“Filthy McNasty” er en Horace Silver-standard med markante blæserfigurer og et solidt bluesfundament. Den giver en jamgruppe mulighed for at øve både præcise fælles anslag og mere åben improvisation. De to opgaver kræver forskellig opmærksomhed: lær først temaets rytmer og derefter soloformens harmoniske pejlemærker.
Historik og Doin’ the Thing
Horace Silver indspillede nummeret med sin kvintet på Village Gate i New York i 1961 til Blue Note-albummet Doin’ the Thing. Besætningen omfattede Blue Mitchell på trompet, Junior Cook på tenorsaxofon, Silver på klaver, Gene Taylor på bas og Roy Brooks på trommer.
Det er en god lyttereference for sammenspillet mellem to blæsere og rytmegruppe. Temaets figurer giver en stærk fælles profil, mens soloafsnittene giver plads til den enkelte musiker. Superbrass’ udgave ved arrangøren Jock McKenzie angiver samme oprindelige album og besætning.
Analyseret version, klingende toneart og form
Her bruges klingende B♭ som bluescentrum, 4/4 og medium swing. Den publicerede lead sheet-udgave ved George Kaplan er i B♭. Øvelserne tager udgangspunkt i en 12-takters bluesform til soli; de udgør ikke en takt-for-takt-gengivelse af hele temaarrangementet.
Intro, tema, arrangerede svar og afslutning skal gennemgås i det nodesæt, gruppen vælger. Man kan godt kende en 12-takters blues og alligevel komme forkert ind i et skrevet blæserforløb. Markér derfor begyndelsen på soloformen særskilt, og aftal om eventuelle baggrundsfigurer bruges under soli.
Harmonik: B♭7 og kromatisk bevægelse
Som grundskelet bruges B♭7 som I7, E♭7 som IV7 og F7 som V7. B♭7 rummer D og A♭; E♭7 rummer G og D♭; F7 rummer A og E♭. Disse terts- og septimtoner gør det muligt at høre formens bevægelse uden et tæt komp.
En B♭-bluesskala, B♭–D♭–E♭–E–F–A♭, er et nyttigt melodisk materiale. D♭ er bluesfarven mod B♭7’s D, og E er en spændingstone mellem E♭ og F. Brug tonerne som bevægelser i en frase. Lange ophold kræver en tydelig klanglig hensigt og et lyttende komp.
De arrangerede kromatiske klange må indstuderes som en del af temaet. Det enklere blueskort hjælper med soloformen, men fortæller ikke i sig selv, præcis hvor hver fælles accent skal ligge.
Fire konkrete øvelser
- Spil formen med to toner. Lav et langsomt 12-takters blueskor i B♭. Brug kun terts og septim på hver grundakkord. Syng overstemmen, så skiftene kan høres uden bastoner.
- Giv rytmen fælles længde. Vælg én kort frase fra dit lovligt anskaffede nodesæt. Spil den med en makker, først på én tone og derefter med melodien. Sammenlign både anslag, tonelængder og afsluttende pauser.
- Placér bluestertsen. Spil D♭–D over B♭7 som en isoleret bevægelse. Flyt indgangen fra et betonet slag til en optakt. Lyt efter, hvordan den samme tonefølge får forskellig vægt.
- Byg et solokor med pauser. Spil en idé i de første fire takter, svar på den i de næste fire og lav en afslutning i de sidste fire. Hold mindst én hel takts pause i hvert afsnit.
Jamråd og videre arbejde
Aftal B♭, tempo, soloindgang og et tydeligt tegn til temaet. Lad én blæser lede artikulationen ved indstuderingen. Bas og trommer bør holde en stabil puls gennem breaks, også når blæserne spiller forskudte accenter.
Undgå at tilføje mange nye baggrundsfigurer i det første gennemspil. Når formen sidder, kan I lade én blæser svare solisten med en kort figur. Stop svaret igen, så det bliver en samtale med plads til begge.
Sammenlign Silvers bluesarbejde med Opus de Funk og Cool Struttin’. I Room 608 kan du arbejde videre med hans mere bevægelige bebopsprog.