“Delaunay’s Dilemma” forbinder John Lewis’ præcise ensembletænkning med en velkendt swingramme. Nummeret er oplagt til at øve rhythm changes, men også til at opdage, at et arrangeret tema og et solokor ikke altid bliver i samme toneart. På en jam skal den aftale være på plads inden første tone.
Historik og Charles Delaunay
John Lewis skrev kompositionen til den franske jazzformidler og diskograf Charles Delaunay. Modern Jazz Quartet indspillede den i 1953 med Lewis på klaver, Milt Jackson på vibrafon, Percy Heath på bas og Kenny Clarke på trommer. Den findes på albummet Django, som samler optagelser fra flere sessions.
Tete Montoliu indspillede også nummeret i 1958. En undersøgelse fra Universidad de Granada beskriver hans arrangements slægtskab med Modern Jazz Quartets version og fremhæver skiftet mellem temaets E♭-område og solienes B♭. Det er en vigtig detalje, når forskellige nodeudgaver og indspilninger sammenlignes.
Analyseret version, klingende toneart og form
Her analyseres soloafsnittets rhythm changes i klingende B♭-dur, 4/4 og swing, med den beskrevne Montoliu-version som konkret reference for toneartsskiftet. Soloformen er 32 takter AABA, otte takter i hvert afsnit. Tema og modulerende mellemspil skal indstuderes separat i den valgte udgave.
Øvelserne nedenfor bruger en forenklet harmonisk arbejdsramme. De er ikke en fuldstændig transskription af Lewis’ eller Montolius akkordvoicinger. Hvis gruppen vælger at spille hele forløbet i én toneart, er det et nyt arrangement, som skal aftales og tilpasses melodien.
Harmonik: forbindelser og dominanter
I B♭ kan en grundlæggende I–VI–ii–V-forbindelse øves som B♭6–G7–Cm7–F7. G7’s H leder mod C, og F7’s A leder mod B♭. Det hjælper at høre destinationerne frem for at behandle hvert symbol som et isoleret skalaområde.
En almindelig rhythm changes-bro bruger D7–G7–C7–F7 med to takter pr. akkord. Denne kæde anvendes her som separat øvemodel. Terts og septim giver en hørbar linje gennem forløbet: F♯ og C over D7, H og F over G7, E og B♭ over C7 samt A og E♭ over F7.
Et bestemt arrangement kan ændre forbindelserne, selv om grundformen er den samme. Sammenlign derfor dine noder med indspilningen, især ved afslutningen af A-afsnit og ved indgangen til broen.
Fire konkrete øvelser
- Syng hjemtonen. Spil en langsom B♭-bas og syng en kort frase omkring D og F. Flyt derefter øvelsen til E♭. Hør de to hjemsteder, før du forsøger at forbinde dem gennem et mellemspil.
- Øv turnaround med pauser. Brug B♭6–G7–Cm7–F7 som en isoleret sløjfe. Spil kun én lille idé over de første to akkorder og et svar over de næste to. Lad rytmen gentage sig.
- Følg broen med to stemmer. Spil terts og septim gennem D7–G7–C7–F7. Flyt tonerne så lidt som muligt. Tilføj en enkel melodi, mens den ene hånd holder akkordernes retning tydelig.
- Træn fælles overgang. Spil temaets sidste frase fra jeres nodesæt, det aftalte mellemspil og fire takter af soloformen. Gentag passagen, indtil ingen behøver at søge efter den nye første takt.
Jamråd og videre lytning
Aftal temaets og solienes klingende tonearter hver for sig. Fordel ansvaret for modulerende overgange og for tilbagekomsten til temaet. Begynd med korte soli, så alle får flere forsøg med de samme overgange.
Lyt til Milt Jacksons frasering og til Lewis’ svar. Prøv selv et kor, hvor kompinstrumentet kun svarer i solistens pauser. Sammenlign derefter med det mere gennemkomponerede forløb i Django, ensembleklangen i Boplicity og formarbejdet i Room 608.