“The Tokyo Blues” er et godt eksempel på, at et bluespræget nummer kan have en anden form end den sædvanlige 12-takters blues. Horace Silver bruger et koncentreret motiv og en tydelig harmonisk kontrast. På en jam skal gruppen især holde fast i længden på forløbet og i de korte toners fælles artikulation.
Historik og indspilning
Nummeret er af Horace Silver og titelnummer på hans Blue Note-album fra 1962. På indspilningen spiller Blue Mitchell trompet, Junior Cook tenorsaxofon, Silver klaver, Gene Taylor bas og Joe Harris trommer. Blue Notes egen gennemgang af selskabets singler fra 1962 fremhæver temaets staccato og dets bevægelse omkring to toner med en lille terts imellem.
Lyt først til, hvordan temaets korte figurer hænger sammen med rytmegruppen. Prøv derefter at følge én stemme ad gangen. Melodiens enkelhed giver plads til, at bas, komp og solist kan forme energien uden at spille den samme rytme hele tiden.
Analyseret version, klingende toneart og form
Her bruges en instrumental jamversion i klingende C-mol, 4/4, med 1962-indspilningen som lyttereference. Et forløb har 16 takter. Aebersolds udgivne introduktion til Silver-repertoiret fremhæver netop denne forskel fra en almindelig 12-takters blues.
Inddel først forløbet i fire grupper på fire takter. Markér den afsluttende kadence i dit nodesæt, så du kan høre, hvornår et nyt kor begynder. Analysen omtaler udvalgte harmoniske forbindelser; forskellige nodeudgaver kan variere i udvidelser, dominantfarver og i fordelingen mellem tema og solo.
Harmonik: halvtonekontrast og hjemkomst
Cm7 og D♭maj7 giver en markant halvtonekontrast. Cm7 indeholder C–E♭–G–B♭, mens D♭maj7 indeholder D♭–F–A♭–C. C kan blive liggende som fællestone, men skifter fra grundtone til stor septim. Det er en nyttig måde at høre forbindelsen på uden at overspille akkordskiftet.
Mod afslutningen giver D7–G7–Cm en tydelig retning tilbage. F♯ i D7 og H i G7 ligger uden for C naturlig mol, men peger hen mod de følgende klange. Spil dem som led i en bevægelse. Et uændret C-molskalaløb gennem hele kadencen vil let skjule den harmoniske spænding.
Hvis soloarket bruger D♭7 i stedet for D♭maj7, skifter septimen fra C til C♭. Det er en væsentlig forskel, som gruppen skal afklare før gennemspilningen. Lad det valgte nodesæt og den valgte indspilning styre detaljerne.
Fire konkrete øvelser
- Hold 16 takter. Spil kun en C-bas og tæl fire firetakters grupper. Læg et enkelt tydeligt slag på begyndelsen af hver gruppe. Gentag uden at komme tilbage efter 12 takter.
- Hold én fællestone. Skift langsomt mellem Cm7 og D♭maj7 som en isoleret øvesløjfe. Hold C i overstemmen. Flyt de øvrige toner så lidt som muligt, og syng bastonens halvtonebevægelse.
- Gør kadencen hørbar. Øv D7–G7–Cm separat. Før F♯ til G og derefter H til C i korte melodiske svar. Tilføj en pause mellem svarene.
- Samordn de korte toner. Spil temaets rytme på én tone sammen med en makker. Aftal, hvor korte tonerne er, og hvornår I slipper dem. Tilføj derefter melodi og bas uden at ændre længderne.
Jamråd og videre arbejde
Aftal C-mol, 16-takters form og akkordfarven på D♭. Vælg et tempo, hvor temaet kan spilles præcist, og lad én musiker give tydeligt tegn til sidste tema. Øv slutningen som en selvstændig passage, før I spiller lange soli.
Sammenlign med Filthy McNasty og Opus de Funk. I Nutville kan du arbejde videre med Silvers evne til at skabe karakter gennem motiv og form.