“Triste” er en god anledning til at indstudere en bossa nova direkte fra en valgt version. Melodien er sangbar, men små forskelle i akkorder og slutning ændrer forløbet betydeligt. Et let groove giver plads til at høre dem.
Historik og version
Antônio Carlos Jobims “Triste” findes på hans album Wave fra 1967. Pianisten Corey Kendrick sammenligner denne optagelse med Elis & Tom og Sinatra-versionen og påviser forskelle fra nogle udbredte nodesæt.
Klingende toneart og form
Her analyseres Wave-versionens ramme i klingende A-dur, 4/4 og bossa nova, 32 takter. De to halvdele tælles som 16+16. En ekstra vamp er ikke medregnet som en del af dette kor. B♭ er en udbredt jamtoneart, men er ikke tonearten for den konkrete reference her.
Harmonik
Jobim bruger både durcentre og formindskede forbindelser. I A-dur er III-dur C♯-dur: E♯ skal skelnes fra E i C♯m7. Ifølge Kendricks transskriptionsstudie er durklangen også vigtig i takt 15. Mod slutningen forbinder C♯m7 sig med Cdim7 og videre til Hm7, i stedet for en automatisk kæde af dominanter.
Cdim7 kan skrives C–E♭–G♭–A. I forbindelsen til Hm7 giver små bevægelser mulighed for at bevare melodisk retning. Lær først de enkelte stemmers vej, og sæt derefter akkordnavne på det, du allerede kan høre.
Konkrete øvelser
- Spil C♯maj7 og C♯m7 skiftevis over samme bas. Syng E♯ og E. Gentag uden at se på tangenter eller gribebræt.
- Øv C♯m7–Cdim7–Hm7 som en separat sløjfe. Vælg nærmeste akkordtone ved hvert skift og hold rytmen helt enkel.
- Syng melodien og tæl to halvdele på 16 takter. Gå direkte til et nyt kor uden ekstra vamp.
- Spil et kor med kun korte fraser og mindst to slags pause mellem dem. Lad bassen fortsætte uændret, så pauserne får støtte.
Jamråd
Annoncér A-dur og 32-takters versionen. Aftal slutning særskilt. Hold ottendedelene lige, og lad kompinstrumentets rytme supplere melodien. Begynd langsomt nok til, at den formindskede forbindelse bliver et hørt farveskift og ikke et panikpunkt.
Sammenlign med Wave og Corcovado som træning i Jobims harmoniske farver.