“I Got It Bad” har en melodi, der åbner med et stort spring og derefter finder en mere rolig vej gennem små bevægelser. Duke Ellingtons ballade kræver et sikkert øre og en klang, som kan bære lange fraser. Den er et godt sted at øve at forbinde et dramatisk øjeblik med en enkel, sangbar fortsættelse.
Kort om I Got It Bad
- Fuld titel: I Got It Bad (and That Ain’t Good).
- Musik: Duke Ellington.
- Tekst: Paul Francis Webster.
- År: 1941.
- Oprindelse: revyen Jump for Joy, introduceret af Ivie Anderson.
- Form: 32 takter, AABA, med otte takter pr. afsnit.
- Toneart i denne gennemgang: G-dur, klingende.
- Stil: især ballade.
Ellington, Anderson og melodisk karakter
Sangen blev introduceret i Jump for Joy i 1941 og indspillet af Ellingtons orkester med Ivie Anderson samme år. Lyt til den tidlige version for forholdet mellem stemmen, Johnny Hodges’ klang og orkestrets støtte.
Sammenlign med Thelonious Monk på Plays Duke Ellington. Du kan høre, hvordan en anden ansats og harmonisk tæthed giver melodien et nyt perspektiv. Undersøg især, hvor meget af udtrykket der kommer fra tonelængde og placering frem for fra ekstra toner.
Formen: AABA med melodien som holdepunkt
Tre A-afsnit omgiver broen, og hver del er otte takter. Formen er overskuelig, men temaets register og de hurtigere harmoniske forbindelser mod nogle fraseafslutninger kræver opmærksomhed.
Spil først melodien med jævn puls. Syng derefter begyndelsen på hver del og mærk resten indvendigt. Når du kan høre broens indgang uden et skema, spiller du en korus med en meget enkel improvisation.
Øv sidste halvdel særskilt. Broen og sidste A skal være lige så velkendte som åbningen. Hvis det store første spring får al din øvetid, kan du blive sikker i de første sekunder og usikker senere i nummeret.
Et spring på en none
Et karakteristisk melodisk øjeblik er det store spring på en none, en oktav plus en sekund. I den beskrevne G-durudgave kan det forstås fra D til E i næste register. Syng måltonen først, gå tilbage til udgangspunktet og forbind derefter tonerne.
Øv først i et behageligt register og uden at presse klangen. På blæseinstrument eller i sang kan du planlægge luft og ansats. På klaver og guitar kan dynamikken hjælpe tonerne med at høre til samme frase, selv om afstanden er stor.
Spil bagefter hele sætningen. Springet er ikke et isoleret teknisk trick; det får sin betydning fra det, der kommer før og efter. Lad fortsættelsen falde til ro uden at miste intensiteten.
Harmonisk retning i G-dur
En enkel grundmodel er G – Em – A7 – D7, som viser forbindelsen mellem tonika, den relative mol og dominanterne på vej hjem. Sangen udvider denne familie af bevægelser med flere mellemled, så modellen er en forberedelse og ikke et fuldt akkordskema.
Spil først grundtonerne og syng én forbindende stemme. G kan ligge i Em og fortsætte som septim i A7. Derefter kan F♯ i D7 pege op til G. Du får en enkel retning, som ikke kræver et stort melodisk løb.
Øv også at høre forskellen mellem A7 og Am7. Den store terts C♯ i A7 giver en anden forventning end C i Am7. Hold rytmen ens, når du sammenligner, så farveskiftet bliver tydeligt.
Broens dur-molfarve
Broen bruger en vigtig bevægelse fra dur til mol på fjerde trin. I G-dur kan du øve C – Cm – G. Følg E–E♭–D som en lille faldende stemme. Tre toner gør skiftet tydeligt og sangbart.
Prøv at holde G som fælles tone i en anden stemme. Du kan høre, hvordan ro og bevægelse findes samtidig: Én tone bliver, mens en anden ændrer klangen. Som akkompagnatør kan du bruge netop sådanne små forbindelser til at støtte melodien.
Sæt bagefter uddraget ind i den konkrete bro. Lær dens videre vej og slutning, så du kan høre sidste A nærme sig. Det lokale farveskift er kun én del af hele forløbet.
Tre øvelser til en sikker ballade
- Spring og fortsættelse. Syng måltonen i det store interval og spil derefter hele frasen. Bevar samme klanglige intention på begge sider af springet.
- To stemmer gennem C–Cm–G. Hold G i én stemme og lad E–E♭–D bevæge sig i en anden. På et melodiinstrument spiller du stemmerne efter hinanden og synger den anden indvendigt.
- Få toner gennem hele formen. Improvisér med højst én kort frase pr. firetaktersgruppe. Lad temaet fortsætte i pauserne, og kontrollér, at broen kommer på det rigtige sted.
Klang og fælles tid
En ballade med stort register kræver ikke et stort lydtryk hele tiden. Lad dynamikken udvikle sig gennem frasen, og giv de mere rolige steder plads. En enkelt tone kan bære meget, hvis dens begyndelse og afslutning er bevidste.
Rytmegruppen kan fastholde en tydelig puls med få anslag. Klaver og guitar kan vælge små voicings, som følger stemmerne roligt. Bas og trommer skal ikke automatisk øge aktiviteten, når solisten bevæger sig op i registeret.
Inden I spiller sammen
Aftal klingende toneart, tempo, intro og slutning. En sanger kan have brug for en anden toneart på grund af melodiens register. Prøv også Sophisticated Lady og In a Sentimental Mood for mere Ellington. Se oversigten over jazzstandarder.