“Whispering” giver god plads til melodiske swingfraser og til at høre, hvordan en dominant kan få en særlig farve uden straks at følge den mest oplagte vej. Nummeret egner sig til både rolige kor og mere energisk sammenspil.
Historik
Paul Whitemans orkester gjorde sangen til en stor succes med sin 1920-indspilning. Don Raynos essay for Library of Congress gennemgår også den komplicerede krediteringshistorie: den oprindelige registrering nævnte John og Malvin Schonberger, mens den senere kreditering blev John Schonberger, Richard Coburn og Vincent Rose. Her bruges en senere swingversion som musikalsk analysegrundlag.
Klingende toneart, version og form
Vi følger Benny Goodmans solo fra 2. december 1936 med Teddy Wilson, Gene Krupa og Lionel Hampton, transskriberet af Jazzomat Research Project. Versionen står i klingende E♭-dur, 4/4 swing. Et kor har 32 takter i to beslægtede halvdele på 16 takter, AA′. De forskellige slutninger er vigtige for at høre, om et nyt afsnit begynder eller koret slutter.
Harmonik
Begyndelsen veksler mellem E♭ og D7. D7 er ikke en almindelig diatonisk akkord i E♭-dur, og i dette forløb vender den direkte tilbage til E♭. Senere følger C7 med blandt andet forstørret kvintfarve, F7 og B♭7 som en dominantkæde på vej hjem.
D7 indeholder F♯ og A, mens E♭-dur har G og B♭. De to halvtonetrin F♯–G og A–B♭ kan gøre tilbagekomsten klar. Over dominantkæden kan man følge tertserne E–A–D og lade D gå til E♭ eller G ved tonika, afhængigt af frasens retning.
Fire konkrete øvelser
- Den usædvanlige nabo: Gentag E♭–D7–E♭ med få toner. Lad F♯ gå til G og A til B♭, og lyt til begge opløsninger.
- Dominantkæden: Øv C7–F7–B♭7–E♭ langsomt med tertser og septimer. Vælg den nærmeste akkordtone ved hvert skift.
- To slutninger: Spil kun de sidste fire takter i hver halvdel. Sæt derefter første otte takter foran, så slutningerne høres i sammenhæng.
- Et motiv i to halvdele: Lav et kort motiv i første halvdel og et genkendeligt svar i anden. Behold rytmen og ændr kun de nødvendige landingstoner.
Jamråd
Bekræft klingende toneart og akkordversion før indtællingen. Hold de lange akkorder levende gennem frasering og dynamik. Pianist og guitarist bør aftale pladsen mellem deres svar, hvis begge er med. Et kort, tydeligt tegn til sidste tema hjælper bandet gennem den forskellige afslutning i anden halvdel.
Beslægtet repertoire
Sammenlign med Avalon, Moonglow og Sweet Sue, Just You. De giver forskellige harmoniske rammer for små swingmotiver.
Kilder
- Library of Congress: Don Raynos essay om Whispering – indspilnings- og krediteringshistorik.
- Jazzomat Research Project: Benny Goodman, Whispering – analyseret kvartetversion.