“Sophisticated Lady” har en melodi, hvor elegante spring og små kromatiske bevægelser hele tiden ændrer perspektivet. Duke Ellingtons ballade belønner omhyggelig lytning: En enkelt halv tone kan være forskellen mellem en frase, der bare passerer akkorderne, og en frase, der får dem til at hænge sammen. Nummeret er et godt valg, når du vil arbejde med intonation, stemmeføring og klang.
Kort om Sophisticated Lady
- Komponist: Duke Ellington.
- Tekstkreditering: Mitchell Parish og Irving Mills.
- Kendt fra: Ellingtons indspilning fra 1933; sangen begyndte som et instrumentalnummer.
- Form: 32 takter, AABA, med otte takter pr. afsnit.
- Almindelig toneart: A♭-dur, klingende, med en bro i G-dur.
- Stil: især ballade, med mange muligheder for personlig frasering.
Ellingtons orkester som udgangspunkt
Ellington og hans orkester introducerede nummeret på plade i 1933. Den tidlige indspilning er værd at høre, fordi melodien allerede dér har en tydelig instrumentalkarakter. Klang og frasering er en del af kompositionens virkning, ikke bare noget, der lægges oven på et akkordskema.
Lyt derefter til en vokalfortolkning med Sarah Vaughan og en klaverfortolkning med Thelonious Monk. Sammenlign især, hvordan de behandler melodiens kromatiske toner og pauser. Du behøver ikke efterligne deres anslag eller timing; brug forskellene til at opdage flere muligheder i selve sangen.
Formen er velkendt, harmonikken kræver opmærksomhed
Den almindelige form er AABA: otte takter A, endnu otte takter A, otte takter B og til sidst otte takter A. Det er en overskuelig ramme, men inde i de enkelte afsnit bevæger harmonikken sig hurtigt. Lær derfor melodien og de harmoniske landinger sammen.
Et godt første mål er at kunne høre begyndelsen på broen uden at tælle. Her flytter musikken fra A♭-dur til G-dur, en halv tone ned. Skiftet tilbage til sidste A skal være lige så tydeligt. Det er let at lade øret blive i G-dur lidt for længe, hvis du kun følger et velkendt fingersætningsmønster.
Øv først med en rolig, jævn puls. En ballade kan godt have fri frasering, men den fælles form skal stadig kunne mærkes. Tilføj først rubato, når du kan vende sikkert tilbage til tiden og ved, hvordan akkompagnementet følger med.
Kromatik som forbindelsesled
En vigtig del af nummerets udtryk er akkorder og meloditoner, som bevæger sig kromatisk. I almindelige A♭-udgaver møder du blandt andet en faldende dominantbevægelse som G♭7 – F7 – E7 – E♭7. Spil den langsomt og hør den som en samlet bevægelse frem for fire nye begyndelser.
En enkel øvelse er at lade tertsen falde med grundtonen: B♭ over G♭7, A over F7, G♯ over E7 og G over E♭7. Tonerne danner en kromatisk linje. Akkorderne rummer flere mulige forbindelser, men denne ene stemme er nok til at gøre retningen hørbar.
Det korte uddrag er ikke hele A-afsnittet. Sæt det ind i dit konkrete skema og spil melodien over det. Vær især opmærksom på, om en valgt voicing understøtter eller støder mod meloditonen. Når akkorderne skifter hurtigt, er færre velvalgte toner ofte mere brugbare end store greb, du ikke når at høre.
Broen: et nyt hjem en halv tone nede
G-dur i broen giver et andet klangligt udgangspunkt. Øv Am7♭5 – D7 – Gmaj7 som en forberedende forbindelse ind i området. Selv om den første akkord og dominanten har et molpræg, lander forbindelsen her i dur. Følg C i D7 ned til B i Gmaj7; B er international betegnelse for dansk H.
Øv derefter en enkel G-durfrase og besvar den i A♭-dur. Du træner at høre den halve tones afstand mellem broens centrum og sidste A. Hold samme rytme i begge fraser, så toneartsskiftet bliver det tydelige nye element.
Tre øvelser til en sikker ballade
- Syng den kromatiske linje. Spil dominantuddraget langsomt, og syng tertserne B♭–A–G♯–G. Spil derefter melodien i sammenhæng og find, hvor den støtter eller krydser den bevægelse.
- Forbind bro og sidste A. Øv de sidste fire takter af broen og de første fire af sidste A. Stop ikke ved sektionsgrænsen. Gentag, indtil skiftet til A♭ føles som en destination, du kan høre på forhånd.
- Spil tema med begrænset udsmykning. Bevar melodien og ændr kun én ting pr. frase: ansats, dynamik eller placering. Optag en gennemspilning og lyt efter, om linjen stadig er tydelig, når du giver den mere frihed.
Akkompagnement og melodisk plads
Melodiens spring og tætte bevægelser kræver luft omkring sig. Som akkompagnatør kan du begynde med to eller tre toner pr. akkord og koncentrere dig om forbindelserne. Undgå at markere alle harmoniske ændringer lige kraftigt. Frasens mål må gerne være tydeligere end vejen dertil.
Solisten kan arbejde med at holde en klang gennem en lang tone og lade næste ansats komme som et bevidst svar. En pause bliver mest overbevisende, når du stadig hører pulsen og næste harmoniske mål indvendigt. Det gælder både en sanger, en blæser og et instrument med kortere efterklang.
Inden I spiller sammen
Aftal klingende toneart, tempo, intro og slutning. Hvis temaet spilles rubato, skal gruppen vide, hvem der leder overgangen til fast puls. Prøv også In a Sentimental Mood og ’Round Midnight for mere arbejde med balladeklang. Se oversigten over jazzstandarder.