Vælg en side

Smile er en ballade, hvor melodien skal have tid til at tale, uden at formen bliver uklar. Den er god til at arbejde med lange toner, små klangskift og en fælles afslutning. På en jam skal især slutningens længde aftales, fordi forskellige udgaver håndterer de sidste takter forskelligt.

Historik: filmtema og senere sang

Melodien forbindes med Charles Chaplins Modern Times fra 1936. John Turner og Geoffrey Parsons skrev den senere tekst til Smile, udgivet i 1954. Chaplins officielle hjemmeside krediterer musikken til Charles Chaplin og teksten til Turner og Parsons. Filmtemaets år og sangudgavens år er derfor to forskellige oplysninger.

Begynd med at høre den instrumentale melodi og sammenlign med en vokal fortolkning. Lyt til, hvor fraserne får plads, og hvordan ledsagelsen holder sammen på lange toner. Notér om tempoet er fast eller frit ved begyndelsen og slutningen. Det er praktiske arrangementsvalg, som skal deles med medmusikerne.

Analyseret version: F-dur, 34 takter

Her bruges klingende F-dur, 4/4 og den 34-takters ABAB′-form, som Jazzshiryokan angiver: 8 + 8 + 8 + 10. Den sidste del er to takter længere. Gennemgangen følger denne konkrete lead sheet-praksis, ikke en fuldstændig transskription af filmens musik eller en bestemt sangers indspilning.

En oversigt kan også betegne delene ABAC, hvis slutafsnittets forskel fremhæves med et nyt bogstav. Det afgørende er de aftalte takter. I denne øveversion begynder sidste del efter 24 takter og varer ti. Hvis I bruger en 32-takters sololøsning, skal den ændring aftales tydeligt før optællingen.

Harmonik: rolig tonika og molsubdominant

F er hjemmet, og en langvarig tonikafornemmelse giver melodien plads. Det betyder ikke, at kompinstrumentet skal sætte nye udvidelser på hver lang tone. Prøv en enkel F6-klang med F–A–C–D og lyt til melodien ovenover. Variation i anslag og register kan være mere hjælpsom end flere akkorder.

En formindsket gennemgangsfarve som A♭dim7 kan føre mod Gm7 i den valgte version. A♭dim7 indeholder A♭–C♭–D–F; C♭ svarer enharmonisk til H. Øv A♭–G og C♭–B♭ som to små stemmebevægelser. Lad forbindelsen være rolig og tydelig, så den ikke bliver en dramatisk afbrydelse af melodien.

Et andet nyttigt farvefelt er B♭m7–E♭7–F, en molsubdominantpræget vej tilbage til tonika. A♭ i E♭7 kan søge op til A i F, mens D♭ kan gå til C. Sammenlign denne hjemkomst med Gm7–C7–F, den almindelige ii–V–I. De to forbindelser har forskellig karakter, selv om de lander samme sted. Eksemplerne er øvemodeller og ikke hele akkordskemaet.

Fire konkrete øvelser

  1. Tæl 34: Tegn fire felter med 8, 8, 8 og 10 takter. Syng melodien med metronom på 60. Gå direkte fra sidste takt til næste omgang uden at fjerne de to ekstra takter.
  2. Lang tone i puls: Hold en meloditone, mens du mærker alle fire slag. Optag og kontrollér næste indsats. En lang tone skal ikke automatisk blive en uplanlagt fermat.
  3. To veje hjem: Øv B♭m7–E♭7–F og Gm7–C7–F hver for sig. Syng én guide tone gennem hver forbindelse. Lyt til forskellen, før du bruger dem som improvisationsstof.
  4. Slutningen alene: Øv de sidste ti takter med en medmusiker. Aftal et signal til sidste akkord, og gentag med både fast puls og en planlagt ritardando. Ingen af versionerne må være en overraskelse.

Jamråd

Aftal F, tempo, fri eller fast intro og den præcise sololængde. Sig gerne “34 takter, sidste del er ti”, når I bruger denne version. En sanger kan ønske en anden toneart; vælg den, før kompinstrumentet starter en indledning.

Hold lydniveauet lavt nok til, at melodien kan forme frasen. Bas og trommer kan skabe tryg tid uden at markere alle slag kraftigt. Solister bør give tidligt tegn til sidste tema og undgå at ændre slutningens længde midt i en overgang. Aftal, hvem der leder en eventuel ritardando.

Arbejd videre

Sammenlign lange fraser med But Beautiful. Brug I Fall in Love Too Easily til at øve en kortere balladeform og I’ll Be Seeing You til at arbejde videre med molsubdominantens farve.

Kilder