Cantaloupe Island viser, hvordan få akkorder og en vedholdende rytmisk figur kan skabe en hel musikalsk verden. Herbie Hancocks komposition har en melodi og en klaverfigur, som giver nummeret en tydelig identitet, mens harmonikken skifter mellem klange, der ikke bare hører til én almindelig toneart.
For improvisatoren er det en god øvelse i at holde fast i et motiv, mens farven under det ændrer sig. Du får flere takter på hver akkord, men skal stadig kunne høre, hvornår et nyt område begynder.
Fakta om Cantaloupe Island
- Komponist: Herbie Hancock
- Album: Empyrean Isles, 1964
- Almindelig form: 16 takter
- Centrale klingende akkorder: Fm7, D♭7 og Dm7
- Hovedområde: F-mol, med andre klangområder undervejs
- Stil: groovebaseret jazz med blues- og soulpræg
Herbie Hancock og Empyrean Isles
Cantaloupe Island findes på Empyrean Isles fra 1964. På Herbie Hancocks officielle albumside beskrives den tilbagevendende vamp som en central del af nummerets karakter.
Albummets besætning samler Hancock med Freddie Hubbard, Ron Carter og Tony Williams. Når du lytter, er det værd at følge både melodistemmen og rytmegruppens måde at holde forløbet levende på.
Nummeret fungerer godt som eksempel på, at gentagelse ikke behøver være ensformig. En fælles figur giver lytteren et holdepunkt, mens små ændringer i frasering, anslag og akkompagnement kan få stor virkning.
Lyt til Cantaloupe Island med Herbie Hancock
Herbie Hancock – Empyrean Isles
Albumindspilningen fra Empyrean Isles er et oplagt holdepunkt for nummerets klaverfigur og samspil. Her er den i Rudy Van Gelder-remasteren fra 1999, officielt distribueret af Universal Music Group. Hancocks egen albumside fremhæver vampen, som også vender tilbage mellem solokorene.
Åbn indspilningen på YouTube, hvis afspilleren ikke vises.
Tre ting at lytte efter
- Den tilbagevendende figur: Følg klaverets rytme, mens melodistemmen spiller. Prøv at klappe figuren og holde en rolig puls med foden.
- Farveskiftene: Lyt efter forskellen på de længere akkordområder. Syng en fællestone, og mærk, hvordan dens virkning ændrer sig med akkompagnementet.
- Vamp og soloform: Følg overgangen mellem solo og mellemspil. Tæl ikke automatisk alle takter som én ubrudt gentagelse af artiklens 16-takters øveform.
Fra lytning til sammenspil: Aftal, hvem der spiller den bærende figur, og lad den anden akkompagnatør give plads. Artiklen gennemgår klingende Fm7, D♭7 og Dm7 i en almindelig jamform; den gengiver ikke hele pladens arrangement. Beslut på forhånd, om I vil bruge vampmellemspil.
Formen: fire klangblokke
En almindelig 16-taktersudgave kan overskues som fire grupper på fire takter:
- Fire takter Fm7
- Fire takter D♭7
- Fire takter Dm7
- Fire takter Fm7
Dette er et formkort i klingende tonearter. Intro, vampmellemspil og gentagelser kan komme oveni, afhængigt af arrangementet. Den oprindelige indspilnings samlede opbygning er derfor ikke nødvendigvis identisk med en jamversions soloform.
Øv at høre fire takter som en samlet frase. Hvis du tæller hver akkord som en enkelt hændelse uden at mærke dens længde, kan du let skifte for tidligt eller blive hængende for længe.
Tre akkorder med forskellige toner
Begynd med at kende akkordernes grundtoner og tertser. De enkle firklange er:
- Fm7: F – A♭ – C – E♭
- D♭7: D♭ – F – A♭ – C♭
- Dm7: D – F – A – C
Du kan allerede se, hvorfor én molskala ikke beskriver hele forløbet. D♭7 har C♭, mens Dm7 har A. Samtidig er tonen F fælles for alle tre akkorder.
Den fælles tone giver en nyttig øvelse: spil F gennem akkordskiftene og hør, hvordan dens funktion ændrer sig. Den er grundtone i Fm7, terts i D♭7 og molterts i Dm7.
En tone behøver altså ikke flytte sig for at ændre udtryk. Det er en vigtig erfaring, når du vil bygge en solo med sammenhæng frem for at skifte til et nyt mønster ved hver akkord.
Skiftet fra D♭7 til Dm7
De to akkorder ligger tæt i grundtone, men har forskellig kvalitet. D♭7 er en dominantseptimakkord, mens Dm7 er en molseptimakkord. Flytter du bare alle toner en halv tone op, rammer du ikke automatisk Dm7.
Prøv i stedet at forbinde D♭ med D, beholde F og lade A♭ gå op til A. Det gør ændringen tydelig med få toner. C♭ kan bevæge sig til C, hvis du også vil have septimen med.
Spil forbindelsen langsomt som to akkordklange. Brug derefter samme bevægelser i en enstemmig frase. Nu arbejder du med det faktiske skift frem for blot et nyt skalanavn.
Tre improvisationsøvelser
1. Én tone og mange rytmer
Spil et helt chorus med F som eneste tone. Variér fraselængde, pauser, register og ansats. Lyt efter, hvordan akkordernes skift ændrer oplevelsen af den samme tone.
Tilføj først flere toner, når du kan holde både form og groove. Øvelsen viser, hvor meget musik der kan ligge i rytmiske valg alene.
2. Ét motiv med tilpassede toner
Lav en kort figur med to eller tre toner over Fm7. Behold rytmen over D♭7, men vælg toner fra den nye akkord. Gør det samme over Dm7 og vend tilbage til din oprindelige idé over Fm7.
Prøv bagefter at gøre tilpasningerne mindre tydelige ved at bruge fællestoner. Målet er at høre en idé, som udvikler sig gennem formen, ikke fire uafhængige mini-soloer.
3. Øv kun overgangene
Gentag de sidste to takter af ét klangområde og de første to i det næste. Gør det for alle overgange, også tilbagekomsten fra Fm7 til næste chorus.
Overgange er ofte sværere end selve akkorderne. Når de fungerer, kan du sætte de fire-taktersområder sammen igen og improvisere mere frit.
Groovet som fælles holdepunkt
En tilbagevendende klaverfigur er ikke bare baggrund. Den er en del af arrangementets identitet og hjælper hele gruppen med at holde en fælles karakter.
Spiller både klaver og guitar, så aftal roller. Den ene kan bære hovedfiguren, mens den anden spiller mere sparsomt eller holder pause. To næsten ens figurer med forskellig placering kan gøre rytmen uklar.
Som solist kan du prøve at svare på figuren i stedet for at spille hen over den hele tiden. En frase, der begynder i et af dens mellemrum, kan skabe et tydeligt samspil.
Cantaloupe Island til en jam session
Aftal tempo, intro og hvordan soloerne organiseres. Få især afklaret, om I spiller direkte gennem 16-taktersformen, eller om der kommer vampmellemspil mellem solisterne.
Rytmegruppen bør kende de fire-taktersområder sikkert. Hvis en solist spiller frit omkring skiftet, må akkompagnementet stadig holde den aftalte form. Lyt efter hinanden uden at opgive de fælles holdepunkter.
Aftal også, hvordan temaet vender tilbage, og hvem der signalerer slutningen. Et groove kan fortsætte overbevisende længe, men en samlet afslutning kræver et fælles valg.
Lyt til Empyrean Isles
Begynd med indspilningen fra 1964. Følg først akkordområderne og tæl fire takter ad gangen. Lyt derefter til samspillet mellem melodistemmen og den tilbagevendende figur.
På næste gennemlytning koncentrerer du dig om trommer og bas. Undersøg, hvordan de skaber bevægelse, mens den overordnede karakter bliver ved med at være genkendelig. Prøv at efterligne princippet i din egen gruppe med færre virkemidler.
Arbejd videre med groovebaseret jazz
Læs også om Watermelon Man, hvor Hancock bruger en anden 16-taktersform. So What giver et andet perspektiv på improvisation over længere klangområder.
Find flere numre i vores oversigt over jazzstandarder.
Kilder
Herbie Hancock: Empyrean Isles og Decca: Empyrean Isles og besætning. Formkort og øvelser er en pædagogisk gennemgang af en almindelig jamversion.