“Cool Blues” gør det muligt at arbejde med swing og blues uden først at skulle mestre en lang melodilinje. Den korte tematiske idé giver plads til at høre, om rytmegruppen og solisten faktisk deler puls og fraselængde.
Historik
Charlie Parker skrev “Cool Blues”. Nummeret tilhører hans bluesrepertoire og viser en anden side af bebop end de tættere temaer. Jeff Libmans undervisningsoversigt med enkle jazzsoli bruger en Parker-optagelse af netop dette nummer som eksempel på medium swing og bluesform.
Lyt til Cool Blues med Charlie Parker
Udgaven på Best Of The Complete Savoy & Dial Studio Recordings
Denne officielle upload er leveret af Universal Music Group og krediteret Charlie “Bird” Parker. Den findes på Best Of The Complete Savoy & Dial Studio Recordings, en samling udgivet i 2002. Brug den konkrete udgave som reference for bluesfrasering og for at høre, hvor meget et kort motiv kan bære.
Åbn indspilningen på YouTube, hvis afspilleren ikke vises.
Tre ting at lytte efter
- Rytmisk placering: Syng en kort temafrase og klap dens accenter. Bevar pausernes længde, når du spiller den på én tone.
- En idé og et svar: Følg to beslægtede solofraser. Lav selv et kort spørgsmål og et svar med få toner.
- Bluesens store punkter: Tæl tre firetaktsgrupper i et soloafsnit. Hør hjemkomsten uden at kræve, at solisten begynder en ny frase præcis dér.
Fra lytning til sammenspil: Artiklen analyserer Learn Jazz Standards’ jamudgave i klingende B♭ med 12-takters bluesform; den er ikke en transskription af denne Parker-udgaves akkorder eller toneart. Vælg jeres fælles toneart og harmonisering, før I spiller. Byt derefter firetaktsfraser med en makker og hold formen gennem pauserne.
Analyseret version, klingende toneart og form
Her analyseres Learn Jazz Standards’ jamudgave i klingende B♭, 4/4, medium swing og 12-takters bluesform. Formen deles praktisk i tre grupper på fire takter. Den harmoniske ramme er udgavens arbejdsgrundlag og ikke en påstand om identiske akkorder i alle Parker-kor.
Harmonik
B♭7 er hjemklangen og E♭7 subdominanten. Dm7–G7 leder videre mod Cm7–F7 og hjem. H i G7 peger mod C, mens A i F7 peger mod B♭. Sådanne måltoner gør en enkel frase harmonisk tydelig.
B♭-molpentaton kan give bluesfarve, men blandingen af D♭ og durtertsen D skal høres bevidst. Prøv først at sætte dem i korte bevægelser. En spændingstone bliver mere overbevisende, når rytmen forklarer, hvor den er på vej hen.
Konkrete øvelser
- Syng temaet og klap kun dets accenter. Spil derefter rytmen på én tone og kontrollér, at pauserne beholder deres længde.
- Øv Dm7–G7–Cm7 som en separat forbindelse. Spil H–C ved opløsningen og tilføj kun én optaktstone.
- Lav et solokor med højst fem forskellige toner. Brug én idé i første firetakters gruppe og et svar i den næste.
- Byt firetakters fraser med en makker. Den, der holder pause, fortsætter med at tælle hele bluesformen og angiver næste indgang.
Jamråd
Vælg et mediumtempo, hvor alle kan give temaet samme placering. Aftal, om der spilles tema én eller to gange, og hvem der giver tegn til afslutningen. Et let, stabilt komp gør det nemmere at høre forskellen mellem en bevidst forsinket frase og et usikkert indslag.
Sammenlign med Now’s the Time og Billie’s Bounce. Brug samme tempo og optag ét kor på hver melodi.