“Boplicity” forbinder en sangbar melodi med en usædvanligt rig ensembleklang. På en jam er opgaven at bevare melodien og den rolige fremdrift, selv når akkorderne skifter hurtigt. Nummeret er også en god anledning til at høre forskellen på et enkelt akkordsymbol og den konkrete stemmeføring i et arrangement.
Historik og Birth of the Cool
Kompositionen er af Miles Davis og Gil Evans og blev indspillet af Davis’ nonet den 22. april 1949 til Capitol. Den kom senere med på Birth of the Cool. Krediteringen Cleo Henry er et pseudonym for Davis; den bør derfor ikke læses som en tredje komponist. Gil Evans stod for arrangementet.
Nonettets klang er en vigtig del af oplevelsen. Melodien bæres af flere stemmer, og de indre bevægelser giver musikken farve uden at kræve et voldsomt anslag. John Edward Hasses noter til Smithsonian Jazz Masterworks Orchestra fremhæver netop balancen mellem ensemble og solist.
Analyseret version, klingende toneart og form
Her bruges en lead sheet-baseret jamversion i klingende F-dur, 4/4 og medium swing. Et kor er 32 takter, AABA med otte takter i hvert afsnit. Tonearten svarer til Hal Leonards udgivne F-dur-version. Analysen beskriver den harmoniske ramme og udvalgte forbindelser; den er ikke en fuldstændig gengivelse af Evans’ nonetpartitur.
Indstuder temaet som fire sammenhængende sætninger. Ved solo kan samme korform gentages, mens den originale indspilnings ensembleindsatser og overgangsstof kræver særskilte aftaler. Et altsaxofonparti står transponeret og viser derfor andre skrevne tonearter end klaverets klingende F.
Harmonik: F som centrum, flere farver undervejs
Gm7–C7 peger hjem mod Fmaj7. Det giver et genkendeligt holdepunkt, men melodien og arrangementet indeholder flere farver end en ren F-durskala. Cm7–F7 åbner mod B♭-området: E♭ i Cm7 og F7 gør bevægelsen hørbar. B♭maj7 skal derfor opleves som et mål frem for blot endnu en akkord på en liste.
I kontrastafsnittet kommer også mørkere klange og kromatiske forbindelser. Arbejd med meloditoner og basretning, før du tilføjer en skala til hvert symbol. Den publicerede analyse Gil Evans: Inside Out viser, hvor mange mellemklange Evans faktisk lægger mellem lead sheetets harmoniske pejlemærker. Et sparsomt jamkomp behøver ikke kopiere dem alle.
Fire konkrete øvelser
- Hold formen uden akkorder. Syng melodien med metronom på 2 og 4. Sig A, A, B og A ved afsnittenes begyndelse. Gentag, mens du kun spiller bas på første slag i hver takt.
- Hør to durcentre. Øv Gm7–C7–Fmaj7 og derefter Cm7–F7–B♭maj7 som separate øvesløjfer. Før B♭ til A i første kadence og E♭ til D i den anden.
- Begræns solomaterialet. Spil ét kor med højst fire toner i hver frase og mindst én takts pause mellem fraserne. Land på en valgt akkordtone ved hvert nyt afsnit.
- Undersøg to stemmer. Spil melodi og bas fra dit nodesæt uden mellemstemmer. Tilføj derefter én indre tone. Lyt efter, om tilføjelsen hjælper retningen eller blot gør klangen tættere.
Jamråd og videre arbejde
Aftal F-dur, medium swing, 32-takters soloform og en enkel slutning. Lad én musiker lede temaets artikulation. Komp med korte, lette svar og giv blæserne plads; tæt harmonik virker bedst, når anslag og pauser er fælles.
Sammenlign ensemblelytten med Line for Lyons og Bernie’s Tune. I Four Brothers kan du arbejde videre med præcision mellem flere blæserstemmer.