Beautiful Love er en molstandard med en tydelig melodisk retning og mange muligheder for at arbejde med kadencer. Den kan spilles med et roligt, lyrisk udtryk eller med mere swingende fremdrift, men kræver i begge tilfælde en sikker fornemmelse af de to beslægtede halvdele.
For improvisatoren er den især et godt sted at høre forskellen mellem naturlig mol og dominantens ledetone. Du får også mulighed for at forbinde moltonika med den parallelle durtoneart.
Fakta om Beautiful Love
- Musik: Wayne King, Egbert Van Alstyne og Victor Young
- Tekst: Haven Gillespie
- År: 1931
- Almindelig jazzform: 32 takter
- Praktisk opdeling: ABAC eller A–B1–A–B2
- Almindelig klingende toneart: D-mol
En sang fra 1931 i jazzrepertoiret
Beautiful Love blev udgivet i 1931. JazzStandards.com krediterer King, Van Alstyne og Young for musikken og Gillespie for teksten.
Det er værd at bevare hele krediteringen, selv om nummeret undertiden omtales kort som en Victor Young-komposition. Jazzrepertoirets sangtitler kan have flere ophavspersoner, end man møder i en uformel omtale.
For musikeren er næste skridt at lære melodien som en sammenhængende linje. De harmoniske øvelser giver mere mening, når du ved, hvilken sang de hører til.
Formen: beslægtede forløb med forskellige slutninger
Den almindelige jazzudgave har 32 takter. Del den i fire grupper på otte og lær første og anden halvdel hver for sig.
Opdelingen ABAC eller A–B1–A–B2 understreger, at begyndelserne er beslægtede, mens afslutningerne ændrer retning. Det er især vigtigt at kende forskellen på de sidste takter i de to halvdele.
Øv først de to slutninger efter hinanden. Syng derefter hele melodien, mens du markerer ottetaktsgrupperne. Et chorus er én gennemspilning af de 32 takter, uden eventuelle ekstra intro- og sluttakter.
Molkadencen i D
Her bruger vi klingende D-mol som eksempel. En central forbindelse er:
Em7♭5 – A7 – Dm
Det er ii–V–i i D-mol. Em7♭5 består af E, G, B♭ og D. A7 består af A, C♯, E og G. C♯ er særlig vigtig, fordi den leder op mod D.
Hvis du kun bruger naturlig D-mol, får du C i stedet for C♯. Det kan være et bevidst melodisk valg i nogle sammenhænge, men det viser ikke automatisk dominantens karakter.
Moltonika kan være noteret som Dm, Dm6 eller med andre udvidelser i forskellige udgaver. Lyt til den konkrete klang og læs symbolet, frem for at antage at alle molakkorder er ens.
Bevægelsen mod F-dur
D-mol og F-dur er parallelle tonearter. En almindelig durkadence, som er nyttig at genkende i forløbet, er:
Gm7 – C7 – Fmaj7
Den deler en del tonemateriale med D-mol, men landingen på F har en anden karakter end landingen på Dm. Syng begge mål og hør forskellen i oplevelsen af hjem.
Det er en vigtig øvelse i at høre harmonik som større bevægelser. Samme faste fortegn betyder ikke, at alle steder i nummeret har samme funktion.
De nævnte kadencer er analyseudsnit. Brug det konkrete skema til varighed, gennemgangsakkorder og de to halvdele af formen.
Tre øvelser til improvisation
1. Gør ledetonen tydelig
Spil en kort frase over A7, som ender på C♯, og lad den fortsætte til D over moltonika. Syng forbindelsen, inden du spiller den.
Lav derefter en anden version med G – F. Her går dominantens lille septim ned til tertsen i Dm. Begge linjer giver en tydelig opløsning med meget få toner.
2. Sammenlign mol- og durkadencen
Over Em7♭5 – A7 – Dm kan du spille G – G – F. Over Gm7 – C7 – Fmaj7 kan du bruge B♭ – B♭ – A.
Princippet er beslægtet: terts i ii, septim i V og terts i målakkorden. Men harmonikkens farve og det tonale mål er forskellige. Øv begge med samme rytme og lyt til kontrasten.
3. Variér melodien før du forlader den
Spil en melodifrase og ændr kun dens rytme. På næste gennemspilning tilføjer du en enkelt tone mellem to vigtige meloditoner.
Bevar de steder, hvor frasen hviler. Det giver en mere sammenhængende vej ind i improvisation end straks at fylde formen med skalaer.
Moludtryk uden ensformighed
En molstandard behøver ikke have samme følelsesmæssige intensitet hele vejen. Brug register, dynamik og pauser til at skabe forskellige grader af spænding.
Prøv et chorus med korte, lette fraser og et andet med længere linjer. Bevar tempo og form, så du kan høre, hvad ændringen i fraselængde gør.
Akkompagnatører kan hjælpe ved at give plads til melodiske afslutninger. En tæt ny akkord på hvert slag er ikke altid den bedste støtte til en lang, syngende linje.
Beautiful Love til en jam session
Aftal klingende toneart, tempo og stil. D-mol er almindelig, men arrangementet kan kræve noget andet. Afklar også, om der er et bestemt intro- eller slutforløb.
Få især de to halvdele og deres afslutninger på plads. En solist bør kende formen, selv om klaveret eller guitaren holder pause.
Hvis I bruger forskellige moltonikaudvidelser eller turnarounds, så vælg en fælles udgave til temaet. Under soloerne kan der være større frihed, når den grundlæggende retning er tydelig.
Indspilninger og aktiv lytning
JazzStandards.com peger blandt andet på Bill Evans og Shirley Horn som lytteeksempler. Vælg en instrumental og en vokal fortolkning, og sammenlign frasernes længde og rytmiske placering.
Lyt derefter efter kadencerne uden at følge et skema. Kan du høre A7 bevæge sig mod D-mol? Kan du mærke, når en durklang bliver et midlertidigt mål?
Tag én kort forbindelse med til din egen øvning og lav flere rytmiske versioner af den. Gentagelsen er med til at gøre klangen til en del af dit eget gehør.
Flere numre med molkadencer
Summertime giver mere plads omkring molklangen, mens Autumn Leaves forbinder dur og mol i et andet melodisk forløb.
Find flere guider i vores oversigt over jazzstandarder.
Kilder
JazzStandards.com: Beautiful Love og Jazz Guitar Comprehensive: form og toneart. Analyse og øvelser tager udgangspunkt i en almindelig klingende D-mol-version.