“Cold Duck Time” er træning i et vedholdende groove med korte fælles figurer og breaks. Det er let at komme i gang med tonerne; præcisionen ligger i pauserne og i at komme tilbage sammen.
Historik
Eddie Harris skrev nummeret. Den centrale lyttereference er Swiss Movement med Les McCann og Harris, optaget live på Montreux Jazz Festival i 1969. Hans eget website angiver også kompositionen blandt hans værker. Musikken forener jazzimprovisation med et tydeligt backbeat.
Analyseret version, klingende toneart og form
Her bruges Learn Jazz Standards’ C-instrumentudgave i klingende F, 4/4 og lige ottendedele. Soloarbejdet følger 12-takters grundforløbet. De noterede hits og breaks skal øves særskilt; et bluespræg er ikke tilladelse til at erstatte afslutningen med et almindeligt V–IV–I-skema.
Harmonik
F7 og B♭7 danner hovedkontrasten. F7’s A og E♭ møder B♭7’s D og A♭, så to små bevægelser kan markere skiftet. Mod afslutningen kommer D♭6/9 og E♭6/9 ind som farveklange før hjemkomsten til F.
D♭6/9 indeholder D♭–F–A♭–B♭–E♭. E♭6/9 kan høres som samme struktur en hel tone højere. De har en anden klang end dominanter med lille septim. Lad især bassen og de øverste toner gøre forskellen tydelig.
Konkrete øvelser
- Spil et kort riff på F og E♭. Gentag otte gange uden at ændre tempo eller længden på pausen.
- Øv F7–B♭7 langsomt med kun terts og septim. Syng A–A♭ og E♭–D hver for sig.
- Spil D♭6/9–E♭6/9 som en isoleret øvesløjfe og flyt samme voicing en hel tone. Slut derefter på en enkel F-klang.
- Øv det noterede break uden melodi: klap hittet, tæl pausen og spil den fælles genindgang. Tilføj først temaet, når gruppen rammer samlet.
Jamråd
Aftal F og lige ottendedele. Vælg, hvem der giver tegn til breaks, og lad trommerne holde en indre puls gennem dem. Et stabilt backbeat kan godt spilles svagt; mere energi behøver ikke komme fra højere lydstyrke.
Sammenlign med The Chicken og Jive Samba. Optag et kor af hvert nummer og lyt til, hvordan jeres pauser og basfigurer skaber forskellige grooves.