Vælg en side

“Come Rain or Come Shine” viser, hvor meget musik der kan ligge i en gentaget tone. Harold Arlens melodi holder ofte fast i samme tonehøjde, mens harmonik og rytmisk betoning ændrer dens betydning. Nummeret er et godt sted at øve intensitet uden at spille tæt og at høre, hvordan en duråbning kan føre til en afslutning i mol.

Kort om Come Rain or Come Shine

  • Musik: Harold Arlen.
  • Tekst: Johnny Mercer.
  • År: 1946.
  • Oprindelse: musicalen St. Louis Woman.
  • Form: 32 takter, ofte beskrevet som A1–B–A2–C med otte takter pr. del.
  • Toneart i denne gennemgang: F-dur med en vigtig bevægelse mod D-mol, klingende.
  • Stil: ballade, swing og soulprægede fortolkninger.

Fra musical til jazz og soul

Arlen og Mercer skrev sangen til St. Louis Woman i 1946. Siden har den vist sig særdeles fleksibel: En langsom vokalfortolkning og en energisk jazzudgave kan begge bevare melodiens insisterende karakter.

Hør Ray Charles på The Genius of Ray Charles og sammenlign med Art Blakey and the Jazz Messengers på Moanin’. Bill Evans’ version på Portrait in Jazz giver endnu et perspektiv. Lyt til, hvordan musikerne får gentagelser til at udvikle sig gennem dynamik, artikulation og akkorderne under melodien.

Formen: ens begyndelser, forskellig retning

En praktisk opdeling er fire afsnit på otte takter: A1, B, A2 og C. Det tredje afsnit minder om det første, men får en anden funktion i den samlede bevægelse. Derfor er det nyttigt at lære de to A-forløb sammen med deres efterfølgende afslutninger.

Du kan møde andre formbetegnelser, som samler de sidste 16 takter i én større del. Aftal først og fremmest, at den almindelige korus er 32 takter, og brug melodien til at gøre afsnittene hørbare. Formbogstaver er hjælpemidler, ikke noget publikum skal kunne høre som etiketter.

Spil de første 16 takter og derefter de sidste 16. Find det sted, hvor anden halvdel tager en ny retning. Syng afslutningen flere gange, så du ikke forventer en automatisk tilbagevenden til samme durklang som i begyndelsen.

Gentagne toner er ikke stillestående musik

Prøv en selvstændig øvelse på tonen A. Spil den fire gange med samme styrke og længde. Gentag derefter med en lille opbygning og en tydelig afslutning. Du vil høre, at en frase kan få retning uden at skifte tonehøjde.

Tilføj nu akkorderne Fmaj7, A7 og Dm under den samme A-tone. Tonen er terts i Fmaj7, grundtone i A7 og kvint i Dm. Det er den samme klingende tone, men dens funktion ændrer sig. Øvelsen viser, hvorfor harmonikken er så vigtig for oplevelsen af en melodisk gentagelse.

Gå derefter tilbage til temaets præcise rytme. Bevar melodiens genkendelighed, og lad dine ansatser og pauser skabe personlighed. Du behøver ikke tilføje mange ekstra toner for at gøre en fortolkning til din egen.

Fra F-dur mod D-mol

En enkel model for en central bevægelse er Fmaj7 – A7 – Dm. A7 peger mod den relative mol. C♯ i A7 går en halv tone op til D, mens G kan falde til F. Begge forbindelser gør destinationen tydelig.

Sammenlign A7 med Am7. Den store terts C♯ giver dominanten en anden retning end C i molakkorden. Spil dem efter hinanden med samme register og rytme, og fortsæt til Dm. Syng C–C♯–D som en lille øvelse i den ændrede forventning.

Modellen er ikke hele sangens skema. Nummeret har flere omveje og kontraster, som skal læres i den konkrete version. Brug de korte forbindelser til at forstå forløbet, og sæt dem derefter tilbage i melodiens sammenhæng.

Slutningen skal høres som et mål

I den beskrevne F-durudgave får D-mol en afgørende rolle ved afslutningen. Det er en del af nummerets særlige balance mellem dur og mol. Hvis du forventer F som endelig hvile, kan du komme til at spille en frase, der peger forbi den faktiske landing.

Øv de sidste otte takter med melodi og basgrundtoner. Spil dem derefter ind i næste korus. Du skal både kunne afslutte nummeret overbevisende og fortsætte formen, når soloen ikke er færdig. Aftal den endelige slutklang med gruppen.

Tre øvelser til intensitet med få toner

  1. Én tone, flere funktioner. Hold A gennem Fmaj7–A7–Dm. Lyt til farveskiftene og variér derefter kun rytmen, mens tonehøjden bliver.
  2. En tydelig molopløsning. Spil en kort frase over A7, som lander på D eller F i Dm. Gentag med en pause før landingen, så forventningen bliver hørbar.
  3. To halvdele, én fortælling. Improvisér en 32-takters korus med samme lille rytmiske motiv i begge halvdele. Tilpas sluttonerne til harmonikken, og lad slutningen få sin egen vægt.

Akkompagnement og rytmisk aftale

Akkompagnatører kan hjælpe de gentagne meloditoner ved at lade harmonikken bevæge sig klart under dem. Undgå at slå en stor akkord an ved hver gentagelse. Få præcise voicings giver ofte mere plads til den rytmiske spænding.

Aftal om fornemmelsen er swing, en lige soulpræget puls eller en ballade med større frihed. Lyt til, om bas, trommer og komp fortæller samme rytmiske historie. En mere intens solo behøver ikke føre til et hurtigere grundtempo.

Inden I tæller ind

Bekræft klingende toneart, tempo, form og slutklang. Prøv også Georgia on My Mind for dur-molfarver eller Night and Day for gentagne meloditoner. Se oversigten over jazzstandarder.

Kilder og videre lytning