Vælg en side

“Solar” pakker et stort harmonisk forløb ind i en kort form. Den begynder i et C-mol-landskab, bevæger sig gennem flere durcentre og leder tilbage til begyndelsen. Det giver en næsten cirkulær fornemmelse, hvor slutningen af ét chorus samtidig peger ind i det næste.

For jazzmusikere er nummeret en god træning i at høre kadencer hurtigt og forbinde dem med en sammenhængende melodisk idé. Tolv takter betyder her et tæt, gennemkomponeret forløb, som skal læres på sine egne præmisser. Vi bruger klingende C-mol som udgangspunkt.

Fakta om Solar

  • Kendt gennem: Miles Davis’ indspilning fra 1954, senere udgivet på Walkin’.
  • Komponistkreditering: ofte Miles Davis; der er dokumenteret en tidligere Chuck Wayne-komposition, “Sonny”, med stærk lighed.
  • Form: 12 takter.
  • Tonalt udgangspunkt: C-mol med bevægelse gennem flere lokale centre.
  • Typisk udtryk: swing i forskellige tempi.

Historien bag navnet og krediteringen

“Solar” forbindes tæt med Miles Davis. Hans officielle diskografi angiver indspilningen til april 1954. Library of Congress har imidlertid offentliggjort en ældre optagelse af Chuck Waynes “Sonny” fra 1946 og beskrevet den markante lighed med “Solar”. Det er derfor relevant at nævne Wayne, når man fortæller om kompositionens baggrund.

Begynd din lytning med Davis’ version. Følg melodien gennem de korte harmoniske afsnit og mærk, hvordan den fortsætter gennem taktstregerne. Lyt derefter efter, hvor du forventer en afslutning, og hvor musikken i stedet sender dig videre.

Tolv takter med et hurtigt skiftende landskab

Lær formen som tre grupper på fire takter, men lyt også efter de lokale harmoniske mål. Forbindelserne går ikke nødvendigvis i takt med alle dine firetaktsmarkeringer. De to slags overblik hjælper hinanden: tællingen holder placeringen, og gehøret giver retning.

Spil først kun de vigtigste ankomster i jeres aftalte akkordversion. Tæl de mellemliggende takter og syng en enkel fortsættelse indvendigt. Spil derefter grundtonerne gennem hele formen. Du bør kunne mærke næste chorus, før du er nået til sidste takt.

Øv især de sidste takter direkte ind i begyndelsen. Gør tilbagekomsten til C-mol til et musikalsk mål. Hvis du kun stopper ved sidste takt under øvning, får du ikke trænet den forbindelse, som gentages ved hver soloomgang.

Kadencer i flere durcentre

En praktisk indgang er at arbejde med ii–V–I-forbindelser mod F, E♭ og D♭ samt tilbagekomsten til C-mol. Lær først de enkelte klangområder og forbind dem derefter i den konkrete form. Tim Collins’ gennemgang fremhæver netop disse lokale centre.

Som korte, selvstændige øvemodeller kan du bruge Gm7–C7–Fmaj7 og Fm7–B♭7–E♭maj7. Spil en enkel linje gennem den første, og flyt samme idé en hel tone ned til den anden. Bevar rytmen, så lytteren kan høre sammenhængen.

Tilføj derefter E♭m7–A♭7–D♭maj7 som endnu en separat model. Brug få toner og lad hver ankomst være tydelig. De tre modeller er øvelser i funktion, ikke en fuld gengivelse af sangens taktvise akkordskema.

Moltonikaens særlige farve

Undersøg også forskellen på Cm7 og Cm(maj7) som en separat klangøvelse. I Cm7 er septimen B♭; i Cm(maj7) er den B, internationalt B og dermed dansk H. Begge klange har moltertsen E♭, men septimen ændrer karakteren mærkbart.

Spil de to klange langsomt over en C-bas. Syng B♭ og B efter hinanden, og mærk forskellen på deres spænding mod C. Kontrollér derefter jeres lead sheet og den indspilning, I lærer melodien fra. Vælg akkordfarven bevidst, så den passer til den konkrete version.

Tre øvelser til en kort, sammenhængende solo

  1. En idé gennem flere centre. Lav et motiv på tre eller fire toner over den første durkadence. Flyt og tilpas idéen til de næste centre. Undgå at begynde på en helt ny rytmisk tanke ved hvert skift.
  2. Kun ankomster. Spil et chorus, hvor du kun markerer en valgt akkordtone ved hver vigtig ankomst. Lad resten være pauser. Fyld derefter korte forbindelser ind mellem punkterne.
  3. To chorus som én bue. Spil første chorus enkelt og lad en frase fortsætte over tilbagekomsten til det andet. Hold styr på formen uden at sætte et kraftigt punktum ved hver tolvte takt.

Sammenspil og jam-aftaler

Et kort chorus giver mange tilbagekomster på kort tid. Rytmegruppen kan hjælpe med klare harmoniske ankomster, men bør samtidig lade linjerne flyde. En baslinje, der forbinder områderne, kan være mere hjælpsom end store accenter ved alle skift.

Aftal klingende toneart, tempo, intro, antal melodigennemspilninger og slutning. Beslut især, hvordan I afslutter det cirkulære forløb, når der ikke skal endnu et chorus til. Et tydeligt tegn til sidste melodirunde gør det lettere at samle gruppen.

Arbejd videre med lokale tonale mål i How High the Moon og sammenlign den korte form med en anden tolvtakters standard som Blue Monk. Lyt til, hvor forskelligt to lige lange forløb kan opleves.

Kilder og videre lytning