Blood Count er en ballade, hvor små bevægelser inde i klangene kan bære stor udtrykskraft. Den egner sig til koncentreret ensemblespil, hvor melodistemmen får tid til at forme hver tone, og hvor akkompagnementets indre linjer høres tydeligt.
Historik
Billy Strayhorn skrev Blood Count som en af sine sidste kompositioner. Den blev offentliggjort i 1967 og forbindes tæt med Johnny Hodges som melodibærende altsaxofonist. Duke Ellingtons And His Mother Called Him Bill er en central reference for værkets klanglige univers.
Klingende toneart og analyseret version
Her bruges klingende D-mol og hovedtrækkene fra Leonie Freudenbergers analyse af Strayhorns komposition. Hun beskriver formen som AABAC med variationer mellem A-afsnittene. Det er en oversigt over materialet; en konkret opførelse kræver også aftale om arrangementets gentagelser, solosteder og coda.
Form og harmonik
En vigtig kontrast går mellem altererede dominanter og et D-mol-orgelpunkt med en bevægelig indre tone. Senere bliver dur/mol-kontrasten tydelig i forbindelsen G6–Gm6–Fmaj7. Tonen B-natur i G6 sænkes til B♭ i Gm6, mens flere andre toner kan blive liggende.
Som egen forberedende øvelse kan du holde D og F og lade en tredje stemme gå A–B♭–B-natur. Det er en langsom klangundersøgelse, ikke en fuldstændig gengivelse af nodeforløbet. Pointen er at høre én bevægelig stemme som en linje inde i en ellers stabil klang. Brug derefter den konkrete udgaves toner og rytmer.
Fire konkrete øvelser
- Spil melodien alene i et roligt tempo. Optag ansatser og afslutninger, og kontrollér, at lange toner har en klar retning frem mod næste frase.
- Hold D og F som lange toner, og bevæg den tredje stemme langsomt. Spil derefter samme øvelse meget svagt, så ændringen stadig kan høres uden mere volumen.
- Øv G6–Gm6–Fmaj7 i få stemmer. Fremhæv først den kromatiske B–B♭-bevægelse og derefter de toner, som kan føres med små skridt til Fmaj7.
- Spil ét kor, hvor improvisationen kun består af små rytmiske ændringer af melodien. Undgå nye hurtige passager, og lyt efter om spændingen stadig vokser gennem formen.
Jamråd
Blood Count fungerer bedst, når ensemblet har set det samme arrangement. Gennemgå A-varianter og coda, og aftal, hvem der giver tegn til sidste afsnit. En bassist bør kende orgelpunkterne som en del af kompositionens identitet. Klaver og guitar kan skiftes til at bære de indre stemmer, så melodien ikke dækkes af to samtidige reharmoniseringer.
Arbejd videre
Sammenlign Strayhorns melodiske og harmoniske farver i Lush Life. Brug My Ship til at øve indre stemmeføring og Time Remembered til at fastholde form uden stærke standardkadencer.
Kilder
- Leonie Freudenberger: Approaching jazz composition through the music of Billy Strayhorn – Blood Count – egen musikalsk forskning, historik, D-mol, formoversigt og centrale klangbevægelser.