“I Could Write a Book” er en swingstandard med en direkte melodi og masser af bevægelse i harmonikken. Den kan spilles lyst og ubesværet, men kræver et godt overblik, når tempoet stiger. Tricket er at høre de længere forbindelser, så hver ny akkord ikke bliver en ny begyndelse.
Nummeret er særligt nyttigt, når du vil forbinde durvendinger med korte besøg i mol. De kendte funktioner dukker op i nye sammenhænge, og det giver et godt træningsrum for både gehør og improvisation. Vi bruger klingende C-dur i øvelserne her.
Fakta om I Could Write a Book
- Musik: Richard Rodgers.
- Tekst: Lorenz Hart.
- År: 1940.
- Oprindelse: musicalen Pal Joey.
- Form: 32 takter, ABAC.
- Toneart: ofte C-dur i jazzsammenhæng; Miles Davis’ kendte indspilning er i E♭-dur.
En sang fra scenen i jazzens repertoire
Gene Kelly og Leila Ernst introducerede nummeret i Pal Joey. Sangen blev senere en del af repertoiret hos både vokalister og instrumentalister. Miles Davis’ indspilning på Relaxin’ with the Miles Davis Quintet er et oplagt sted at begynde sin lytning.
Lyt efter, hvordan melodien holdes samlet over den aktive rytmegruppe. Prøv at synge de vigtigste fraser, før du ser på akkorderne. Spil derefter en egen frase med samme rytmiske karakter. Det gør melodien til et praktisk udgangspunkt for improvisation frem for blot et tema, som overstås før soloerne.
Formen: kend begge veje ud af A
ABAC betyder fire afsnit på otte takter. Første og tredje afsnit er beslægtede, mens B og C giver forskellige fortsættelser. Det er derfor værd at øve de to overgange direkte: A til B og A til C.
Spil de sidste to takter af et A-afsnit og de første to af fortsættelsen. Gentag først med B og derefter med C. Syng bassens vigtigste toner, og mærk forskellen på de to forbindelser. Når du kender overgangene, bliver hele formen lettere at holde sammen på.
Øv også et chorus, hvor du kun spiller i de fire første takter af hvert afsnit. Tæl videre i pauserne og kom sikkert ind igen. Den øvelse afslører, om du hører formen, eller om du primært følger fingrenes bevægelse fra akkord til akkord.
Fra durvending til relativ mol
A-materialets harmoniske verden har nære forbindelser til I–vi–ii–V. Som en selvstændig øvemodel i C-dur kan du bruge Cmaj7–Am7–Dm7–G7. Spil først en enkel linje gennem akkordtonerne og find derefter fællestoner mellem naboakkorderne.
Et vigtigt supplement er molkadencen mod Am: Bm7♭5–E7–Am. Her er B internationalt B, altså dansk H. Hør forskellen på at spille Am som en del af C-dur og at gøre Am til et tydeligt lokalt mål gennem dets egen dominant.
Prøv linjen D–D–C over de tre molkadenceakkorder. D er terts i Bm7♭5, septim i E7 og C er molterts i Am. Den beskedne bevægelse giver en tydelig opløsning. Tilføj derefter G♯ før A, så du også mærker dominantens ledetone.
De korte modeller er øvelser i funktion og stemmeføring. Kontrollér jeres konkrete akkordforløb, før du beslutter, hvor idéerne skal bruges i selve sangen.
Tre øvelser til en sammenhængende solo
- Ét rytmisk aftryk. Vælg en rytme med højst fire anslag og brug den gennem et helt A-afsnit. Tilpas tonerne til harmonien. Prøv at gøre rytmen genkendelig uden at gentage præcis samme tonefølge.
- Dur og mol i dialog. Spil durmodellen og molkadencen efter hinanden. Begynd med hele eller halve noder. Lav derefter en kort frase over hver, og lad anden frase svare på den første.
- En linje over taktstregen. Begynd en frase sent i en takt og lad den lande i den næste. Hold pausen bagefter. Øvelsen hjælper dig med at undgå et nyt udsagn ved hver taktstreg.
Tempo uden hastværk
Når sangen spilles hurtigt, kan du øve med færre anslag frem for at forsøge at presse alle dine idéer ind. Brug først halve noder, derefter fjerdedele og til sidst enkelte ottendedelsgrupper. Bevar samme tydelige mål i alle tre udgaver.
For rytmegruppen er korte, præcise svar ofte nok. Pianist og guitarist kan vælge forskellige registre og undgå at fylde samtidig. Bassisten kan gøre de lokale ankomster tydelige, mens trommeslageren holder en stabil swingbevægelse og lytter til frasernes længde.
Tag nummeret med til en jam
Aftal den klingende toneart tydeligt. En musiker, der kender C-dur fra nodebogen, og en anden, der har lært E♭-dur fra en indspilning, kan ellers begynde i hver sit landskab. Transponerende blæsere skal derefter vælge deres tilsvarende skrevne toneart.
Aftal også tempo, intro, soloorden og afslutning. Du kan arbejde videre med beslægtede swingudfordringer i If I Were a Bell og undersøge en anden Rodgers og Hart-standard i My Romance. Vend tilbage til “I Could Write a Book” med fokus på én klar idé ad gangen.
Kilder og videre lytning
- Jazz Guitar Comprehensive: I Could Write a Book – oprindelse, form, tonearter og harmonisk overblik.