Vælg en side

“Sweet Lorraine” er en standard, hvor en let melodi og et roligt swing kan skabe et helt musikalsk rum. Nummeret er tæt forbundet med Nat King Cole, men det fungerer også godt som instrumental. Det er velegnet til at øve små motiver, tydelig artikulation og improvisation, der føles som en naturlig forlængelse af temaet.

Kort om Sweet Lorraine

  • Musik: Cliff Burwell.
  • Tekst: Mitchell Parish.
  • År: 1928.
  • Form: 32 takter, AABA, med otte takter pr. del.
  • Tonearter: findes i flere udgaver, blandt andet F og G. Øvelserne her bruger G-dur, klingende.
  • Stil: ofte et afslappet medium swing.
  • Særligt fokus: motivisk sammenhæng og forbindelser mellem akkorderne.

Fra 1928 til Nat King Cole

Burwell og Parish udgav sangen i 1928. Tidlige indspilninger kom blandt andet fra Rudy Vallée og Jimmie Noone. Senere blev nummeret en vigtig del af Nat King Coles repertoire. Hans fortolkninger er et godt sted at høre forholdet mellem en sangbar melodi og et let, bevægeligt akkompagnement.

Begynd med Cole og sammenlign derefter med Art Tatum. Lyt især til, hvordan melodien stadig kan høres som udgangspunkt, selv når klaverspillet bliver mere udsmykket. Du behøver ikke lære de hurtige passager for at få noget ud af indspilningen. Undersøg i stedet anslag, fraselængde og de steder, hvor musikken får ro.

Formen: genkendelse og kontrast

En almindelig korus er 32 takter i AABA-form. De to første A-afsnit etablerer melodien, B giver kontrast, og sidste A vender tilbage til det velkendte materiale. Hvert afsnit er otte takter. De konkrete afslutninger kan variere, så spil temaet som et helt forløb.

En god indlæring er at synge melodien uden instrument, mens du går eller klapper en stabil puls. Find derefter begyndelsen på broen ved at høre den, ikke kun ved at tælle. Når du kan det, spiller du en korus med tema og en med få improviserede toner.

Det melodiske materiale er motivisk: Små bevægelser vender tilbage og udvikles. Læg mærke til, hvilke rytmer og konturer der gør nummeret genkendeligt. De kan også hjælpe dig med at holde sammen på en solo, som ellers let bliver en række uafhængige fraser.

Harmoniske forbindelser i G-dur

En nyttig grundmodel er G6 – E7 – Am7 – D7. Den forbinder tonika med en dominant mod A-mol og derefter en ii–V tilbage mod G. Det korte forløb er en øvemodel for sangens funktionelle sprog, ikke et fuldt akkordskema.

Spil først grundtonerne, og syng derefter en enkelt forbindende stemme. G♯ i E7 kan gå op til A i Am7. C i D7 kan falde til B i G6; B er international betegnelse for dansk H. De små bevægelser gør destinationerne tydelige uden store spring.

Øv også forskellen mellem Em7 og E7. Em7 ligger inden for G-durs diatoniske toneverden, mens E7 med G♯ peger mere direkte mod A-mol. Hold rytmen ens, når du sammenligner, og lyt efter ændringen i retning.

Broen og fjerde trin

Broen giver plads til en lysere bevægelse mod fjerde trin. I denne G-durmodel er det C-dur. Som forberedelse kan du spille Dm7 – G7 – Cmaj7. Følg F i G7 ned til E i Cmaj7, og lad en enkel frase lande dér.

Øv først forbindelsen som en selvstændig klang. Sæt den derefter ind i den konkrete version, du lærer. Når en standard findes i flere tonearter og med forskellige gennemgangsakkorder, er det vigtigt at kende både den harmoniske idé og den udgave, gruppen faktisk spiller.

Prøv at bruge samme lille rytmiske motiv i G-dur og C-dur. Behold frasens længde, men tilpas sluttonen. Så bliver toneartsskiftet en udvikling i din fortælling frem for en anledning til at starte en helt ny solo.

Tre øvelser til let swing

  1. Variér ét motiv. Vælg en kort idé med tre eller fire toner. Spil den i første firetaktersgruppe og svar med en lille ændring i næste. Skift kun rytme, sluttone eller retning ad gangen.
  2. Syng forbindelserne. Brug G6–E7–Am7–D7 og syng G♯–A ved overgangen til molakkorden. Find derefter C–B ved opløsningen hjem. Tilføj en kort optakt til hver landing.
  3. Hold pauser med puls. Spil en frase, hold to takters pause og svar. Lad melodien fortsætte indvendigt. Optag en korus og kontrollér, om du stadig rammer broen og sidste A sikkert.

Klang og samspil i en lille gruppe

Et let udtryk kræver bevidste ansatser. Prøv at spille en frase lidt kortere uden at gøre den staccato eller hård. Lyt efter, hvor en tone skal bære, og hvor den kan slippe. På den måde får melodien bevægelse, selv når du spiller få toner.

Klaver og guitar skal finde plads til hinanden, hvis begge er med. Den ene kan holde en enkel rytmisk figur, mens den anden svarer mere sparsomt. Bassisten kan skabe kontinuitet gennem forbindelserne, og trommeslageren kan holde klangen let. Lad ikke et hyggeligt mediumtempo glide opad, bare fordi solisten bliver mere aktiv.

Inden I tæller ind

Aftal klingende toneart, tempo, intro og slutning. Hvis nogen har lært nummeret i F og andre i G, så afklar det før første akkord. Prøv også All of Me eller Ain’t Misbehavin’ for flere øvelser i sangbar swingfrasering. Se oversigten over jazzstandarder.

Kilder og videre lytning