Take the “A” Train er tæt forbundet med Duke Ellingtons orkester, men komponisten er Billy Strayhorn. Den energiske swingmelodi kombinerer en overskuelig form med en karakteristisk harmonisk farve, som gør den mere interessant end en enkel tur gennem C-dur.
For musikere er nummeret et godt sted at arbejde med rytmisk fremdrift, en 32-takters AABA-form og forskellen mellem mol- og dominantakkorder med samme grundtone. Det fungerer både i en lille jamgruppe og i et større arrangement.
Fakta om Take the “A” Train
- Komponist: Billy Strayhorn
- Central tidlig indspilning: Duke Ellingtons orkester, 1941
- Form: 32 takter, AABA
- Almindelig klingende toneart: C-dur
- Stil: swing
- Særligt fokus: D7-farven og dens kontrast til Dm7
Billy Strayhorn og Ellingtons signaturmelodi
Ifølge Smithsonian blev Take the “A” Train Ellington-orkestrets signaturmelodi i 1941. Titlen henviser til New Yorks undergrundsbane og forbindelsen til Harlem.
Smithsonians udstilling understreger både Strayhorns komposition og arrangementets betydning. Mutede blæsere, kontraster mellem grupper og en bevidst dynamik er med til at forme udtrykket.
Det er en god grund til at lære mere end selve melodilinjen. Selv i en lille besætning kan du arbejde med kontrast mellem stille og kraftige passager, mellem solo og fælles tema og mellem tætte figurer og mere åbne svar.
Lyt til Take the “A” Train med Duke Ellington
Duke Ellington & His Famous Orchestra – RCA Victor-udgaven
Her kan du høre Ellingtons orkester spille Billy Strayhorns komposition i en upload leveret af RCA Victor. Brug den som reference for melodiens fremdrift og for forholdet mellem et fælles orkesterudsagn og de kortere svar omkring det. Lær først temaets rytmiske karakter, før du overfører idéerne til en mindre jamgruppe.
Åbn indspilningen på YouTube, hvis afspilleren ikke vises.
Tre ting at lytte efter
- Frasernes løft: Klap en melodifrase og mærk, hvordan pauserne er med til at føre den frem. Spil derefter rytmen på én tone uden at skynde dig.
- Solist og fælles svar: Følg skiftet mellem en enkelt stemme og orkestret. Prøv et kort svar med din egen gruppe, og lad derefter melodien få plads igen.
- Kontrast i formen: Følg de otte-takters afsnit og lyt efter broens kontrast. Hold formen gennem pauserne, så sidste A føles som en genkendelig tilbagekomst.
Fra lytning til sammenspil: Brug én rytmisk idé fra lytningen og øv den over en langsom fælles puls. Artiklen analyserer en almindelig 32-takters AABA-udgave i klingende C-dur; den er ikke en transskription af hele orkesterarrangementet. Aftal intro, breaks og slutning før start.
Formen: AABA på 32 takter
Den almindelige jazzform består af fire afsnit på otte takter. A-temaet kommer to gange, derefter følger et B-afsnit, før A vender tilbage.
Et chorus er hele forløbet på 32 takter. Intro og afslutning ligger uden for denne grundform, medmindre arrangementet udtrykkeligt angiver andet. En kendt orkesterintro er derfor ikke noget, alle jamdeltagere nødvendigvis kan.
Lær B-afsnittets begyndelse og slutning som selvstændige pejlemærker. De to første A-afsnit kan føles velkendte, men du skal stadig kunne mærke, hvornår det kontrasterende afsnit kommer.
Syng melodien, mens du markerer otte-taktersgrupperne. Spil derefter grundtonerne i akkorderne uden melodien. Kan du stadig høre, hvor i formen du er, har du et godt fundament til solo.
Harmonikken i C-dur
Her bruger vi klingende C-dur som analyseeksempel. En forenklet oversigt over vigtige akkordtyper i A-afsnittet er:
Cmaj7 – D7 – Dm7 – G7 – Cmaj7
Det er ikke et fuldt taktfast akkordskema. Akkordernes varighed, udvidelser og forbindelser skal læses i den udgave, I spiller.
D7 er særlig vigtig. I modsætning til Dm7 har den F♯ som terts. Det giver en farve, som ikke hører til almindelig C-dur. D7 noteres i mange udgaver med ♯11, som tilfører tonen G♯.
Overgangen til Dm7 ændrer akkordens terts fra F♯ til F. Du kan høre denne lille forskel tydeligt, hvis du spiller de to akkorder langsomt efter hinanden.
Dm7 – G7 – Cmaj7 er derimod en velkendt ii–V–I i C-dur. Nummeret sætter altså en særlig dominantfarve ved siden af en mere almindelig hjemkadence.
Hør akkordfarven før du vælger skala
Det kan være fristende at se C-dur på skemaet og spille dens toner gennem hele forløbet. Men så risikerer du at overse netop de toner, som giver nummeret karakter.
Start i stedet med akkordtonerne. Over D7 kan du øve D, F♯, A og C. Over Dm7 skifter F♯ til F, mens D, A og C er fælles. Spil kun tertsskiftet først og lyt til forskellen.
Tilføj senere ♯11-farven over D7, hvis den passer til arrangementet. En farvetone er mest nyttig, når du kan høre dens forhold til akkorden og føre den videre i en frase.
Tre øvelser til improvisation
1. To versioner af samme frase
Lav en kort figur over D7 med F♯ som en tydelig tone. Spil derefter samme rytme over Dm7 med F i stedet. Gentag, indtil du kan høre akkordskiftet i din egen linje.
Prøv også at afslutte frasen på en fællestone som A eller C. Det viser, at du både kan fremhæve forskellen og binde klangene sammen.
2. Forbind ii–V–I med én linje
Over Dm7 – G7 – Cmaj7 kan du bruge F – F – E. F er terts i Dm7 og septim i G7, før den går ned til E, tertsen i Cmaj7.
Varier rytmen uden at ændre de tre måltoner. Sæt derefter en kort optakt foran. På den måde bliver en enkel harmonisk øvelse til flere forskellige melodiske fraser.
3. Byg en solo i fire afsnit
Brug første A til at præsentere et motiv, andet A til at variere det og B til en tydelig kontrast. Lad sidste A hente noget fra begyndelsen tilbage.
Planen er en øvelse, ikke en opskrift på enhver solo. Den hjælper dig med at tænke i større forløb frem for at reagere på én akkord ad gangen.
Swing og melodisk fremdrift
Spil melodien i et tempo, hvor ansatser og pauser står klart. Pas på, at de rytmiske figurer ikke får dig til at skynde dig hen mod næste takt.
Klap en frase, syng den og spil den til sidst. Hvis den føles naturlig med stemmen, men tung på instrumentet, kan du undersøge artikulation, luft eller anslag i stedet for kun at øve hurtigere.
I sammenspil kan korte svar fra rytmegruppen løfte melodien. Men giv også plads til dens egen rytme. Et velplaceret svar virker ofte stærkere end et konstant lag af nye figurer.
Take the “A” Train til en jam session
Aftal tempo, toneart og intro. En direkte indtælling kan være fin, hvis gruppen ikke deler et bestemt arrangement. Hvis nogen vil bruge en kendt intro, skal resten vide, hvornår temaet begynder.
Afklar gerne D7-klangen og eventuelle særlige akkordvarianter, hvis I bruger forskellige skemaer. Små forskelle behøver ikke være et problem, men en tydelig fælles idé gør det lettere at lytte.
Aftal også, om der kommer breaks, og hvordan sidste tema afsluttes. Et nummer fra bigbandtraditionen kan have mange berømte arrangementstræk, uden at de er en automatisk del af enhver jamversion.
Indspilninger at lytte til
Begynd med Ellington-orkestrets tidlige indspilning fra 1941. Lyt til forskellen mellem tema, solist og orkestrets svar. Følg derefter den 32-taktersform gennem en solo.
Smithsonian fremhæver også Strayhorns arrangement til Ella Fitzgerald Sings the Duke Ellington Song Book fra 1957. Sammenlign, hvordan den samme komposition får et andet forløb, når vokal og nye orkesteridéer kommer til.
Flere veje gennem swingrepertoiret
Arbejd videre med All of Me, hvis du vil undersøge andre dominantforbindelser. C Jam Blues giver et kortere tema og mere plads til at fokusere på rytmisk samspil.
Find flere guider i vores oversigt over jazzstandarder.
Kilde
Smithsonian: Duke Ellington and Billy Strayhorn – Take the “A” Train. Harmonik og øvelser er en pædagogisk gennemgang i klingende C-dur og ikke en gengivelse af et bestemt orkesterarrangement.