In a Sentimental Mood begynder med en molfarve og en opadgående melodisk bevægelse, som giver plads til en varm, sangbar klang. Under melodien kan små stemmeændringer skabe stor følelsesmæssig forskel.
Det er en god standard til at arbejde med intonation, lange toner og overgangen mellem beslægtede mol- og durklange. Den kræver også, at du ved, hvilken toneart og hvilket arrangement du faktisk spiller.
Fakta om In a Sentimental Mood
- Komponist: Duke Ellington
- Tekst: Manny Kurtz og Irving Mills
- År: 1935
- Form: 32 takter, AABA
- Almindelig jazzudgave: klingende d-mol og F-dur, med bro mod D♭-dur
- Ellingtons indspilning med John Coltrane bruger et andet tonalt udgangspunkt, b♭-mol og D♭-dur
- Stil: ballade
Ellingtons sang i flere versioner
Ellington indspillede In a Sentimental Mood med sit orkester i 1935. Den senere indspilning med John Coltrane er en anden central reference.
De to udgaver ligger ikke i samme toneart. Lytningen skal derfor bruges med opmærksomhed: et skema i d-mol og F-dur kan ikke uden videre spilles sammen med Coltrane-indspilningen.
Vælg først én version som reference og lær dens melodi og form. Sammenlign derefter med en anden og lyt til klang, register og rytmisk placering. Det gør det lettere at høre arrangementets betydning uden at forveksle det med selve kompositionen.
AABA med et nyt tonalt rum i broen
Den almindelige jazzform har fire afsnit på otte takter. A-materialet høres to gange, broen giver kontrast, og sidste A vender tilbage.
Syng begyndelsen af hvert afsnit og find den præcise overgang til broen. Øv derefter de sidste fire takter af broen sammen med første frase i sidste A.
En formøvelse er at spille kun de vigtigste melodiske landinger. Hold pauserne i tiden og tænk resten af temaet videre. Når du kan komme ind igen sikkert, har du et stærkere grundlag for friere frasering.
Et tydeligt udgangspunkt i d-mol
Her bruger vi klingende d-mol og F-dur som analyseudgave. Begynd med at høre D, F og A som en samlet molklang. Sammenlign derefter med F, A og C som F-dur.
F og A er fællestoner, men klangens tyngdepunkt ændrer sig. Syng F over begge akkorder. I d-mol er den molterts; i F-dur er den grundtone.
Det er en enkel måde at høre, hvordan en passage kan flytte lys og vægt uden at skifte alle toner på én gang. Sæt øvelsen i forbindelse med dit konkrete skema og melodien.
Den kromatiske linje i molklangen
Mange jazzskemaer fremstiller åbningen med en mollinje, som kan isoleres i modellen Dm – Dm(maj7) – Dm7 – Dm6.
Den bevægelige tone er D – C♯ – C – B. B betyder her dansk H. Spil linjen alene og hold derefter D, F og A som klangligt udgangspunkt, mens du undersøger de skiftende farver.
Modellen er en udbredt måde at øve en indre stemme på. Den er ikke en nøjagtig gengivelse af alle Ellingtons voicings eller et komplet akkordskema.
Lyt til en valgt indspilning og undersøg, om bevægelsen ligger i bassen, i en indre stemme eller bliver antydet af flere instrumenter.
Broen mod D♭-dur
I udgaven med d-mol og F-dur får broen en kontrast omkring D♭-dur. Som forberedende øvelse kan du spille E♭m7 – A♭7 – D♭maj7.
Brug G♭ – G♭ – F som overstemmelinje. Den går fra molterts til dominantseptim og videre til durterts. Syng den langsomt og lyt til den sidste halve tones opløsning.
Brug derefter jeres konkrete skema til broens fulde forløb og tilbagekomsten. Den korte model viser et tonalt mål, men ikke alle forbindelserne omkring det.
Tre øvelser til improvisation
1. Form den stigende frase
Tag et kort melodisk udsnit og syng det først uden instrument. Bestem, hvilken tone der er frasens mål. Spil bagefter med samme åndedræt og undgå at give alle ansatser lige stor vægt.
2. Lad en indre stemme bære soloen
Øv den kromatiske mollinje langsomt. Lav en enkel overfrase, som kun har to eller tre ansatser, mens den indre stemme bevæger sig. Du lærer at skabe retning uden at fylde melodien med nye toner.
3. Lær broens landing med øret
Spil den korte kadence mod D♭ og syng G♭ – G♭ – F. Hold derefter pause over dele af broen og kom ind igen ved den aftalte tilbagekomst. Kontroller formen med en optagelse.
Akkompagnement og klang
Klaver og guitar kan give melodien plads ved at vælge få, tydelige stemmer. En lille indre bevægelse kan være mere virkningsfuld end et stort nyt anslag.
Bas og trommer skal dele en fælles tidsfornemmelse, også når solisten spiller fleksibelt. Aftal, om en passage er fri, eller om den stadig har et fast antal takter.
Optag en gennemspilning og lyt til balancen. Kan melodien høres tydeligt? Understøtter akkorderne de lange toner? Er overgangen til broen fælles?
Til en jam session
Aftal klingende toneart og referenceversion før start. “Som med Coltrane” er en konkret arrangementsidé, som kræver mere afklaring end blot sangtitlen.
Afklar intro, tempo, soloform og sidste tema. Aftal også slutningen og eventuel gentagelse af sidste frase.
Lyt videre
Arbejd også med My Funny Valentine for kromatiske mollinjer og Stardust for lange melodiske forløb. Se standardoversigten for flere guider.
Kilder
JazzStandards.com: oprindelse, Jazz Guitar Comprehensive: versioner og form, Learn Jazz Standards: F- og D♭-områder og JazzGuitar.be: mollinje i en jazzudgave. Øvelserne bruger klingende toner.