Vælg en side

“Speedball” er en energisk blues, der giver en jam en klar fælles ramme. Lee Morgans tema inviterer til præcis artikulation, mens soloerne kan bygges af korte idéer med tydelig retning. Den mindre velkendte toneart gør nummeret særligt nyttigt til at flytte bluesørets vaner væk fra de mest indøvede greb.

Historik og indspilning

Lee Morgan indspillede “Speedball” til The Gigolo i 1965. Blue Notes kunstnerbiografi skelner mellem indspilningen og albummets udgivelse i 1968. Det er en vigtig forskel, når en indspilning omtales med to forskellige årstal.

Blue Note fremhæver nummeret blandt Morgans kendte originalkompositioner. Som lytteudgangspunkt bruges albumversionen med Morgan og Wayne Shorter i front. Lyt til samspillet mellem melodisk klarhed og rytmisk fremdrift: et hurtigt tempo behøver ikke gøre hver frase lang eller tæt.

Version, klingende toneart og form

Denne analyse bruger en 12-takters jazzblues i klingende D♭, 4/4 swing, med albumindspilningen som stilistisk reference. Aebersolds Lee Morgan-udgivelse angiver netop D♭ som toneart. Der analyseres en praktisk soloramme, ikke en fuldstændig transskription af alle akkompagnementets akkordvariationer.

Tænk de tolv takter som tre grupper på fire. Først etableres tonikaområdet, dernæst bliver subdominanten vigtig, og til sidst leder en vending tilbage mod begyndelsen. Temaets optakt og eventuelle slutmarkeringer aftales særskilt, så solisternes runder bevarer samme længde.

Harmonik: bluesens pejlemærker

D♭7 er den grundlæggende tonikafarve, mens G♭7 er subdominanten. De to dominantsyvendeakkorder kan stå som stabile bluesklange; de behøver ikke straks opløses efter almindelig durharmonisk logik. Hør forskellen mellem D♭7’s F og G♭7’s F♭, og lad den lille bevægelse vise et stort skift i funktionen.

Som øvemodel til tilbagevendingen kan du bruge E♭m7–A♭7–D♭7. Dette er en enkel ii–V–I-forbindelse i tonearten, ikke en påstand om, at alle indspilningens takter har netop disse symboler. Prøv at lade G♭ i E♭m7 blive liggende som septim i A♭7, før tonen går ned til F over D♭7.

Bluesfarven kan bevares, selv om en frase peger tydeligt mod akkordtoner. Skift mellem en enkel, sangbar bluesidé og en kort kadencefrase. Lyt til resultatet frem for at forsøge at demonstrere en ny skala ved hvert akkordskift.

Fire konkrete øvelser

  1. Tre pejlemærker: Spil grundtoner gennem tolv takter, og markér begyndelsen af hver firetaktsgruppe med stemmen. Gentag fem runder uden at miste orienteringen.
  2. Flyt en velkendt idé: Tag en kort bluesfrase fra C, og spil den en halv tone højere i D♭. Syng den først, så transponeringen bliver en lydlig opgave.
  3. Følg én stemme: Øv forbindelsen fra tonika til subdominant med F–F♭. Tilføj derefter en anden akkordtone, mens den første linje stadig kan høres.
  4. Byg en solo med plads: Spil tre runder med henholdsvis to, tre og fire fraser. Lad hver frase få en tydelig afslutning. Hæv først tempoet, når frasernes retning er stabil.

Jamråd

Aftal tonearten højt og spil en kort fælles kadence før optællingen. Det forebygger, at nogen automatisk vælger en mere velkendt bluestoneart. Spil temaet med en fælles idé om anslag og afslutninger; rytmegruppen kan derefter give soloerne mere luft.

Ved en stor jam kan én eller to runder pr. solist være nok. Aftal et tydeligt signal til sidste tema og en konkret afslutning. Sammenlign med Morgans The Sidewinder og Ceora, eller flyt bluesarbejdet videre til D-Natural Blues.

Kilder og videre lytning