve hver ny fingerbevægelse.
Spil temaet med en enkel puls og optag dig selv. Lyt efter, om linjen har en naturlig retning, eller om den lyder som en række små tekniske problemer.
Billie’s Bounce til en jam session
Aftal klingende toneart, tempo og bluesudgave. Et tema med flere toner stiller større krav til fælles artikulation end et helt kort riff.
Spil eventuelt en frase igennem sammen før indtællingen, hvis besætningen skal spille unisont. Små forskelle i toner eller rytme kan være tydelige, når flere instrumenter følger samme linje.
Aftal solorækkefølge og tegn til sidste tema. Hvis I bytter med trommerne, skal 12-taktersformen fortsætte sikkert gennem udvekslingerne.
Lyt til Parker
Begynd med den tidlige indspilning og følg temaets retning gennem bluesen. Lyt derefter til en kort passage i soloen, som tydeligt forbinder to akkorder.
Klap rytmen og lav en ny frase med samme placering. Det gør lytningen anvendelig uden at kræve, at du straks lærer en hel solo udenad.
Sammenlign også med Now’s the Time fra samme session. Hør, hvordan en anden melodi ændrer oplevelsen af en beslægtet bluesramme.
Flere blues at lære
Now’s the Time er et godt supplement til riff og pauser. Blue Monk giver en anden tilgang til kromatisk melodik.
Find flere guider i vores oversigt over jazzstandarder.
Kilder
Frémeaux: Charlie Parker, sessioner fra 1945 og University of North Florida: Billie’s Bounce som 12-takters blues. Toneeksemplerne er selvstændige øvelser i klingende F.