“Walkin’ Shoes” er en øvelse i at få harmonisk bevægelse til at lyde ubesværet. Melodien har en let, næsten samtalende karakter, men de små skift mellem dur, mol og dominanter kræver opmærksomhed. På en jam er et fælles let anslag vigtigere end et tæt og konstant komp.
Historik og den klaverløse kvartet
Gerry Mulligan skrev nummeret og introducerede det med sin kvartet med Chet Baker i 1952. Kombinationen af baritonsaxofon og trompet over bas og trommer giver melodilinjerne meget plads. Det er oplagt at lytte efter, hvordan de to blæsere både mødes og giver hinanden rum.
Nummeret lever også i større besætninger. Jazz Lines Publications har udgivet Mulligans eget tentetarrangement på grundlag af originalpartituret. Udgiverens spilleanvisninger understreger en afdæmpet, kammermusikalsk klang. Den tilgang kan inspirere en lille jamgruppe, selv om man bruger et enklere arrangement.
Analyseret version, klingende toneart og form
Udgangspunktet er 1952-kvartettens version i klingende G-dur, 4/4 og medium swing, som analyseret i forskningsdatasættet Jazz Audio-Aligned Harmony. Soloformen er 32 takter AABA, otte takter pr. afsnit. Forspil, breaks og outro skal holdes adskilt fra denne korform.
Brug otte-takters pejlemærker, men lær også melodien. Et break kan få en velkendt periode til at føles kortere, hvis man holder op med at tælle. Ved indstudering kan én musiker markere den nye A-del med en enkelt bastone, mens de andre fortsætter pulsen indvendigt.
Harmonik: durhjemsted med molforbindelser
Åbningens G–C7–G giver en bluesfarvet udvidelse af durhjemstedet. Hm7♭5–E7 fører mod Am7; G♯ i E7 er derfor en vigtig tone. C♯m7–F♯7 giver endnu en lokal ii–V-bevægelse. Broens H7 leder til Em6, før Em7–A7 og Am7–D7 forbereder tilbagekomsten til G.
Det praktiske arbejde ligger i overgangen mellem klangene. C7 indeholder B♭, mens G-dur indeholder H. Begge toner har en funktion, men de skal placeres med gehør. Spil først forbindelserne langsomt som akkordtoner og mærk, hvilke toner der bliver liggende, og hvilke der flytter sig en halv tone.
Fire konkrete øvelser
- Skift én tone. Spil G–C7–G som en selvstændig øvesløjfe. Før H ned til B♭ og tilbage til H over de tre klange. Tilføj først derefter en kort rytmisk idé omkring tonerne.
- Gør molkadencen tydelig. Øv Hm7♭5–E7–Am7. Syng G♯–A ved opløsningen. Spil dernæst kadencen med højst tre toner pr. akkord og uden at øge lydstyrken på dominanten.
- Lav en duo uden akkordinstrument. Lad én spille melodien og én spille en enkel baslinje. Byt roller. Tilføj en modstemme i melodipauserne, og fjern den igen, hvis den skygger for temaet.
- Øv et break med puls. Spil fire takter, hold helt pause i to og kom samlet ind efter yderligere to. Optag øvelsen. Gentag ved langsommere tempo, hvis pausen får indgangen til at skynde sig.
Jamråd og indstudering
Aftal G-dur og den konkrete nodeversion før optællingen. Beslut, om I spiller et enkelt tema–soli–tema-forløb, eller om I bruger indspilningens breaks og outro. Fordel eventuelle modstemmer, så alle ikke svarer samtidig.
Bas og trommer kan bære et helt kor uden akkordinstrument. Klaver eller guitar kan prøve at spille væsentligt mindre og lade solistens linje være det tydeligste harmoniske udsagn. Lyt til en optagelse af jeres eget spil og vurder, om melodien stadig kan følges gennem pauserne.
Arbejd videre med det klaverløse sammenspil i Line for Lyons og Bernie’s Tune. Sammenlign derefter den større ensembleklang i Boplicity.