“Easy to Love” begynder med en molfarve, selv om den analyserede jamversion har G-dur som hjem. Det giver melodien en særlig blanding af lethed og længsel. For improvisatoren er sangen god træning i at høre, hvor musikken er på vej hen, før den faktisk lander på tonika.
Historik: to stadier i Cole Porters sang
Cole Porter skrev både musik og tekst. Library of Congress dokumenterer, at “Easy to Love” oprindelig blev skrevet til Anything Goes fra 1934 og omskrevet til filmen Born to Dance i april 1936. Den kendte filmforbindelse fra 1936 og den tidligere tilblivelse er derfor begge relevante. Sangen kendes også som “You’d Be So Easy to Love”.
Det er nyttigt at skelne mellem den historiske scene- og filmudgave og den form, et jazzband bruger til soloer. Her arbejder vi med et almindeligt 32-takters jamkor. Verse og særlige slutninger fra andre arrangementer skal aftales særskilt.
Analyseret version: klingende G, 32 takter ABAC
Guiden bruger klingende G-dur, 4/4 og ABAC-form med fire afsnit på otte takter. De første og tredje felter deler begyndelsesmateriale, mens de efterfølgende felter afslutter forskelligt. Formen kan også beskrives som to 16-takters halvdele med en ændret slutning.
Lær ikke kun begyndelsen. Syng sidste del af hver halvdel og mærk, hvilken afslutning der fører videre, og hvilken der samler hele koret. Det gør det lettere at holde formen under improvisation, hvor melodien ikke bliver spillet ordret.
Harmonik: hjemtonearten viser sig undervejs
Begyndelsen med Am7 og Dm7 giver en anden farve end den forventede Am7–D7-kadence til G. Dm7 indeholder F, mens D7 indeholder Fis. Den lille forskel er værd at høre tydeligt. Når D7 senere peger mod G, skærpes retningen gennem Fis som ledetone.
G-klangen er derfor et mål snarere end en konstant begyndelsesposition. C7 kan give bluesfarve, og E7 kan pege videre mod Am7. Over E7 er Gis den karakteristiske terts. Du kan markere bevægelsen med G–Gis–A og stadig spille en kort, sangbar frase.
I den sidste del kan F7 føre mod G i en anden type hjemkomst end D7–G. Hør den som en særskilt farve i den valgte jamversion. Brug ikke samme automatiske dominantfrase over alle septimakkorder; spørg, hvilken tone der faktisk hjælper dig videre til næste klang.
Fire konkrete øvelser
- Sammenlign Dm7 og D7. Spil klangene langsomt, og syng F og Fis. Sæt dem derefter ind efter Am7. Lyt efter forskellen mellem den bløde farve og den mere målrettede kadence.
- Vent med at lande. Improvisér en kort frase, der begynder over Am7 og først får en tydelig afslutning ved G. Brug pauser undervejs, så du ikke behøver fylde hvert slag for at bevare retningen.
- Find E7’s farvetone. Spil G–Gis–A over en overgang fra G-området gennem E7 til Am7. Syng linjen, før du spiller. Lav derefter en ny rytme med de samme tre toner.
- Øv de to afslutninger. Spil første A ind i B og derefter tredje felts A ind i C. Hold begyndelserne ens og gør forskellen i slutningen tydelig. Gentag uden nodeblad, til du kan høre hele koret.
Jamråd
Aftal toneart og 32-takters soloform før optælling. Fortæl, om et verse er med i temaets indledning. Vælg et tempo, hvor melodien stadig kan fraseres naturligt, og hold første solokor enkelt. Hvis en sanger ændrer toneart, følger kadencernes funktioner med. Giv en klar overgang til næste solist, og aftal på forhånd, om slutningen er kort eller bruger en ekstra gentagelse.
Arbejd videre
Sammenlign Porters farveskift med I Concentrate on You og den længere form i I’ve Got You Under My Skin. Brug It Had to Be You til at øve korte dominantlinjer i et andet sangforløb.
Kilder
- Library of Congress: Cole Porter Collection – skrevet til Anything Goes, omskrevet til Born to Dance i 1936.
- Johns Hopkins University, Levy Music Collection: Easy To Love – historisk nodeudgave.
- Jazz Shiryokan: Easy To Love – G-dur, 32-takters ABAC-form og harmonisk reference.
- AllSolos: Easy to Love – alternativ formbeskrivelse som to beslægtede halvdele.