“On the Sunny Side of the Street” er en standard, hvor et enkelt melodisk udsagn kan skabe stor glæde og fremdrift. Den fungerer godt med et afslappet swing og giver plads til personlige svar mellem fraserne. For musikeren er den en nyttig øvelse i at få kendte harmoniske forbindelser til at lyde som sang frem for som et akkordskema.
Kort om On the Sunny Side of the Street
- Musik: Jimmy McHugh.
- Tekst: Dorothy Fields.
- År: 1930.
- Oprindelse: Lew Leslie’s International Revue.
- Form: 32 takter, AABA, med otte takter pr. del.
- Almindelig toneart: C-dur, klingende.
- Stil: ofte roligt eller medium swing.
- Særligt fokus: let artikulation, rytmiske svar og bevægelsen mod A-mol.
En teatersang i swingrepertoiret
McHugh og Fields skrev sangen til revyrepertoiret i 1930. Den fandt et langt liv hos jazzmusikere og sangere. Louis Armstrongs fortolkninger er et godt sted at begynde sin lytning, fordi melodisk enkelhed, klang og rytmisk personlighed hænger så tydeligt sammen.
Sammenlign med Sidney Bechet og med udgaven på Sonny Side Up, hvor Dizzy Gillespie, Sonny Stitt og Sonny Rollins medvirker. Lyt efter, hvordan forskellige musikere bruger samme melodiske materiale. Hør også, hvor lidt der skal til for at skabe et svar, når rytmen er præcis.
Formen: AABA med en kontrast i midten
De fire afsnit er hver otte takter. To A-afsnit etablerer melodien, broen åbner et nyt område, og sidste A bringer den velkendte idé tilbage. Lær afslutningerne som en del af hele forløbet, så du ikke forventer den samme videreføring efter hvert A.
Syng temaet uden instrument og klap på to og fire. Sæt derefter instrumentet til og bevar den samme betoning. Hvis melodien bliver tungere, når du spiller den, så undersøg ansats og tonelængde, før du ændrer tempoet.
Der findes et indledende vers, som ofte udelades ved en instrumental jam. Hvis I bruger det, skal alle kende indgangen til den almindelige 32-taktersform. Intro og vers bør også aftales med en sanger, så første melodiske indgang føles tryg.
Fra C-dur til A-mol
En vigtig klanglig bevægelse er C – E7 – Am. E7 er dominant til den relative mol og giver en anden retning end en diatonisk Em7. Tonen G♯ i E7 peger en halv tone op mod A.
Spil først C, Em7 og Am. Skift derefter Em7 til E7 og lyt til forskellen. Hold samme rytme og register, så du tydeligt hører den store terts G♯ som den nye spænding. Syng G–G♯–A som en lille selvstændig øvelse.
Som solist kan du lade en frase slutte på A i molakkorden og derefter give plads. Prøv at komme hen til den tone med to eller tre forskellige rytmer. En genkendelig rytmisk idé kan binde flere korusser sammen, selv når du varierer tonerne.
Broens bevægelse mod F
Broen giver plads til fjerde trin, F-dur i denne C-durudgave. Øv en enkel Gm7 – C7 – Fmaj7. Følg B♭ i C7 ned til A i Fmaj7, og lad en kort frase vise landingen.
Sammenlign den forbindelse med Dm7 – G7 – Cmaj7, som peger hjem mod C. Funktionen er den samme i to forskellige tonearter. Øv den samme lille melodiske idé i begge, så du lærer relationen i stedet for kun ét mønster.
De korte modeller er øvelser i harmonisk retning, ikke et fuldt skema. Der findes gennemgangsakkorder og forskellige afslutninger i konkrete udgaver. Lær den version, gruppen bruger, og sæt forbindelserne ind i melodiens rigtige placering.
Tre øvelser til en let frase
- Gør en frase kortere. Spil et lille temauddrag med lidt kortere toner, men behold varmen i ansatsen. Sammenlign med en mere sammenbundet version. Vælg de steder, hvor hver tilgang giver mening.
- Spørgsmål og svar. Spil en kort idé i første firetaktersgruppe og besvar den i næste. Lad en del af rytmen gå igen, men tilpas sluttonen til harmonikken.
- Én korus med pauser. Hold mindst én hel takts pause i hvert afsnit. Lad melodien fortsætte indvendigt. Kontrollér, om du stadig finder broen og sidste A uden at skynde dig.
Akkompagnement med et fælles smil i rytmen
En let swingfornemmelse kommer fra samarbejdet mellem stemmerne. Guitaristen kan holde et diskret, regelmæssigt mønster, mens pianisten svarer mere sparsomt. Hvis begge spiller mange akkorder i samme register, kan melodien hurtigt få mindre plads.
Bas og trommer kan skabe en stabil bevægelse uden at gøre alle slag lige tunge. Lyt efter, om tempoet bliver ved med at være behageligt, når soloerne får mere energi. Mere intensitet kan komme fra dynamik og artikulation frem for hastighed.
Som solist kan du forestille dig, at hver frase skal kunne synges af et andet menneske. Spil den først enkelt og tilføj derefter en lille variation. Det hjælper med at holde improvisationen tæt på nummerets karakter.
Inden I tæller ind
Aftal klingende toneart, tempo, intro, eventuelt vers og slutning. Bekræft også eventuelle breaks, så de bliver fælles begivenheder. Spiller I med en sanger, skal tonearten passe til stemmen frem for til et bestemt øveskema.
Prøv også All of Me for bevægelsen fra dur til mol og Sweet Lorraine for let swingfrasering. Til en anden side af McHugh og Fields kan du høre Don’t Blame Me. Se oversigten over jazzstandarder.