“If I Had You” kan spilles som en varm ballade eller som et let swingnummer. Den genkendelige melodi bevæger sig gennem små kromatiske trin og større spring, mens broen giver en mørkere kontrast. Nummeret er et godt sted at arbejde med en tydelig melodisk idé, som beholder sin karakter gennem skift mellem dur og mol.
Kort om If I Had You
- Musik og tekst krediteres: James Campbell, Reginald Connelly og Ted Shapiro.
- År: 1928.
- Baggrund: britisk sangrepertoire, tidligt populariseret af Al Bowlly.
- Form: 32 takter, AABA med forskellige afslutninger, ofte betegnet A1–A2–B–A2.
- Toneart i denne gennemgang: B♭-dur, klingende, med et område omkring D-mol i broen.
- Stil: ballade eller swing.
En sang med plads til forskellige tempi
Sangen fik et tidligt liv som britisk ballade og blev senere en del af jazzrepertoiret. Benny Goodmans mindre besætninger viser en swingende tilgang, mens andre fortolkninger giver melodien mere langsom plads.
Hør Etta Jones på Don’t Go to Strangers og sammenlign med Art Blakey på A Night at Birdland, Vol. 2. Lyt til, hvordan melodiens korte afslutningsidé stadig er tydelig, selv når tempo og akkompagnement ændres. Sammenlign også de steder, hvor en sanger eller instrumentalist vælger at holde en tone længere.
Formen: AABA med forskellige veje videre
Grundformen består af fire afsnit på otte takter. De to første A-afsnit er beslægtede, men deres afslutninger har forskellige opgaver. Efter broen vender A2 tilbage som sidste del.
Lær først hele temaet med jævn puls. Spil derefter slutningen af A1 og A2 efter hinanden. Syng, hvad der skal komme bagefter. Når du kan høre forskellen, bliver det lettere at vide, om du er på vej til endnu et A eller ind i broen.
Prøv også at spille bro og sidste A som ét forløb. Den tilbagekomst skal være sikker både i tema og solo. En velkendt åbning kan ikke alene holde en hel korus sammen, hvis de senere forbindelser stadig er usikre.
Dur som udgangspunkt
I denne B♭-durudgave er Cm7 – F7 – B♭maj7 en nyttig grundforbindelse at øve. Den viser en tydelig ii–V–I. Følg E♭ i F7 ned til D i B♭maj7 og mærk, hvordan den lille bevægelse gør landingen hørbar.
Spil forbindelsen med få toner og et roligt tempo. Lav derefter en kort frase, der først slutter på F og næste gang på D over tonika. Begge toner passer, men de giver forskellig vægt. Lyt efter forskellen i stedet for kun at vurdere, om tonerne er rigtige.
Det korte eksempel er en øvemodel og ikke hele sangens akkordskema. Lær det konkrete arrangement med melodien, så du kender forbindelsernes placering og de eventuelle gennemgangsakkorder.
Broens molfarve
Broen åbner et område omkring D-mol, tredje trin i B♭-dur. Som forberedelse kan du spille Em7♭5 – A7 – Dm. Her giver C♯ i A7 retning op mod D, mens G kan falde til F.
Sammenlign denne molkadence med durforbindelsen mod B♭. Funktionelt er begge tydelige landinger, men stemningen ændres. Spil en lille rytmisk idé i begge områder og tilpas tonerne, så du stadig kan genkende den samme musikalske tanke.
Øv først broens klangområde alene og sæt det derefter tilbage i formen. Det er vigtigt at kunne høre både indgangen til mol og vejen tilbage til A-afsnittets dur. Et lokalt mål er en del af en større sætning.
Kromatiske trin som optakt
Små kromatiske bevægelser kan give en melodisk linje et elegant skub. Som en selvstændig øvelse kan du nærme dig D med C–C♯–D. Spil det langsomt og lad D have mere vægt end de to optaktstoner.
Flyt derefter samme idé til G–G♯–A. Du træner et mønster, som øret kan genkende, selv når tonenavnene ændres. Brug det sparsomt i improvisation og vælg måltonen ud fra akkorden, der faktisk kommer.
Et kromatisk løb er mest overbevisende, når man kan høre, hvad det leder hen til. Hvis du spiller det samme mønster ved alle skift, mister det hurtigt sin virkning. Lad pauser og mere enkle toner stå mellem de små farver.
Tre øvelser til melodi og kontrast
- Sammenlign A-afslutningerne. Spil de sidste to takter af A1 og A2 og fortsæt ind i næste del. Gentag uden at kigge i skemaet.
- Ét motiv i dur og mol. Brug en kort idé over ii–V–I i B♭ og besvar den over ii–V–i i D-mol. Bevar rytmen, men lad sluttonerne vise klangskiftet.
- Kromatisk optakt med pause. Spil tre toner mod et tydeligt mål og hold derefter en hel takts pause. Kontrollér, at du stadig hører formen under stilheden.
Balladeklang eller let swing
I balladetempo kan du forme hver tones længde og dynamik. I swing kan du gøre artikulationen lettere og lade korte svar skabe fremdrift. Begge tilgange kræver en stabil fælles puls, også når solisten lægger en frase lidt efter slaget.
Akkompagnatører kan støtte kontrasten mellem A og B med små ændringer i voicing og register. Det behøver ikke være et stort dynamisk skift. Bas og trommer kan fastholde retningen, så den mørkere molfarve ikke automatisk fører til et langsommere tempo.
Inden I tæller ind
Aftal klingende toneart, tempo, intro og slutning. Spiller I med en sanger, følger tonearten stemmen. Prøv Sweet Lorraine for let swing og I’ll Remember April for dur-molkontrast. Se oversigten over jazzstandarder.