“Cool Struttin’” er en blues med et afslappet ydre og en stærk fælles puls. Den giver en jam mulighed for at arbejde med anslag, gentagelse og et tema, som hele gruppen kan stå bag. Det vigtigste er, at musikken føles samlet, også når solisterne skruer ned for antallet af toner.
Historik og den oprindelige gruppe
Sonny Clark indspillede titelnummeret til Cool Struttin’ den 5. januar 1958. Blue Notes egen sessionshistorik angiver Art Farmer på trompet, Jackie McLean på altsaxofon, Paul Chambers på bas og Philly Joe Jones på trommer sammen med Clark på klaver.
Blue Note fremhæver titelnummerets blueskarakter. Brug indspilningen som lytteudgangspunkt, og læg mærke til balancen mellem blæsernes melodiske udsagn og rytmegruppens fremdrift. Prøv især at høre tonelængderne: korte toner er ikke automatisk lette, og lange toner behøver ikke bremse musikken.
Analyseret version, klingende toneart og form
Her bruges en 12-takters blues i klingende F, 4/4 medium swing. Jazz Shiryokans grundversion giver tre grupper på fire takter. Analysen beskriver denne fælles jamramme med albumindspilningen som stilistisk reference, ikke alle solisternes eller akkompagnementets variationer.
Aftal, om temaet spilles én eller to gange, og hvordan soloerne begynder. De tolv takter er runden; et eventuelt indledende oplæg og en afsluttende gentagelse aftales uden for den. En tydelig første takt er særlig nyttig, når temaets rytme spiller på tværs af pulsen.
Harmonik: bluesklange med en aktiv vending
F7 og B♭7 er de centrale tonika- og subdominantklange. F7 indeholder E♭, mens B♭7 indeholder A♭. Øv en enkel melodi, der viser skiftet med én tone, og hør derefter, hvor lidt ekstra materiale der behøves for at gøre funktionen klar.
Den valgte grundversion bruger en dominantkæde gennem D7–G7–C7 før hjemkomsten til F. Det giver mere harmonisk bevægelse end en helt enkel bluesafslutning. Lyt især til F♯ i D7 og H i G7; de toner viser, at en uændret F-durskala ikke beskriver hele vendingen.
Som øvelse kan du forbinde tertser og septimer med små trin. Spil først langsomt uden temaet, og lad hver tone vare længe nok til, at du kan høre dens funktion. Sæt derefter en kort rytmisk figur på den samme linje. Akkordudvidelser kan komme senere.
Fire konkrete øvelser
- Fælles tonelængder: Spil temaet med en medmusiker og optag det. Aftal tre steder, hvor tonerne skal slutte præcist sammen, og gentag med samme tempo.
- Blues med én ændring: Lav en kort F7-frase. Gentag den over B♭7 med kun én ændret tone, og vend tilbage til den første udgave ved F7.
- Dominantkæden alene: Øv D7–G7–C7–F med kun tertser og septimer. Syng den øverste stemme, og vælg en udgave, hvor bevægelserne er tydelige og små.
- Tre runder, tre roller: Spil først en sparsom solo, derefter en runde med svarfraser og til sidst en runde med længere linjer. Bevar samme puls og lydstyrke gennem alle tre.
Jamråd
Et mediumtempo giver plads til at høre, om gruppen spiller sammen. Bas og trommer bør finde en fælles bevægelse før første solo. Guitar og klaver kan aftale, hvem der spiller gennemgående akkompagnement, så temaets karakter ikke forsvinder i for mange samtidige figurer.
Hold soloerne fokuserede, og aftal et signal til sidste tema. Prøv også Blues Walk for molblues, Speedball for en anden bluestoneart og The Sidewinder for et groove med en anden form. Lyt til, hvordan samme korte motiv får forskellig virkning i de tre rammer.
Kilder og videre lytning
- Blue Note: January Recording Sessions – indspilningsdato, besætning og albumkontekst.
- Jazz Shiryokan: Cool Struttin’ – valgt bluesform, toneart og grundakkorder.
- Blue Note: Cool Struttin’ i udgivelsesarkivet – den oprindelige indspilnings placering i kataloget.