Nuages

“Nuages” er en Django Reinhardt-standard, hvor melodien kræver mere omtanke end hastighed. De lange toner og kromatiske forbindelser kan give et svævende udtryk, men formen skal stadig være sikker. På en jam er nummeret god træning i at holde en sangbar linje gennem klange, som ikke alle tilhører samme durskala.

Historik: Reinhardt i 1940

Django Reinhardt komponerede “Nuages”, som findes i hans indspilninger fra 1940. Naxos dokumenterer periodens repertoire i sin historiske udgivelse Nuages: Original 1940 Recordings. Nummeret har siden fået mange forskellige arrangementer, og Reinhardt selv spillede det i forskellige sammenhænge.

Lyt derfor efter melodisk karakter frem for at antage, at én indspilnings intro og slutning er fælles for alle versioner. Den tidlige indspilnings klang kan inspirere din frasering, selv om din jamgruppe bruger en anden toneart eller besætning.

Analyseret version: klingende G, 32 takter ABAC

Her analyseres en instrumental jamversion i klingende G-dur, 4/4 og 32-takters ABAC-form, med otte takter i hvert felt. G er et udbredt nodegrundlag; F-dur bruges også. Analysen er derfor ikke en præcis toneartsbeskrivelse af alle Reinhardts indspilninger.

Formbogstaverne følger den ABAC-soloform, som Morten Nordal beskriver i sit kunstneriske udviklingsarbejde ved Syddansk Musikkonservatorium. De to halvdele har genkendeligt materiale, men forskellige afslutninger. Intro, eventuelle breaks og coda aftales uden for dette kor.

Harmonik: Es9–D7 og lånt molfarve

En vigtig farve i G-versionen er Es9–D7 mod G. Es9 indeholder G og Des; D7 indeholder Fis og C. Begge stemmer kan altså bevæge sig en halv tone ned, inden G-klangen kommer. Den kromatiske forbindelse er værd at høre som en lille indre bevægelse frem for som to store, fjerne akkordnavne.

I en udbygget kadence kan D7 have lille none, Es. Den tone skaber spænding over dominantgrundtonen D og kan bevæge sig videre, når harmonikken lander. Lad melodien afgøre, hvor stærkt du skal understrege denne farve i akkompagnementet.

Et andet nyttigt område er C–Cm–G. Her bliver E til Es og kan fortsætte til D. Det er en blød vej fra durens fjerde trin gennem lånt mol tilbage mod hjemmet. Enkle 6- og 9-klange kan støtte melodien godt; en maj7-klang er ikke automatisk den bedste løsning ved hver durakkord.

Fire konkrete øvelser

1. Hold meloditonen. Spil temaet langsomt og lad de lange toner vare helt ud. Optag dig selv og kontrollér, at du ikke skynder dig gennem pauser for at komme til næste akkord.
2. Før to stemmer ned. Øv G–Fis og Des–C over Es9–D7. Syng hver linje og spil dem derefter sammen. Fortsæt til G, så spændingen bliver en del af en hel frase.
3. Syng den lånte molfarve. Spil C–Cm–G med E–Es–D som en tydelig stemme. Prøv samme bevægelse både som akkordakkompagnement og som en kort solofrase.
4. Lær de forskellige afslutninger. Spil første halvdel og syng dens sidste frase. Gør derefter det samme med anden halvdel. Gentag uden nodeblad, så du ikke vælger første afslutning, når koret skal samles.

Jamråd

Aftal klingende G eller F før optællingen, og sørg for, at alle bruger samme version. Et roligt eller moderat tempo skal stadig have fremdrift. Rytmeguitar, bas og eventuelle trommer bør holde et fælles underlag, mens solisten får plads til lange fraser. Aftal særlige breaks og slutfigur på forhånd. Giv tydelig besked, når melodien vender tilbage, så gruppen kan samle klang og dynamik.

Arbejd videre

Sammenlign Reinhardts melodiske økonomi med Djangology. Øv molens grundfunktioner i Minor Swing, og lyt efter en anden type lånt molfarve i Do Nothing Till You Hear from Me.

Kilder

• Naxos: Django Reinhardt, Nuages, 1940 – historisk indspilningsrepertoire.
• Morten Nordal, Syddansk Musikkonservatorium: Imitation, Assimilation, Innovation – versionsbevidst analyse og ABAC-soloform.
• Django in June: Standard 24 – nodegrundlag i G og harmoniske forbindelser.
• Rob Luft, MusicGurus: Chords and Harmony – akkordklang og 6-/9-voicings i Django-repertoiret.