“I Cover the Waterfront” er en ballade, hvor pauserne kan have lige så meget vægt som tonerne. Johnny Greens melodi rummer en rolig længsel, mens harmonikken giver små kromatiske bevægelser under overfladen. Nummeret er et godt sted at øve sangbar klang, tålmodige fraser og et akkompagnement, der holder pulsen levende med få anslag.
Kort om I Cover the Waterfront
- Musik: Johnny Green.
- Tekst: Edward Heyman.
- År: 1933.
- Baggrund: inspireret af Max Millers bog fra 1932 med samme titel.
- Form: 32 takter, AABA med forskellige afslutninger, ofte betegnet A1–A2–B–A2.
- Toneart i denne gennemgang: G-dur, klingende.
- Stil: især ballade og roligt swing.
En sang med forbindelse til bog og film
Sangen og filmen I Cover the Waterfront forbindes begge med Max Millers bog. Nummeret fik sit eget liv på plade i 1933 og blev en del af repertoiret hos blandt andre Louis Armstrong og senere Billie Holiday. Det er derfor værd at høre sangen som mere end et filmtema.
Begynd med Billie Holidays version fra 1941 og sammenlign med Lester Youngs fortolkning med Nat King Cole og Buddy Rich. Lyt efter frasernes placering i forhold til pulsen. En melodi kan lyde fri og afslappet, selv om musikeren hele tiden har et klart billede af formen.
Formen: genkendelige begyndelser og forskellige mål
Tre A-afsnit omgiver broen, og hver del er otte takter. Første A og den senere variant har forskellige afslutninger. Den ene fører tilbage til mere materiale, mens den anden kan lede mod broen eller afslutte korussen.
Lær derfor temaet fra begyndelse til slutning. Syng de sidste to takter af hvert A-afsnit, og mærk, hvad der skal komme bagefter. Denne lille øvelse giver ofte mere sikkerhed end blot at gentage den velkendte åbningsfrase.
Der findes et indledende vers, som ofte udelades i instrumentale jamudgaver. Hvis en sanger bruger verset, skal alle kende overgangen til den almindelige 32-taktersdel. Aftal også, om en intro går direkte ind i temaet eller begynder med et frit forspil.
En åbning, der leder hjem
I G-durudgaver kan begyndelsen tage udgangspunkt i Em eller en beslægtet dominantfarve, som leder videre mod D7 og G. Som en enkel øvemodel kan du sammenligne Em7 – D7 – Gmaj7 med A7 – D7 – Gmaj7. De giver forskellige farver, selv om begge kan skabe bevægelse mod G.
Spil dem langsomt og hold den øverste stemme så rolig som muligt. Hør især C i D7 som en tone, der kan falde til B i Gmaj7. B er her internationalt B, altså dansk H. Denne halve tone er et enkelt holdepunkt, når resten af harmonikken bliver mere udsmykket.
De korte modeller viser retning og er ikke hele sangens akkordskema. Følg den konkrete melodi og harmonisering, I har valgt. En anden åbningsakkord kan ændre, hvilke toner der fungerer godt i et svar eller en kompfigur.
Kromatik i små skridt
En typisk jazzfarve er at forbinde diatoniske akkorder med en formindsket gennemgangsklang. I G-dur kan du øve Bm7 – B♭dim7 – Am7 – D7. Grundtonernes fald B–B♭–A giver et overskueligt spor gennem forbindelsen.
Spil først grundtonerne alene som en melodi. Tilføj derefter en lille voicing til hver akkord. Hold samme register, så de enkelte stemmers bevægelse kan høres. En formindsket akkord bliver lettere at forstå, når du ved, hvad den forbinder, frem for blot at behandle den som et særskilt greb.
Som solist kan du lade den kromatiske grundtonebevægelse indgå i en kort frase og derefter lande tydeligt. Prøv også at lade én tone blive liggende, mens akkorderne flytter under den. Lyt efter, hvordan samme tone ændrer funktion fra klang til klang.
Broen som spørgsmål og svar
Broens melodiske forløb kan høres som udsagn og svar i forskellige registre. Syng det først uden at tænke på akkordsymboler. Hør, hvor et udsagn står åbent, og hvor svaret fører videre. De større intervaller skal have samme sangbare sammenhæng som A-afsnittenes mere rolige bevægelser.
Øv et spring ved at synge måltonen først og derefter sætte optakten foran. På instrumentet kan du gøre det samme: Spil destinationen, hør klangen, og gå tilbage til frasens begyndelse. Det er især nyttigt på et blæseinstrument, hvor et usikkert indre øre hurtigt kan mærkes i ansatsen.
Tre øvelser til ro og retning
- Hold pausen levende. Spil en melodisk frase og hold derefter en hel takts pause. Lad pulsen fortsætte indvendigt. Kom ind igen uden at skynde dig.
- Syng den faldende forbindelse. Brug Bm7–B♭dim7–Am7–D7 og følg én stemme. Tilføj først flere toner, når du kan høre næste klang før anslaget.
- Øv bro og sidste A. Spil de to dele sammen med melodi. Gentag derefter med en enkel improvisation, som stadig viser broens kontrast og hjemkomsten.
Akkompagnement med få anslag
En ballade kræver en stabil fælles tid, selv når ingen spiller på alle slag. Prøv at lade kompen markere udvalgte harmoniske mål. Lyt til melodien, før du fylder et mellemrum med en figur.
Klaver og guitar kan bruge små stemmebevægelser, mens bas og trommer holder forløbet roligt. Solisten kan variere ansats og tonelængde uden at ændre grundtempoet. Aftal tydeligt, hvem der leder, hvis temaet spilles rubato før en fast puls.
Inden I spiller sammen
Aftal klingende toneart, tempo, vers eller intro og afslutning. Bekræft åbningens harmonik, hvis I bruger forskellige udgaver. Prøv også Johnny Greens Out of Nowhere eller Body and Soul. Se oversigten over jazzstandarder.