“Reunion Blues” er en Milt Jackson-standard, der giver god plads til både et fælles riff og personlige solofraser. Den velkendte bluesform gør nummeret til et praktisk jamvalg. Det afgørende er at vælge samme rytmiske udgave og at lade gentagelserne udvikle sig gennem frasering og sammenspil.
Historik og indspilninger
Komponisten er vibrafonisten Milt Jackson. Nummeret forbindes blandt andet med hans samarbejde med Oscar Peterson og albummet med samme navn. Hal Leonard fremhæver deres indspilning fra 1971 i udgiverens beskrivelse af Rick Stitzels arrangement.
Oscar Peterson Trio spillede også nummeret tidligere. Piano With Jonnys undervisningsanalyse bruger en svensk koncertoptagelse fra 1963 som grundlag for at undersøge Petersons bluesfraser. De forskellige udgaver er en god anledning til at sammenligne rytmisk karakter frem for at antage, at én bestemt groovebeskrivelse gælder alle indspilninger.
Analyseret version, klingende toneart og form
Her bruges F som klingende bluescentrum, 4/4 og swing, med Peterson-trioens svenske 1963-version som konkret lyttereference via den nævnte undervisningsanalyse. Formen er 12-takters blues med ii–V–I-bevægelse mod slutningen. Øvelserne forenkler harmonikken til et overskueligt arbejdsgrundlag.
Hal Leonards Mark Taylor-udgave er medium swing, mens Rick Stitzels lettere udgave angives med lige ottendedele. Det er forskellige arrangementer. Aftal derfor både nodeversion og rytmisk følelse, så trommer, bas og melodistemmer ikke begynder med hver sin opfattelse.
Harmonik og melodisk materiale
F7 er I7, og B♭7 er IV7. Gm7–C7–F7 giver en ii–V–I-forbindelse hjem. Tertsen og septimen i F7 er A og E♭; i B♭7 er de D og A♭. Ved skiftet til IV7 kan A gå til A♭ og E♭ til D. De to halve toner gør bevægelsen tydelig med meget få midler.
F-durblues, F–G–A♭–A–C–D, giver en lysere farve end F-molblues, F–A♭–B♭–H–C–E♭. Prøv at bruge dem som forskelligt frasemateriale frem for at løbe mekanisk op og ned. A♭ kan forbindes med A, mens E♭ hjælper med at markere F7’s dominantfarve.
Fire konkrete øvelser
- Gentag en rytme med nye toner. Lav en kort figur med F, A og C i korets første fire takter. Bevar rytmen ved B♭7, men lad D eller A♭ vise den nye klang. Hold mindst én takts pause.
- Sammenlign bluesfarver. Spil én lille frase med F-durblues og et svar med F-molblues. Brug samme rytme og samme register, så det er tonevalget, du hører forskel på.
- Før ii–V hjem. Øv Gm7–C7–F7 som en separat sløjfe. Hold B♭ over Gm7 og C7, og før den til A i F7. Syng linjen, før du tilføjer flere toner.
- Skift mellem to grooves. Spil et enkelt kor med lige ottendedele og næste kor med swing som en øvelse. Hold tempoet fast. Vælg derefter én af følelserne til hele den faktiske gennemspilning.
Jamråd og lyttefokus
Aftal F, det valgte blueskort, solorækkefølge og hvordan temaet kommer tilbage. Lad én musiker sætte riffets artikulation. Hvis flere spiller melodien, skal pauser og tonelængder være lige så fælles som tonerne.
Begynd med to solokor pr. musiker. Lad første kor præsentere en idé og andet kor udvikle den. Kompinstrumentet kan svare sparsomt i pauserne, mens bas og trommer holder formen tydelig. Et simpelt fælles slutslag bør aftales, før I tæller ind.
Arbejd videre med Bluesology for mere af Jacksons bluesunivers. Sammenlign også med Opus de Funk og med sammenspillet i Delaunay’s Dilemma.